Intensitet
Jo højere intensitet du træner med, jo mere skal du tilbagebetale bagefter. Det giver en større efterforbrænding af kalorier, og derfor et større tab af fedt. Hvad enten der er tale om styrketræning eller intervaltræning, er der perioder i træningen, hvor du belaster kroppen. Betragt kroppen som et genopladeligt batteri, som du tapper for strøm under fysisk arbejde. Rent fysiologisk kaldes det at opbygge en iltgæld. Når du så holder pause efter at have løftet en vægt eller løbet et interval, skal batteriet lades op igen. Her betaler kroppen iltgælden tilbage, og i den periode er din forbrænding øget, hvilket vil sige, at din krop arbejder og forbrænder kalorier, selvom du er stoppet med at træne. Dette bidrager til at øge kroppens totale stofskifte, efterforbrændingen. Det svarer til, at du har købt en vare, du ikke umiddelbart har råd til, og derfor skylder penge for det. Hvor lang tid efterforbrændingen er forhøjet efter træningsophør, afhænger af intensitet og varighed. Jo højere intensitet du har arbejdet med, og jo længere tid du har været i gang, jo længere tid vil forbrændingen være forhøjet. Med andre ord: Jo mere du arbejder, jo mere skal der tilbagebetales til kassen. Efter et ekstremt hårdt og intensivt træningspas (eksempelvis intervaltræning) er efterforbrændingen forhøjet i op til 24 timer.