Læs den teoretiske forklaring på hvorfor.

Overordnet gælder det, at kredsløbstræning (løb, cykel, roning) varetages af det man kalder aerob energiomsætning, hvilket kendetegnes ved at en sådan type energiomsætning kræver ilt. Uden ilt kan denne type energiomsætning altså slet ikke finde sted (Bompa & Carrera; Burke & Deakin; McArdle, Katch & Katch; Aerob & Anaerob træning).

I modsætning til kredsløbstræning vil f.eks. styrketræning som oftest varetages af energiomsætning, der ikke kræver ilt. Denne type energiomsætning kaldes for anaerob energiomsætning. Ved anaerob energiomsætning er musklerne i stand til at arbejde hurtigt og kraftfuldt, dog i begrænset tid. Man kan simpelthen i en tidsbegrænset periode udføre muskelarbejde, og ”låne” sig til dette muskelarbejde. Musklerne vil optage den ilt den selv besidder, samt blodets umiddelbare indhold og levering af ilt, men det rækker ikke særlig langt, hvorfor den vil ”skylde” denne ilt, hvilket dernæst varetages af øget ventilation og dermed større iltoptag.

Ved kontinuerligt arbejde uden store stigninger i intensiteten, vil iltkravet typisk efter 2-3 min. modsvares af iltoptaget, hvorved der opnås ”steady state” (Burke & Deakin; McArdle, Katch & Katch; Bompa & Carrera; Michalsik & Bangsbo).

Det samme princip gælder ved intervalarbejde, der er karakteriseret ved gentagne arbejdsintervaller af skiftevis høj og lav intensitet. Ved intervalarbejde gælder det dog, at dette princip mangedobles. Man arbejder derfor i langt højere grad, sammenlignet med styrketræning, med ”lånt ilt”; ergo vil iltgælden potentielt kunne blive rigtig stor. Høj intensitet er lig med stor iltgæld, er lig med stort iltoptag.

Med henblik på intervaltræning, er det netop med baggrund i den store iltoptagelse der opnås under hvert interval, samt pausernes tilbagebetaling af ilt, der er argumentet for at afvikle og implementere intervaltræning på trods af, at man ønsker at blive en bedre langdistanceløber. Gentagne sprint-intervaller af 30 sek. varighed er netop påvist at øge iltoptagelsen og den maksimale iltoptagelse i ligeså høj grad som klassisk konditionstræning (Gibala MJ et al. 2006; Burgomaster KA. et al 2005).