Vagtler med lakrids og soja. Opskrift af Johan Bülow

Af d. 27. marts 2014

Beregn 1-2 vagtler per person, alt efter hvem dine gæster er, og hvilket tilbehør du vælger.
Søde, bagte kartofler og en salat, gerne med bitre salater i, passer godt til disse vagtler. 2-4 personer

Lakridsglace
• 25 g salt lakridssirup (Salty Liquorice Syrup)
• 1 spsk fintrevet ingefær
• 50 g flydende honning
• 1 dl soja

Vagtler
• 4 vagtler
• lidt olivenolie
• 8 lange lakridsrødder

Lakridsglace
Kom lakridssirup, ingefær, honning og soja i en kasserolle og lad det simre i 2-5 minutter, til glacen er tyknet. Tag den af varmen.

Vagtler
Rens vagtlerne. Det er nemmest at bruge våd køkkenrulle til at fjerne alt blodet. Skær hovederne af, hvis de er på.
Gnid vagtlerne med lidt olivenolie. Spids evt. lakridsrødderne med en skarp kniv og sæt vagtlerne på spyd (mest fordi det er sjovt).
Grill vagtlerne på en varm grill eller grillpande. Pensl dem med lakridsglacen de sidste par minutter og servér straks med ekstra glace ved siden af.

TIP: Glacen kan også bruges som dressing til fx grøntsagssticks eller som dressing til en nudelsalat.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *