Taber du dig ikke, skal du bare træne mere og hårdere

Af d. 17. juni 2019

Nej!

Som du ved, er jeg stor fortaler for, at det ikke kun er kosten, men også bevægelse, der er i fokus, når man skal leve sundt.

Det her indlæg henvender sig især til de folk, ikke mindst kvinder, som ligger i normalområdet. Det kan for eksempel være, at man vejer 70 kilo og ligger i normalområdet, men gerne vil veje 65 og stadig ligger i normalområdet.

Jeg arbejder meget ud fra, om man er i den gruppe, der hedder overvægt, eller om man er indenfor normalområdet. For er du indenfor normalområdet, bliver du ikke sundere af at få mere fedt af kroppen. Der handler det mere om det, jeg kalder det kosmetiske vægttab, hvor man har et ønske om at komme til at se ud på en anden måde. Det er selvfølgelig rigtig fint, bare man ikke kobler vægttabet op på lykke. Men det er en helt anden historie, som jeg har skrevet om før.

Jeg har en kvinde i forløb, som netop gerne vil tabe sig. Hun ligger indenfor normalområdet, men hun synes ikke helt, at det går, som hun gerne vil have, for hun vil gerne tabe mere fedt.

Jeg monitorerer hendes kost, hendes træning i forhold til øvelser og intensitet, og jeg monitorerer også, hvor meget hun går, cykler og ellers bevæger sig – altså hvor meget hun energiomsætter, når hun ikke træner.

Konklusionen er helt klart, at mængden af mad er en smule for stor i forhold til, hvor meget hun bevæger sig.

Hun har så uden om mig tænkt, at når jeg ikke taber mig helt, som jeg gerne vil, så skal jeg bare træne mere og hårdere. Jeg har lagt et intensivt og hårdt program, som jeg anbefaler, at hun træner tre gange om ugen. Jeg anbefaler faktisk altid, at man træner sit program tre gange om ugen. For det er nok til, at man forbedrer sin form og sit kondital, uden at man overbelaster kroppen og/eller flytter ind i et fitness center.

Men det hun så har gjort bag min ryg er, at hun nu træner intensivt fem til seks gange om ugen, så hun derved kan forbrænde flere kalorier.

Det skal lige siges, at jeg som altid, når det handler om en konkret kunde, har fået tilladelse til at skrive om det.

Fra mit perspektiv er det en uintelligent måde at træne på. Selv om noget er godt, bliver det ikke nødvendigvis bedre af, at man får eller gør mere af det. Det handler i stedet om at finde en vedvarende balance, et break even point, mellem den kost, man indtager, og den mængde træning, man udøver.

Som jeg sagde til hende, så svarer det til, at hun generelt har et for højt pengeforbrug, og derfor hele tiden skal arbejde over for at dække det ind. Hun skal hele tiden bruge ekstra tid og energi på at tjene penge, fordi hun generelt har sat sit forbrug for højt.

Og så kunne hun jo godt se, at det ikke var en god livsstrategi at spise store mængder af mad og så kompensere ved at gøre det, som ifølge mig er overtræning. I stedet skal hun finde ro i det at spise, så træningen tre gange om ugen er noget, man kan passe ind i en hel almindelig hverdag, i stedet for at kroppen skal have intensive tæsk næsten hver dag.

Det er rigtig godt at bevæge sig og det er rigtig godt at træne, men du skal finde ud af, hvor din nøgle til succes er: Er der for meget eller for lidt mad? Er der nok sund mad? Er der for lidt bevægelse? Er der nok træning og intensitet?

Det hjælper ikke bare at undlade en af dem, og så bare skrue op for den anden. Man skal finde balancen, så det er noget, man kan holde på den lange bane.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *