Træningen af maven skal være hård og kunne mærkes, for at den har en effekt

Af d. 5. november 2018

NEJ!!!

Dette er en af de helt store myter og misforståelser, der er i forhold til mavetræning.

Hvorvidt hård træning er godt, afhænger af om ens teknik er god. Så at lave det folk kalder ”effektive” eller ”gode” øvelser (uanset om det er maven eller resten af kroppen, de træner) er jo godt – hvis man altså laver øvelserne korrekt.

Gennem de senere år har planken fået en renæssance. Og det er også en god øvelse. Men jeg tager ofte planken ud af folks programmer. Simpelthen fordi folk ikke er stærke nok til at lave den korrekt.

Jeg oplever, at der er mange, der ikke har en god fornemmelse og forståelse for deres led og deres bevægelighed, og hvordan de ud fra deres krops form og formåen træner optimalt.

Når jeg i løbet af min arbejdsdag viser kunder øvelser, kan jeg mærke 100 procent, hvor i min krop jeg arbejder, og det er uanset,  om det er den mildeste og nemmeste øvelse til en, der har ondt i ryggen, eller til en med bækkenproblemer eller hvad det kunne være. Med andre ord, så kan jeg mærke, at øvelsen er effektiv og virker, som den skal.

Men der er rigtig mange både begyndere og også folk, der er i god form, der har opfattelse af, at det skal kunne mærkes og måske endda gøre lidt ondt, for at det virker.

I øjeblikket har jeg flere kvinder i forløb, der mener, at det er meget bedre at lave en planke på underarmene nede på gulvet, for det er rigtig hårdt, og det kan de mærke i hele kroppen.

Men hvad de ikke ser er, at maven buler ud, de svajer i lænden og krummer ryggen. Det vil sige, at alt er forkert.

De laver det, man på fagsprog kalder et falsk intraabdominalt tryk.

I de seneste ti år er man gået meget op i, hvordan man arbejder bedst med maven.

Jeg forstår godt, hvorfor folk har opfattelsen af, at hårdt er bedre. For når du er ude at gå og går langsomt, er det jo hårdere og bedre, at du sætter farten op. For så træner du dit hjerte og dermed dit helbred og din kondition mere.

Men når det handler om styrkende træning, er det afgørende ikke, hvor mange kilo du flytter, men om du kan flytte kiloene rigtigt. Kan du lave det rigtigt, er det klart, at så er det bedre at lave øvelsen med 20 kilo i stedet for ti.

Som sagt møder jeg så mange både begyndere og øvede, som går op i, om det er hårdt og tungt, men som slet ikke bruger deres mave og deres intraabdominale tryk korrekt.

Forleden viste jeg en kvinde en øvelse, som jeg mente helt klart var den rigtige øvelse for hende, da hendes mave slet ikke arbejder, og hun har en lidt svag ryg. Men kvinden sagde, at hun kunne bedre lide at lave planken, fordi den var hård, og den kunne hun mærke.

Jeg måtte prøve at forklare hende, at planken ikke er den rigtige øvelse for hende lige nu. For man kan ikke styrke noget, man ikke kan kontrollere. Det vil sige, at man er nødt til at arbejde med milde øvelser, indtil man får en fornemmelse af maven og arbejder korrekt med den.

Du skal kunne mærke en øvelse, også selv om den er mild. Du skal kunne mærke, hvor den tager fat, hvilket led du bevæger, hvilke muskler du bruger. Hvad det er for steder, kroppen arbejder, når du laver den pågældende øvelse.

Det med, at man spænder i maven, den bliver hård eller man trækker navlen ind, betyder ikke, at man skaber det rigtige tryk i bugen.

Jeg møder nogen, der ligner atleter, og som kan holde planken i fire minutter, men hvis bækkenbund ikke er tæt, når de løber, og som har udfordringer med ryggen. Hvilket de ikke kan forstå, da de jo træner.

Men det er, fordi de ikke træner deres stabiliserende system korrekt.

Så bare fordi man ligner en atlet udenpå, betyder det ikke, at man træner korrekt og er stabil.

Igennem de senere år har jeg mange pilates-dyrkere, der kommer til mig, fordi de netop har udfordringer med deres stabilitet, deres lænd, eller at deres mave ikke har den rigtige form.

Til pilates laver man mange øvelser på ryggen, blandt andet hvor man ligger i fleksion og laver den her maverulning/foroverbøjning. Og det kan virkelig mærkes i maven, siger de.

Men når jeg så tester dem, må jeg fortælle dem, at de faktisk ikke er ret stabile i deres maveregion. Det kan de ikke helt forstå, da de jo går til pilates.

Jeg vil lige sige, at der er meget stor forskel på, om man er på et stort hold og er lidt overladt til sig selv, og man går på et lille hold og får god instruktion. Jeg tror i øvrigt, at Joseph Pilates, som opfandt pilates, ville vende sig i graven, hvis han så de mange fortolkninger, der efterhånden er af pilates.

Det skal siges, at jeg går ind for al bevægelse. Så al bevægelse, som folk synes er sjovt, og som får dem til at svede, er bedre end ingen bevægelse. Men der er bare kommet nogle fortolkninger af pilates, som er mere ovre i 80’ernes og 90’ernes aerobics. Det er superfedt, at folk får sved på panden, men taler vi stabilitet, betyder det ikke nødvendigvis, at man har styr på sin mave og sin cylinder, fordi man går til pilates.

Pointen er, at du kan ikke styrke noget, du ikke kan kontrollere. Så det afgørende er, at du har forståelse for bevægelsen, og du arbejder rigtigt med maven.

Så når folk begynder hos mig, og måske har købt et hårdt Bootcamp-forløb eller en intens pakke, så bliver de noget forundrede, når de så ikke bare skal træne så hårdt som overhovedet muligt, men jeg i stedet sætter dem i gang med nogle milde øvelser.

Men man skal kunne kravle (med korrekt intraabdominalt tryk J), før man kan gå.

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *