”Jeg må ikke spise”, ”Jeg har ikke lyst” ”Jeg vil ikke tænke på det” af Psykolog Sisse Find Nielsen

7R9A9974

Kender du situationen, at ’ikke-tanker’ som disse kværner rundt i dit hoved, når du er på kur?

Så har du sikkert også erfaret, at sådanne forsøg på tankekontrol er kontraproduktiv, dvs. du får flere af de tanker, du gerne ville af med.

Hvad er den psykologiske forklaring på dette? Og findes der alternative og mere hensigtsmæssige strategier end tankeundertrykkelse, når du føler dig hjemsøgt af negative tanker?

Svaret er JA! Der findes andre og mere hensigtsmæssige strategier end tankekontrol, når du kæmper med tilbagevendende negative tanker. Men lad os først se på årsagen til, at tankekontrol har det med at backfire, og forværre din situation:

Livet er ikke lutter lagkage, og består af både gode og negative oplevelser. Det er uundgåeligt og helt normalt, at du konfronteres med begivenheder, som umiddelbart vækker negative tanker. Det kan fx være, at du helt uden for din indflydelse mister dit arbejde. Det kan også være, at der pludselig dukker et indre negativt erindringsbillede op i din hukommelse, som fx tabet af en person, som har haft stor betydning for dig.

Forskere anslår, at vi har omkring 70000 tanker på dagsbasis, hvoraf en betydelig del er negative. Hvis du indædt forsøger at undgå negative tanker, vil du således komme på hårdt arbejde, dels fordi der er mange af dem, og dels fordi at ’skubbe tanker væk’ er noget helt andet, end blot at lade tankerne være.

Når du forsøger at standse tanker, forholder du dig aktivt til dem, ved at forsøge at skubbe dem ud af sindet. Teknikken virker således mod sin hensigt med det resultat, at du forbliver i kontakt med tankerne. Det kan sammenlignes med, at du vil lukke en dør uden at være i kontakt med den, eller at du ønsker at slippe kontakten til noget, som du hele tiden holder øje med. Det lader sig som bekendt ikke gøre. Når du hele tiden er i kontakt med tankerne, recirkulerer de og øger dermed deres styrke. Det er dette som sker, når du oplever at have tilbagevendende negative tanker.

Alternative strategier

Hvis du bruger mange ressourcer på at kontrollere og undgå bestemt tanker er det et udtryk for, at du anvender en strategi, som går ud på at holde sindet frit for negative tanker. Imidlertid er den slags forsøg på mentalhygiejne, hvor du opdeler tanker i positive og negative, for derefter at ønske dig af med sidstnævnte ikke hensigtsmæssig.

Men overvej følgende: Hvad blev der af de titusindvis af tanker, positive såvel som negative, som løb gennem dit hoved i går? Hvor blev de egentlig af?

Nogle tanker recirkulerer og øges i styrke, mens hovedparten af dine tanker får lov at flyde videre. Tanker er som udgangspunkt selvregulerende ligesom åndedrættet, dvs. hvis du lader dem passe sig selv uden at engagere dig i dem, regulerer de sig selv. Hvilke tanker, der recirkulerer og hvilke, der flyder frit, bestemmes af hvordan du responderer på en påtrængende negativ tanke.

Der er således vigtigt, at skelne mellem negative tanker, som kommer automatisk og ufrivilligt og fungerer som ’bekymrings-triggere’, og forlænget bekymringstænkning med dens vedvarende on-going karakter, som er en respons på bekymringstriggeren. Sidstnævnte tænkning forekommer ikke automatisk, men er en mestringsstrategi du anvender, som respons på trigger tanken.

Således anskuet er tilbagevendende negative tanker, som kværner i dit hoved ikke automatiske, men noget, som er underlagt din kontrol og noget, du kan ændre på, ved at ændre din respons, når du føler dig truet, bliver bange, usikker eller ked af det. Det handler om at lære alternative mestringsstrategier, som du kan anvende, når du havner i situationer, hvor negative tanker opstår.

Af Sisse Find Nielsen, autoriseret psykolog

Har i samarbejde med Sisse udviklet et nyt forløb, som vi kalder MindFit Kick-off. Et 6 ugers forløb, der kombinere gruppermøder hos Sisse og 6 personlige træningstimer. Du kan læse mere om forløbet ved, at klikke videre HER.

I aften kl. 18 holder vi klubarrangement for vores medlemmer med Sisse, under temaet "Knæk koden til varig livsstilsændring". Hvis du er interesseret i forløbet og i, at møde Sisse er du meget velkomme til, at sende os en mail.

4 Kommentarer

  1. Stine K
    1.12.2013

    Super godt indlæg – kommer der et opfølgende indlæg, hvor Sisse kommer med, hvordan man lærer alternative mestringsstrategier, når de negative tanker opstår?

  2. admin
    3.12.2013

    Kære Stine,

    Ja det kan du tro. Der kommer flere indlæg fra hende. Og Sisse kommer også til at tilbyde kurser efter 2014. Gruppeterapi forløb.

    Kærlig hilsen

    Lotte

  3. Pia
    6.1.2014

    Indlæggene rammer plet. Har Sisse kontaktdata (tlf., mail), således at man kan bestille enkeltkonsultation/coaching ?

  4. admin
    7.1.2014

    Kære Pia,

    Vi er netop i gang med at udvikle noget vi kalder “spise – grupper”, hvor vi kører et gruppe forløb under dette tema.

    Og dernæst er det også muligt med enkelt timer.

    Du må meget gerne sende mig en mail på lotte@arndalspa.dk

    Så sender jeg dig videre til evt. bookning.

    KH Lotte

Skriv en kommentar

Din email bliver aldrig delt eller videresendt.
Udfyld både navn og email.