Jeg møder rigtig mange dejlige og spændende mennesker i mit arbejde.

En af dem som har gjort størst indtryk på mig er Katrine, fordi hun har været ærlig og kæmpet med alle midler for at komme videre. De kan vi alle lære noget af. Læs Katrines historie her:

Alle mennesker har deres personlige sundhedshistorie; noget, der driver dem til at føre den livsstil, de gør – en årsag til, at de har fået indsigten til, eller taget valget om, at ændre deres levevis. Jeg vil gerne fortælle min egen sundhedshistorie: Jeg har haft en spiseforstyrrelse.

For 3 år siden var jeg afhængig af at kaste op. Jeg fik voldsomme ædeflip, som jeg følte mig fuldstændig ude af stand til at kontrollere, og brækkede mig efterfølgende op til 50 gange om dagen, da det var værst. (Ja, det kan desværre godt lade sig gøre). Jeg smed mad ud i skraldespanden i ren desperation for at komme af med det, og samlede det senere op igen, når ”bulimikeren” bestemte, hvorfor jeg senere begyndte at smide maden ud af vinduet i stedet, eller gøre den uspiselig ved for eksempel at blande den op med en masse salt. Min afhængighed styrede min hverdag fuldstændig: Jeg fik ædeflip om morgenen og kastede op på cyklen på vej til skole, jeg turde ikke spise sammen med andre, for jeg vidste, at når jeg først fik noget indenbords, brød helvede løs indvendigt, og det ville jeg ikke have, at andre skulle se. Når jeg havde anoretiske perioder, hvor jeg kunne styre maden og ikke kastede op, vejede jeg mig hver morgen efter jeg havde tisset af og været i bad (for hvad nu, hvis badevægten viste et højere tal, fordi jeg var beskidt?) Jeg spiste 10 peberkorn – og intet andet – til morgenmad, fordi jeg havde læst et sted, at det øgede forbrændingen. Spiste jeg over 800 kalorier om dagen fortalte jeg mig selv, at jeg ikke havde fortjent at leve – en selvkritik, der gjorde, at jeg langt de fleste dage kunne holde mig på kaloriefattighedens vej. Jeg var skiftevis dødsens bange for mad, og indirekte afhængig af det i absurde mængder for at pleje min afhængighed af at kaste op. I et par måneder tog jeg ulovlige forbrændings-boost piller (gud vide hvad der var i dem) og min sygdom spandt, efterhånden som månederne gik, et større og større spind af løgne bag sig.

I dag – 3 psykologer, en terapigruppe og en raskhedserklæring fra lægen senere – kigger jeg sommetider tilbage på mig selv den gang, og reflekterer over, hvor ironisk min spiseforstyrrelse var, for sandheden er, at et brændende, inderligt ønske om at være sund førte mig helt derud, hvor jeg bestemt ikke var det. Jeg kunne bare ikke selv se det. Vejen tilbage til at leve sundt med måde er uden sammenligning det hårdeste jeg nogensinde har gjort. Nogle ting kan stadig trigge min spiseforstyrrelse: Jeg læste en gang, at det at drikke sig fuld, er som at tage et skridt ned af menneskets evolutionsstige, da vi mister nogle af vores nyere udviklede funktioner. Når jeg drikker mig fuld, så føler jeg, at jeg tager et skridt ned af min personlige evolutionsstige, tilbage til den gang, jeg ikke kunne styre mig selv, gik amok i mad og kastede op. Derfor drikker jeg i dag kun ved meget særlige lejligheder. På samme måde er der ting, jeg kun tør spise når jeg er sammen med rigtig gode venner, eller min nærmeste familie. Simpelthen fordi det af en eller anden grund trygger på en bulimisk knap i mig.

Jeg har et ar på min højre kno. Det er kommet efter, at jeg i over et år hår tvunget min pege- og langefinger ned i halsen på mig selv, og på den måde skrabet knoerne mod mine fortænder. Det er ikke længere et ar, jeg er ked af, for det er en del af min sundhedshistorie, og det minder mig om, at en kæmpe del af at være sund, er at være det med måde.

Min mentale værktøjskasse

Maslow (ham med behovspyramiden) har fremsat en interessant teori om, at vi kun er motiverede til at vokse som mennesker, når alle vores basale behov er opfyldt. (Dette være sig alt fra søvn og mad til kærlighed og omsorg) Jeg tvivler på, at hans behov- og motivationsteorier har været rettet specifikt mod spiseforstyrrede, og alligevel har hans teorier åbnet op for en hel ny grad af selvindsigt i forhold til mit eget sygdomsforløb og vejen ud af det. Når jeg er tryg og gør ting, jeg godt kan lide, fylder bulimien så godt som ingenting. Når jeg har en rigtig dårlig dag eller perioder med dårlig selvtillid, skal jeg i langt højere grad være på vagt overfor min spiseforstyrrelse.

Jeg har officielt været rask i to år her til marts, hvilket føles fantastisk. Alligevel vælger jeg at se mig selv mere som en tørlagt alkoholiker: Alkoholisme er en diagnose for livet, men man kan godt være symptomfri. Sådan betragter jeg mig selv: Jeg er en symptomfri bulimiker, der ved hvordan jeg holder bulimien i skak, og hvilke advarselslamper, jeg skal være opmærksom på. Det er et spørgsmål om, at lære at bruge sin værktøjskasse. Før i tiden forsøgte jeg at reparere alt i mit liv med et eneste værktøj: Min bulimi. Det var et værktøj, jeg kendte, det lå godt i hånden, og jeg var tryg ved det. Efterhånden som jeg kom i behandling lærte jeg, at man ikke kan reparere alt med det samme værktøj; man kan ikke skrue en skrue i en væg med en hammer. Jeg lærte også, at mit eget værktøj var temmelig ineffektivt. Jo bedre en dag jeg havde, og jo mere tryg jeg var, jo mere motiveret var jeg til at tage nye værktøjer i brug, og udvide interiøret i min værktøjskasse. Omvendt gælder det stadig den dag i dag, at jo dårligere en dag jeg har, jo mere fristende er det at tage ”den lette løsning”.

Jeg tror, at man udbygger sin værktøjskasse hele tiden: Gamle værktøjer bliver smidt ud, og nye og bedre modeller kommer til. Jeg er endnu ikke i stand til at smide min bulimi ud, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver det. Den ligger stadig dernede, og en gang imellem er jeg meget fristet til at tage den frem – det sker heldigvis mere og mere sjældent. Et af de stærkeste mentale værktøjer, jeg nogensinde har puttet i kassen, er Lotte Arndal.