Toiletbesøg

Af d. 3. marts 2014
Dette lyder måske lidt sjovt, men ikke desto mindre er den bedste måde at finde ud af, om du spiser lige præcis dét, som din krop har brug for, ved at observere dét, der kommer ud af den anden ende. Og samtidig mærke efter, hvordan din krop har det før, under og efter toiletbesøg. Hvis du lider af forstoppelse eller din afføring er uregelmæssig, ildelugtende eller for hård/blød,
kan det skyldes én eller flere af nedenstående problemer i din kost.
1) Du får ikke nok fibre. Hvis du udelukkende indtager dine kostfibre gennem frugt og grønt, vil du være tilbøjelig til at få forstoppelse, så sørg for at din kost også indeholder masser af fibre fra drøje kulhydrater som rugbrød og havregryn. Husk også at tjekke, om kvaliteten af dine grøntsager er høj. Samtidig kan du gøre lidt ekstra ved at spise mindst halvdelen af din daglige frugt og grønt råt, så vitaminer og mineraler ikke går tabt ved tilberedning. (Shiels, 2005).
2) Din krop får for lidt fedt. Du har brug for fedt for at få din krop til at fungere optimalt. Dette gælder både mættet og umættet fedt. De fleste danskere får rigeligt mættet fedt, men for lidt af de flerumættede fedtsyrer. Især Omega-3. (Klarlund Pedersen, 2010).
3) Du glemmer det vigtigste … Vand er noget af det vigtigste for kroppen. Hvis du ikke drikker den mængde vand om dagen, din krop har brug for, vil det hurtigt give forstoppelse og ubehag.
4) Du kan kun lave „stort“ derhjemme. Toiletbesøg er noget af det mest naturlige, og hvis du ikke lytter til din krops signaler og går på toilettet, når kroppen siger til, så kan det være for sent, når du er kommet hjem. Og så er forstoppelsen allerede opstået. Det bliver en ond cirkel for mange – specielt kvinder.
5) Du trækker vejret for overfladisk. Jeg har ofte oplevet, at mine træningskunder har fået bedre fordøjelse efter, de har lært at trække vejret rigtigt. En god vejrtrækning er karakteriseret ved, at luften kommer helt ned i lungerne, så bugen udvides samtidig med, at musklerne i mave, hals, bryst og nakke er afslappede. Denne forbedring af fordøjelsen hænger med stor sandsynlighed sammen med, at den dybe vejrtrækning sammen med den afslappede bughule medfører en form for massage af tarmene, der fremmer tarmens bevægelser, som transporterer den fordøjede føde (afføring) gennem tarmkanalen. Hvis du følger de ovenstående råd, skulle du gerne opleve, at din afføring er jordfarvet, velformet og har nemt ved at passere. Prøv at tage et kig i kummen næste gang, og bliv klogere på, om din krop er ude af balance. Og husk så at giv dig tid til at gå på toilettet. Det skaber livskvalitet at have en velfungerende tarm.
Shiels, M.E: “Modern Nutrition in Health and disease”,
s. 78f., 86, 1034 og 1052. 2005
Klarlund Pedersen, Bente: “Sandheden om sundhed”. 2010

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *