Sys Bjerre – Åbent brev fra en ex-pomfrit-afhængig

Af d. 29. juni 2012

Jeg kan ligeså godt sige det som det er:

Jeg er vokset op i vanløse. i en kernefamilie. 2 lillesøstre, mor og far.

Vi havde aviser under armene når vi spiste. For det er vigtigt at man kan spise pænt med kniv og gaffel. Det er jeg rigtig god til nu, og er faktisk også rigtig glad for at have lært det. Men hos familien engstrøm bjerre i vanløse var der også meget fokus på hvad man puttede i munden. For vi ELSKER mad! Og vi elsker at lave mad. Jeg fik, i en ret ung alder, en peter plys kogebog. Den første ret jeg kastede mig over var: peter plys’ pølseret. (!) Og det siger måske noget om hvad vi ellers fik at spise derhjemme. Mine forældre kan godt lide chili. Og meget chili er meget godt. De kan faktisk bedst lide at svede bag ørene, så stærkt skal det gerne være. Og det er jo helt ok. Jeg er også glad for stærk mad. Men vores middage bestod primært af “eksotisk” mad. thailands, indisk, kinensisk osv osv. Der for var det ikke underligt at en ting som røde pølser tiltrak sig min opmærksomhed. Jeg fik selvfølgelig ikke lov at lave retten med røde pølser. Slik var noget man fik i meget moderate mængder, og kun om fredagen. Jeg fik heller aldrig lov at holde fødselsdag på mcdonalds. (det kan jeg nu egentlig godt forstå idag.)

Men fraværet af pommes frites, slik og pizza gjorde at jeg, da jeg blev teenager og fik “udgangstilladese” i det store frikvarter, fik et helt vanvittigt forhold til netop disse varer. Specielt pommes frites. Lad mig bare sige at tingene kørte lidt af sporet for mig.

Jeg fandt lotte arndal, som hjalp mig på rette køl.

Men selv den dag idag står pomfritter for mig som et lysende fyrtårn af håb, glæde og luksus. (mine søstre blev såkaldt “dansk mad”-misbrugere. De vil, den dag idag, give deres højre arm for en krebinet med persillesovs. De er selvfølgelig i behandling.)

Og det har taget mig år. Lidt flere end jeg vil indrømme, at vænne mig af med tanken om at de hemmelige, lokkende pommes frites er svaret på alt.

Jeg ved jo godt, rationelt set, at pommes frites ikke er kongen af mad.

Men de blev bare så interessante! Og salte. mmmh.

Anyway, dette var min historie.

Dette var et åbent brev fra en ex-pomfrit-afhængig, til alle forældre derude. Brug det som i vil, hvis i vil.

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.