Mængden vi spiser styres af servicens størrelse (vil virkelig anbefale du læser denne:))

Af d. 5. december 2017

I sidste uge havde jeg gruppemøde med mine Boot Camp deltagere. Her talte vi om portionsstørrelser og hvordan definitionen af “en portion” har ændret sig igennem tiden. Jeg lovede deltagerne, at jeg ville sende denne artikel ud igen, da flere ikke havde læst den. En videnskabelig artikel, hvis gode råd kan bruges i praksis.

Artiklen “Our Gigantic problem with portions: why are we all eating too much?” er en interessant artikel, om hvordan størrelsen på vores service “snyder” os til at spise større portioner.

Over de seneste 60 år er diameteren på en standard middagstallerken vokset 3 cm. Noget der måske ikke lyder af meget, men trods alt gør en stor forskel i portionen du skænker og indtager. I en antikforretning vil man kunne se forskellen. En middagstallerken ligner vor dags frokosttallerken, mens en frokosttallerken kan misforstås for vores underkopper. Kort sagt, servicen vokser – og med det stiger mængden af mad, vi indtager.

Psykologen Brian Wansink har foretaget flere undersøgelser på området. Han forklarer hvordan en stor is-ske får én til at tage mere is; et stort glas får én til at drikke mere juice osv. Noget han kalder for ”the size contrast illusion”. Det farlige ved dette fænomen, er at de færreste er bevidste om det, og de fleste tror at de er ”immune” overfor det.

En undersøgelse har vist, at de eneste mennesker, som reelt er immune overfor disse køkkenfælder, er små børn. En gruppe af 3-årige børn, som fik serveret portioner af makaroni i varierende størrelser, spiste ca. den samme mængde uafhængigt af portionernes størrelse. Samme undersøgelse ved 5-årige viste, at der var sket en ændring i tendensen. Der spiste de mere, hvis portionen var større. Denne selvregulerende sult, som helt små børn har, forsvinder altså omkring 5 års alderen, og genetableres for det meste ikke.

I en verden hvor mad er evigt-aktuelt og synligt, er mange af os blevet som Alice i eventyrland, kontrolleret af kager der siger ”spis mig” og flasker der siger ”drik mig”.

Som diætisten Marion Nestle pointerede for 10 år siden I sin bog “What to Eat”: “Det er menneskets natur at spise når det bliver præsenteret for mad, og ligeledes at spise mere, når præsenteret med mere mad”. Problemet er, at vi er præsenteret for mere mad, og oftere, hver dag. I 2013 udgav The British Heart Foundation rapporten: Portion Distortion on how portion sizes in Britain have changed since 1993.

Dengang vejede den gennemsnitlige amerianske muffin 85 gram. 20 år senere var det ikke unormalt at finde muffins på 103 g. Ligeledes er færdige retter vokset i størrelse. Eksempelvis madtærter som er vokset med 49%, og nogle endda fordoblet i størrelse (fra 210 g til 400 g).

At overspise i sådan en kaliber handler måske ikke i så stor grad om manglende viljestyrke.

Madpsykologer taler om en såkaldt ”unit bias” – altså en skævhed i enheder. Vi tenderer til at tænke at en portion er ligmed 1, uafhængigt af hvor stor portionen så er. Selv når det er et pizza slice på 2000 kalorier, som svarer til en hel dags anbefalet kalorieindtag.

Vores forvirring omkring portionsstørrelser skyldes, at vi har mistet mange af vores basale instinkter vedrørende madlavning. Når the Department of Health fortæller os, at den ideelle mængde af broccoli er ”to spyd” mens det for blomkål er ”otte buketter”, så giver det ikke megen mening i vores forhold til almindelige måltider og portioner. Vi har altså ikke forståelsen af hvor meget vi skal spise af specifikke fødevarer.

Derimod viser en undersøgelse fra 2010 af næsten 1500 ældre sydkoreanere, at der stadig var en bemærkelsesværdig grad af konvergens over for meget man spiser af forskellige fødevarer, på grund af de traditionelle retter. Næsten alle koreanerne i den specifikke undersøgelse var enige om, at en portion hvide ris var 75 g; søde kartofter var 120g; spinat 40g; og ristede sesamfrø var 1g.

Uden denne delte viden til at guide os, så forbliver vi styret af fødevareindustrien.

I en tilstand af overflod, har fødevarevirksomheder to mulige strategier. En er at sælge os mindre portioner til højere priser – Unilever har reduceret størrelsen på is såsom Magnus og Cornetto med en tredjedel – dette gav dog ikke anledning til en prisreduktion med samme margen. Den anden, og mere universelle, tilgang er at forsøge at sælge os mere mad. I 1988 kunne man købe en Cadbury’s Diary chokoladebar i én enkelt størrelse: 54 g.

Nu kan samme chokoladebar købes i størrelse af 49g, 110 g, 200 g og 360 g.

Sidste år foretog nogle forskere fra Cambridge University et forsøg på den lokale pub ”The Pint Shop”. Her konkluderer forskerne, at når der blev brugt større glas, så gik salget på vin op med 9 %. Større glas fik gæsterne til at føle, at de drak mindre – nemlig pga. af denne ”unit bias”. Lederen af forskningsprojektet, Therese Marteau, havde håbet, at dette ville få regering til at reducere tilgængeligheden af store portioner. Desværre har dette ikke været tilfældet. The Pint Shop serverer nu permanent deres vin i større glas.

Fænomenet er altså evigt aktuelt og trods mange undersøgelser på området, som bekræfter hypotesen: større service = større portioner = større indtag, er der ikke opnået de ønskede resultater. I artiklen kan du også læse, om mad eksperters syn på sagen, og i hvor lidt grad de selv er i stand til at kontrollere deres portioner, trods deres profession.

 

Hvis du ønsker at læse selve artiklen kan du finde den HER.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *