Så er bloggen tilbage fra ferie med et par tanker om sundhed

Af d. 17. august 2015

Så er jeg tilbage på bloggen efter en lang og dejlig sommerferie. Har ikke haft min computer med på ferie, hvorfor du ikke har fået det daglige blogindlæg i din mailboks. Håber dog også, at du har holdt ferie uden computer:))

Jeg får tit stillet spørgsmålet, hvordan jeg spiser og træner, når jeg holder ferie. For mange er ferie forbundet med en mere usund livsstil. For mig er det lige omvendt. Og det er absolut ikke fordi, jeg ikke spiser is og nyder et koldt glas hvidvin i sydens varme.

Dog er et af de grundlæggende paramenter for en sund krop, at få nok søvn. Og selvom jeg ved rigtig, rigtig meget om søvn, og hvor vigtigt det er at få nok af den, så er det noget jeg dagligt kæmper med i min travle hverdag. Som du sikkert kender fra dig selv, kan det være en udfordring, at få det hele til at gå op med arbejde, børn, voksen tid og også, at være social. Og hvis der er noget jeg gør, når jeg har ferie, så er det, at få sovet nok. Så sene hyggeaftner betyder, at sove længere. Efter min ferie føler jeg mig virkelig udhvilet.

Dernæst er ferie for mig også ensbetydende med ro og at alt foregår i et langsomt tempo. Jeg føler mig ikke stresset i min hverdag, men omvendt kan jeg mærke, hvor godt det gør min krop og sind, at have  langt færre gøremål på en dag. Det synes jeg også gavner min sundhed.

I forhold til kosten, så er jeg også sundere, når jeg holder ferie. Jeg er god til, at træffe de bedst mulige valg i min hverdag og når jeg er på farten. Men ferie for mig er, at have ro til hvert måltid. Have tid til, at sammensætte tallerken og prøve nye spændende retter, herunder at få et hav af forskellige grønsager og frugter. At der så kommer en lækker is eller et godt glas vin her og der, ser jeg ikke som usundt, da indholdet og mængden af den rigtige mad er helt på plads.

I forhold til træningen, så tror de fleste jeg træner rigtig meget. Men selvom jeg næsten bor i et fitness center er det også en udfordring for mig, at få trænet efter arbejde, da jeg skal hjem til min familie som du skal efter dit arbejde. Som med søvnen, stressniveauet og maden, så gælder det samme for træningen – nemlig at den mere tid og ro, der er forbundet med ferie gør fordybelsen i kroppen bedre. Det betyder ikke, at jeg er mere i fitness centeret på hotellet end ved poolen eller sammen med familien. Men jeg nyder bare, at kunne træne 20 minutter om dagen og det kan være svømning, udstrækning, løb eller øvelser. Hvor jeg finder ind til kernen og hele grundlaget for min forretning – nemlig passion for træning og bevægelse. Og ikke mindst hvordan det påvirker mit energiniveau, overskud og kropsfornemmelse.

Fem ugers lang sommerferie har virkelig fyldt mine batterier op, og det kan godt være bloggen har været på pause, men er nu tilbage med massere ideer, der vil inspirere dig til en sundere livsstil. Så vær parat ved din mailboks:-)

 

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *