Jeg har i dag haft en rigtig interessant snak med en af de kvinder, jeg har vejledt over snart et år, som har tabt 25 kilo. Vi prøvede at sidde og kigge tilbage på hendes historie og hvilke altafgørende råd, hun vil give videre.

For det første siger hun, at vægten sneg sig langsomt på år efter år. Så det er ikke noget med, at hun har taget alle kiloene på på et år, men over flere år.

Så hendes første gode råd er, at hvis man har en idealvægt, så skal man reagere, inden man er nået op på 20-30-40-50 kilo mere end godt er. At man prøver at have et vægt, hvor man siger, at den skal jeg ikke over. Og der har vi jo alle sammen ud fra vores højde, og om vi er mand eller kvinde, noget, der hedder normalområdet. Der vil jeg klart anbefale som vejleder, at man skal stoppe, når man er ved den øvre grænse af normalområdet. Men det er jo forskelligt fra person til person.

Kvinden beskrev også, at det, der lå til grund for hendes vægt, var, at hun er vokset op i en familie, hvor der blev indtaget meget usund mad. En ting er, at maden ikke var så sund, men der blev også spist rigtig meget af den. Så hun var blevet meget bevidst om, at når gryderne stod på bordet, blev der ikke taget en gang, men to eller tre gange. Jeg har lært hende, at man tager én portion, når man har et normalt stillesiddende arbejde, og man dyrker sport et par gange om ugen. At spise flere portioner kræver, at man er fysisk aktiv og meget mere fysisk aktiv, end de fleste er.

Hun sagde også, at det med, at hun havde taget på i løbet af årene, også blev påvirket af, hvordan hendes livsmønster ændrede sig. Fra at hun boede hjemme, til hun boede alene, til hun boede med andre, til hun fik børn og bragte dem frem og tilbage og så videre. Så hun var meget bevidst om, at selv om de her kilo var taget på henover flere år, så hang det også sammen med, at der kom et nyt livsmønster.

Jeg har bedt hende om kun at spise tre gange om dagen og fylde en tallerken op efter tallerkenmodellen og sætte sig ned og nyde den og ikke lave andet, mens hun spiser. Og gerne i selskab med andre. Så det at spise også bliver en lille social event. Hun sagde, at der havde jeg ramt lige spot on. For i de år, hvor livet havde ændret sig, havde hun gået og spist ret meget i smug. Så hun sagde, at når hun nu skal tage et stykke kage og ikke må gøre det alene, men skal gøre det sammen med sin familie, er blevet mere bevidst om, hvad det er hun spiser. Ikke at hun ikke må få et stykke kage, men at hun ikke går og spiser i smug.

Alle jeg vejleder og har vejledt gennem de sidste mange år, som er overvægtige eller svært overvægtige, spiser rigtig meget, når de er alene. Ikke når de er sammen med andre. Så at lave den regel, at du gerne må tage noget, der er mindre sundt, men du skal nyde det sammenmed andre til en børnefødselsdag eller et andet arrangement.

Vi talte meget om, at hun ikke havde lært at dyrke sport som barn eller ung. Det er noget, jeg selv prøver at lære mine børn. For selv om jeg har et fitnesscenter, kan det være svært at få ens børn til at dyrke sport. Men det er bare godt, at børn både motorisk og i forhold til deres bevægelse og fysik lærer at dyrke sport.

Så sagde kvinden også noget, som er meget kendetegnende. Hun sagde, at hun ved alt om kost. ”Jo mere jeg tog på, jo mere læste jeg”.

Men hun tabte sig ikke af det.

Det er noget, jeg ofte møder hos de, der vejer meget for meget. Når jeg går i gang med kostvejledningen, så er det lige før, de ved mere end mig. Forstå mig ret.

Nu, hvor kvinden er kommet over på den anden side og er blevet normalvægtig, kan hun mærke, at hun har gået og gemt sig bag en hel masse undskyldninger. Det er ikke mine ord, det er hendes egne ord. Hun sagde, at hun havde lavet en hel masse selvopfyldende profetier for, hvorfor hun enten skulle spise den kage eller den portion nummer to eller tre og ikke dyrke nogen former for sport. Hun fik simpelthen hyllet sig selv ind i det her. Det, der havde hjulpet, var at finde en, der kunne hjælpe hende til at trække hende ud af det mønster. Hun sagde også, at det allerbedste råd, jeg havde givet hende, var, at hun havde taget en dag af gangen.

Det er klart, at når man går ned i et fitnesscenter i sit nye sportstøj, og man kommer op på vægten og får at vide, at man skal tabe 30 eller 40 kilo fedt for bare at være sund, så virker det fuldstændig uoverskueligt.

En andet vigtigt råd fra hende, er det, jeg siger igen og igen om at tage ”én dag af gangen”.

Når du vågner om morgenen, skal du tænke, hvad kan jeg gøre for at blive sundere i dag. Ikke i morgen, eller i overmorgen eller på mandag (ikke, fordi man ikke kan gøre noget der. Det er ikke det, der er min pointe). Men hvad kan du gøre i dag? Alt fra, at du kan gå, du kan cykle, du kan stå op ved skrivebordet, du kan hente dine børn på gåben, du kan få trænet, spise en sundere salat. Hvad det nu kan være. Gå efter at kosten går i ”break even”. Det, jeg mener med det, er, at du ikke skal tænke, at nu spiser jeg for meget i dag, men så kan jeg spise mindre i morgen. Eller nu spiser jeg for meget i weekenden, og så spiser jeg sundt mandag. Eller så er der nogen, der spiser for meget hele december, og så spiser de ikke i hele januar. Det der med hele tiden at skubbe tingene foran sig, det må man ikke, når man er elev hos mig. Jeg vil simpelthen have, at man går i ”break even” hver dag.

Hvis du har været til en kæmpe brunch, må du altså spise mindre resten af dagen, så regnestykket går op, så det ikke bliver en overspisning. Og selv om maden er superdejlig og lækker, så spiser du kun det, din krop har brug for. Du skal ikke fylde varelageret op.

Så det med at vågne hver dag og tænke, hvad kan jeg gøre i dag, det har gjort det meget mere overkommeligt. Hver gang hun var ved at give op og sige ”Lotte, det er alt for mange kilo”, sagde jeg til hende, at nu tager vi én dag af gangen.

Når folk spørger hende, hvor lang tid der gik førend hun kunne mærke en effekt er svaret, at der fik fem-seks uger, kunne hun se, at hun fik mere overskud. Hun kunne mærke effekten af de ændringer, hun havde lavet. Og det, der var vigtigst, var, at hun kunne mærke, at hun blev en gladere mor for sine tre børn af at få det overskud, som en sundere og mindre kost og bevægelse havde givet hende. Og hun siger også selv nu, at hun kan gå ud og spise til hun ikke er sulten mere – og lade være med at spise op, selv om maden er lækker.

Og nu hvor hun er gået fra at spise, som hun selv siger det helsekost, til lidt mere ”usundt”, tager hun ikke på. For hun er blevet så god til at mærke efter og ikke overspise og ikke mindst overholde reglen om, at når der skal nydes noget lækkert, er det sammen med andre og ikke alene.