Alkohol: 3 genstande mindre om ugen
Vidste du, at blot at skære 3 genstande om ugen kan give markante resultater for din vægt og sundhed?
Én genstand indeholder typisk omkring 120 kcal, så 3 genstande mindre om ugen svarer til 360 kcal mindre om ugen. Over et år bliver det til 18.720 kcal, hvilket svarer til 2,5 kg kropsfedt tabt – uden andre ændringer.
Men de sundhedsmæssige gevinster ved lavere alkoholindtag er om noget endnu vigtigere end et potentielt vægttab. Alkohol påvirker næsten alle dele af kroppen, og selv små reduktioner kan forbedre din sundhed betydeligt. Et lavere alkoholforbrug er forbundet med:
- Forbedret mental sundhed, som bedre søvnkvalitet, lavere stress og mere energi i hverdagen (1).
- Reduceret risiko for kroniske sygdomme, herunder diabetes, forhøjet blodtryk og flere typer kræft (1).
- Akut forbedring af kardiovaskulær sundhed, som lavere blodtryk og mindre oxidativt stress, hvilket aflaster hjertet (2).
Forskning viser, at der er en J-formet sammenhæng mellem alkohol og dødelighed. Et meget lavt alkoholforbrug på 25 gram om ugen (ca. 2-2,5 genstande) er forbundet med lavere risiko for hjertekarsygdomme, kræft og generel dødelighed sammenlignet med intet eller højere forbrug (3). Risikoen stiger dog markant, jo mere alkohol man indtager, og et højt alkoholforbrug bidrager væsentligt til sygdom og tidlig død.
Det er dog vigtigt at bemærke, at højere dødelighed blandt personer, der slet ikke drikker, kan skyldes andre faktorer som underliggende sygdomme eller tidligere alkoholproblemer. Der er altså ikke nødvendigvis en årsagssammenhæng, men det understreger, at et moderat forbrug – eller et lavere forbrug, hvis du allerede drikker meget – er en sundhedsmæssig fordel.
At skære ned på alkohol er en simpel, men kraftfuld ændring, der kan gøre en kæmpe forskel for din sundhed. Ikke kun på vægten, men også på din risiko for alvorlige sygdomme og dit velvære i hverdagen. Prøv det, og oplev de mange fordele.
- Ramos-Vera et al (2022) “Consumption of Alcoholic Beverages Associated With Physical Health Status in Adults: Secondary Analysis of the Health Information National Trends Survey Data”
PMID: 34991399 - Barden et al (2007) “A reduction in alcohol consumption is associated with reduced plasma F2-isoprostanes and urinary 20-HETE excretion in men”
PMID: 17462541 - Zhang et al (2021): “Alcohol consumption and risk of cardiovascular disease, cancer and mortality: a prospective cohort study”
- PMID: 33522924