Dette indlæg handler hverken om min krise eller om mine børn som sådan.

Det er mere et indspark til livet generelt i forhold til, hvordan ens madvaner ændrer sig eller bliver påvirket af, at man står i en livskrise.

Grunden til, at jeg vælger at lave dette indlæg, er, at når jeg arbejder som kostvejleder hører jeg virkelig virkelig tit, at det er en krisesituation, som er årsag til, at man har taget meget på i vægt. Det kan være, at man bliver skilt, det kan være at ens mand eller kone har haft en affære, det kan være at man lige pludselig er blevet fyret fra sit job. Det kan også være, som jeg oplevede det, kritisk sygdom i familien, eller andre ting hvor livet ligesom bider, og man bliver trukket ud i noget uvant, som på alle måder gør, at fokus er fuldstændig væk fra en selv. Sådan har jeg i hvert fald haft det.

I den måned, der er gået, har jeg været fuldstændig ligeglad med, hvad jeg har spist, for det, der har været vigtigt, er, hvordan min søn har haft det.

Jeg har haft nogle måltider, som har været sunde, og så har jeg haft en hel masse, som har været usunde; jeg har spist hindbærsnitte til frokost, en af mine veninder kom ind med brunsviger, og de nætter hvor jeg ikke sov – hvilke der har været mange af – spiste jeg en marsbar kl. 2 om natten. Så der har været en hel masse ikke-sunde valg. På et tidspunkt sagde sygeplejersken, at hun var ligeglad med, om jeg drak vand, cola, sodavand eller noget helt andet, bare jeg drak noget.

Alle omkring en, beder en om at huske at spise, for det glemmer man i en krisesituation.

Det er sådan, at når man er indlagt, er der spisetider for morgenmad, frokost og aftensmad, og man får serveret noget af det mad, du kan se på billederne. En af mine veninder spurgte ”hvordan er det for sådan en som dig at spise sådan noget mad?” Og jeg må sige, at jeg synes faktisk, at maden har været fin. Der var noget af det, der mindede mig om Jylland (tarteletter og brun sovs) og når man er kriseramt, synes man bare, at det er fantastisk at få noget serveret. Man kunne fint få lavet sin tallerkenmodel, som du kan se på billedet – hvis man altså har tid og overskud til det.

Sammen med en af de kvinder, jeg lå på stue med, grinede vi lidt af, at vi nok ikke engang sammenlagt på hele ugen havde fået 600 gram grønt. For det, der skete for flere af os, der var indlagt med vores børn, var, at nogle gange nåede vi ikke spisetiderne. Hvis lægen lige kom i den halve time, hvor der var mad, eller ens barn græd eller noget andet, så gik vi selvfølgelig ikke ud og spiste frokost. Så endte det med, at vi gik ned i hospitalets 7eleven og købte et eller andet.

Nogle gange har jeg kun spist to gange om dagen, for så har jeg ventet på, at Allan kom og besøgte mig om formiddagen og haft en bolle med fra Meyers eller noget andet lækkert, og så har jeg fået noget aftensmad eller en pose vingummier i løbet af dagen.

Engang imellem er en af mine veninder kommet med en salat eller en skål med noget frisk frugt, men det har nok været 50-50 i forhold til sundt og usundt. Jeg har primært spist de mindre gode kulhydrater, der gemmer sig i hindbærsnitter, vingummer, en bolle med smør og den slags. Protein og grønsager har været stærkt begrænset. Så sundt har det bestemt ikke været.

Så fokus kan godt ryge fuldstændigt væk fra alt andet, end det, der er vigtigt i en krise, men hvis man tager markant på i en krise, så er det, fordi man reagerer ved at spise mere og i bund og grund ikke lytter til, at kroppens behov er nedsat. Jeg har ikke været så sulten, fordi jeg slet ikke har bevæget mig. Nogle dage har de skridt, jeg har taget, været hen og hente mad og så ikke mere.

Som jeg skrev i starten, så hører jeg tit forskellige forklaringer på, hvorfor man har taget på.

Min pointe er, at da jeg kom ud derfra, var status, at jeg overhovedet ikke havde spist sundt, og min mave er gået i stå og mine ben er hævede, fordi jeg overhovedet ikke har bevæget mig. Men jeg har ikke taget på.

Jeg føler mig bestemt ikke sund, men det, der er vigtigst, er, at jeg kom ud af mit livs krise med et rask barn!

Så i bund og grund viser dette, at man kan spise virkelig dårligt og virkelig usundt, men det vil som i alle andre situationer altid handle om mængden af mad i forhold til, hvor meget man forbrænder.