Kan jeg spise sushi, når jeg ønsker at tabe mig?
Jeg bliver meget ofte spurgt om det er godt eller skidt at spise sushi. Det er åbenlyst for de fleste, at fisk er sundt, men forvirringen opstår på grund at sushirisene. De indeholder jo masser af stivelse og ret mange kalorier i forhold til hvor meget næring, der er i dem.
Efter min mening er det helt okay at spise sushi indimellem. Der er ingen grund til at være bange for risene, hvis man bare træner jævnligt – og også gerne har haft pulsen godt oppe i løbet af den dag, hvor man spiser sushi. En veltrænet krop reagerer nemlig ikke så negativt på de stivelsesholdige kulhydrater, som en utrænet. Og hvis man oven i købet har tømt kulhydratdepoterne tidligere på dagen gennem hård træning, vil jeg være helt tryg ved at spise sushirisene.
Når dét er sagt, vil jeg understrege at man ikke bare kan spise løs i voldsomme mængder. En moderat fysisk aktiv kvinde på 65 kilo, som ikke er ude på at tabe sig, skal indtage 2200 kCal i løbet af et helt døgn. Det passer med cirka 750 kCal til aftensmaden.
750 kCal svarer til at man spiser helt normal sushimenu bestående af:
- 6 stk. blandet Nigiri
- 6 stk. Maki ruller
- 2 stk. Maki Futo ruller
Nu ser vi på en moderat fysisk aktiv kvinde på 70 kilo, som gerne vil tabe 5 kilo ved at smide 1 kilo om ugen.
Hun skal have cirka 1300 kCal i døgnet. Det svarer til et aftensmåltid der indeholder 450 kCal.
Omregnet til sushi lander vi på:
- 5 stk. blandet Nigiri
- 2 stk. Maki ruller
- 1 stk. Maki Futo rulle
Vil man derudover have nærende grøntsager, hyggelig hvidvin, sprød tangsalat, spicy wasabiærter eller sunde edemame-bønner, kommer det oven i regnestykket.
Det er med andre ord forholdsvis små mængder, man kan tillade sig.