Spis hvidt toastbrød og tab dig

Arndal blog toastbrød

Nu håber jeg, at jeg fik din opmærksomhed. For på billedet ser du, hvad jeg har spist til morgenmad. Ja, det er en skive hvidt toastbrød, der er noget økologisk smør på, og så er der noget honning, jeg har fået af min veninde, hvis mand har egen biavl og selv laver honning.

Det fik jeg simpelthen sådan lyst til i morges, fordi Benjamin, min søn på ni år, har fået lov til at købe det her toastbrød, fordi han vil lave sådan nogle toast med skinke og ost, og så havde vi det her toastbrød.

Når jeg kostvejleder, er det ikke sådan, at jeg på nogen måde anbefaler, at folk skal spise hvidt brød. Det er jo sund fornuft. Der skal vi selvfølgelig have noget, der er grovere, noget mere rugbrød, der er fiberrigt, næringsrigt, indeholder flere vitaminer og mineraler end det hvide toastbrød, du ser på billedet her. Toastbrød, som ikke desto mindre har udgjort dagens morgenmad.

Da jeg var i starten af 20’erne, boede jeg i London i mange år og læste og arbejdede jeg derovre. Der havde jeg lejet et værelse i et hus, hvor jeg boede sammen med to andre piger, en mor og en datter. Datteren var på alder med mig. I London er det sådan, at der spiser de virkelig meget hvidt brød (det ved alle, der har været i England). Og om morgenen, selv på de bedste hoteller, er det ristet toast, man får. Det er jo ikke rugbrød lige som i Danmark med en hel masse kerner. Så det var også det, vi fik i den her familie. Datteren stod altid op før mig, og så var hun simpelthen så sød, at hun lavede det her morgenmad til mig. Og det var lige præcis, som du ser på billedet her; Hun ristede to stykker hvidt toastbrød til mig, så var der lidt smør og honning på – godt nok noget mindre, end det du ser på billedet her. Men det var samme type, som er på billedet. Og det fik jeg til morgenmad, og så fik jeg faktisk ikke andet, før jeg ramte frokost.

Nu er det ikke, at jeg som sådan skulle tabe mig. Men den periode, hvor jeg faktisk spiste det her morgenmad, og jeg primært holdt mig til tre hovedmåltider, der tabte jeg mig faktisk i en periode. For i det, du ser på billedet her, der er der cirka 230 kalorier i. I én mad. Hvis man spiser to, kan du nok regne ud, at se er der 460 kalorier. Men det er heller ikke særlig meget, hvis man har spist hovedmåltider, der rummer cirka 500 kalorier og kun spiser de tre, og man ud over det har en ret aktiv livsstil, hvilket jeg har og også havde dengang. Jeg var single, havde ikke noget børn, og en del af mit sociale liv dengang var at gå rigtig meget til dans og i fitnesscenter i London, så jeg bevægede mig rigtig meget. Så i den periode, hvor datteren lavede det her ikke særligt næringsrige morgenmad til mig, var faktisk en periode, hvor jeg tabte mig lidt.

Min pointe er, at når jeg kostvejleder, tror folk, at bare det er sundt, er det gratis. Det er ikke fordi, jeg på nogen måde som sådan sidder og tæller kalorier, når jeg kostvejleder, men faktum er, at når vi taler energi i kroppen, er vi nødt til at tælle kalorier. Det er den regneenhed, vi bruger. Lige som når man går ned i banken og holder møde med sin bankrådgiver, så taler man kroner og ører. Mad, du spiser, er energi ind, og mad, du forbrænder, er energi ud, og så er der tre varelagre i kroppen - leveren, musklerne og fedtdepoterne. Der er en begrænsning på, hvor meget du kan lagre i din lever og i dine muskler, hvorimod fedtdepoterne lagringsplads er uanet. Der lagrer du simpelthen alt det, du ikke forbrænder, og så er den lige som ikke længere.

Så selv om det bliver sundt, er det ikke gratis. Det er ikke, fordi jeg ikke synes, at man skal spise sund og næringsrig mad med masser af vitaminer og mineraler, så man bliver sund og stærk og lever længere, men jeg oplever bare ofte, at folk tænker, at hvis nu de tager en rawfood-kage, så er det meget sundere (det er det helt klart også, fordi kagen er lavet på nogle helt andre ingredienser). Men hvis jeg går ind og laver beregninger på en romkugle købt i Van Hauen og en kugle med rawfood, så kan rawfood-kuglen faktisk indeholde den samme mængde kalorier, som den fra bageren.

Så jeg gentager mig selv: Det er ikke, fordi jeg anbefaler, at vi generelt skal spise hvidt toastbrød eller romkugler fra Van Hauen. Min pointe er, at det handler om energi.

Nogle gange, når jeg spiser gravad laks, tager jeg et stykke hvidt brød til, for gravad laks smager bare godt på hvidt brød, og det synes jeg også, der skal være plads til.

Jeg vil hellere anbefale, at når du savner noget, så køb den romkugle fra Van Hauen, eller spis den fuldfede ost. Spis to skiver toast.

I dag, da jeg vågnede, havde jeg bare så meget lyst til det her ristede toastbrød, som var helt varmt, så smørret smeltede ned i og som mindede mig om dengang, hvor Isabel kom og serverede min morgenmad næsten på sengen for mig hver morgen.

Jeg håber, du kan bruge min lille pointe som eksempel. Jeg smilede i hvert fald i morges, da jeg tog det her billede. Både fordi jeg havde i tankerne, at jeg ville lave det her indlæg, og fordi det her toastbrød mindede mig rigtig meget om mine år i London.

Skriv en kommentar

Din email bliver aldrig delt eller videresendt.
Udfyld både navn og email.