Mit Boot Camp liv: Af Ibi Støving

Af d. 26. september 2011

Dette her er min beretning i de 3 måneder jeg er på Boot Camp. Jeg kommer højst sandsynligt til at græde snot ned i hirsegrøden,  støde nogen  , få spat af protein og salater,   være så træt af det hele at jeg spiser 2 plader chokolade (med sølvpapir på), bande Lotte og Co langt væk og svede som jeg aldrig har svedt før. Men det er også en succes dagbog, for er der noget livet har lært mig så er det selvdisciplin og at man holder hvad man lover – især over for sig selv. Jeg kunne ikke drømme om at vende mig selv ryggen og ikke fuldføre.

Jeg vil opnå følgende:

  1. Styrke min indre ramme efter Marathon med knæskader og  1 stks fødsel
  2. Tilføje ekstra ilt til cellerne for at forebygge sygdomme og booste mit immunforsvar
  3. Stramme op generelt og komme ud af brød og sukker ”afhængighed” samt få det psykiske overskud via motion til at opretholde det høje tempo mit arbejde kræver.

Da jeg meldte mig på Lotte´s Bootcamp, vil jeg være ærlig og sige at jeg tænkte ”Ok – hvad er det den bootcamp kan gøre for mig?” Jeg har spist sund mad i 10 år, danset ballet i 13 år og dyrket alle mulige former for motion op gennem livet.

Men hvor kan jeg da bare luk røven.

Det første jeg lærte var at trække vejret. Ja, trække vejret. Noget der ellers skulle være relativt nemt. Jeg brugte min første time på at få luften ned i maven og underlivet og da Sabrina trykkede mig i Solar Plexus, begyndte jeg at tude. Der var åbenbart meget gemt væk i det område – og følte faktisk på det tidspunkt at det var det helt rigtige at begynde med selvom det forekom  mig langt væk fra træningsprogrammer , jern og kondicykler.

Min mave plejede at stå ud som var jeg i 5. måned hver gang jeg havde spist og især efter kage og slik. Nu er jeg ikke den store slikspiser – men KAGE  – hvor hyggeligt.  ;-/ Lotte analyserede min mad tallerken og hun syntes at jeg skulle stoppe med at spise brød   – også selvom det var spelt og rug – og selvfølgelig var det kold tyrker på kage og slik den første dag. Jeg fik knaldende hovedpine  – en hovedpine der strammede op i nakken og lå som en død krage hen over mit hoved og dunkede sit næb ind i mit højre øje. Men det var intet imod den hovedpine jeg fik da jeg satte mit kaffe indtag (desværre mit enlig-mor drug og kunne nogle gange komme op på 6 kopper om dagen) ned til  1 kop om dagen.  1 kop! Jeg var i chok. Jeg følte mig influenzaramt og muggen.  Hvornår fanden havde Lotte lige tænkt sig jeg skulle drikke den  ene kop – sådan rent strategisk…..Kan ikke komme i gang uden om morgenen – og hvis jeg ikke inhalerer 2 kopper omkring kl 17.30 – så falder jeg i søvn med min søn kl 19 inde i hans seng med alt tøjet på og uden at børste tænder. Ikke optimalt.

Men der skete sgu noget. De der hovedpiner forsvandt efter 3 dage og så fik ligesom en slags ny energi.  Protein indtaget var jo sindssygt højt i forhold til hvordan jeg ellers plejer a spise (læs: kan overleve på en øde ø hvis der bare er frugt og nødder) .

Og fordi jeg kun måtte få én kop (og helst ingen;-) så nød jeg den virkelig. Mit største  positive chok i uge 1 og 2 var simpelthen den åbenbaring der lå i den rigtige vejrtrækning og udelukkelsen af brød og sukker som gjorde min mave fladere end den havde været i mange år. Der var selvfølgelig også knald på træningen som fik mig til at se både dobbelt og  næsten kaste op – men jeg elskede det. Og jeg elsker det stadig.

Så den bootcamp gør noget – ikke kun det den skal – styrke, slanke og stramme op. Den fik mig til at trække vejret rigtigt – noget jeg kan bruge når jeg laver TV , det får rent faktisk min stemme til at være roligere og dybere,  men bootcampen giver også en bevidsthed om at man da sagtens kan være et sundt menneske der går op i økologi , fair trade, bæredygtighed og lækre slow food retter, men tilhører gruppen af overspisere. Ikke fordi jeg har bulimi eller noget der ligner – JEG ELSKER BARE GOD MAD AF GODE RÅVARER  – MEN SPISER FOR MEGET. Jeg var åbenbart også afhængig af sukker og kaffe. Ellers havde jeg ikke fået det så skidt ved at stoppe.

Jeg har sagt farvel til The Cupcake Mafia.  Det er den gruppe af enlige, karriere supermødre der knokler røven ud af bukserne, samtidig med at boligen er i top og udseendet bliver plejet  – og for at virke som om man er i totalt overskud – så bager man da lige nogle muffins med lyserødt glasur, som man kan servere for de andre supermoms. Im done. Det stresser og man ender med at proppe 5-8 i sig fordi de står der og glor på én når man er træt og trænger til …….ja sukker og trøst.

God beslutning at begynde på træning  – hårdt af helvede til – men god beslutning. Jeg er positiv, kæmper som en lille soldat for at det skal gå op i en højere enhed det hele – og har nærmest ingen afslapning   når arbejde, barn, indkøb, madlavning, bade, træning,  rengøring, emails,  godnat sange,  læsen eventyr, lege, opdrage, transport og tøjvask er overstået.  Til  gengæld gør det ikke så meget at jeg ikke har en kæreste lige nu.  Ved virkelig ikke hvor jeg skulle proppe ham hen.  Min træning er den tid jeg har til mig selv. Helt til mig selv. Og elsker at det hele gør ondt – på den gode mådeJ

IBI, 36 år

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.