Hvor meget kan du forbedre dit aktivitetsniveau uden at lave fuldstændig om på din hverdag?
Ret meget!
Jeg har en kunde, der har forbedret sin ugentlige bevægelse med hele 23,6 procent. Uden at hun egentlig har lavet sin hverdag om. Hun er ikke begyndt at gå til ekstra fitness, eller har taget en lang gåtur, når hun er kommet hjem fra arbejde, for at indhente at hun har siddet ned.
Det skal siges, at da kvinden begyndte hos mig, havde hun det, man i teoribogen definerer som en normal aktiv hverdag. Der er en øvre og nedre grænse, og hun lå i den nedre del af normalområdet.
Jeg fortalte hende, at det er en udmærket måling, når man har et stillesiddende arbejde, men at det bestemt kunne forbedres.
På mit Bootcamp-forløb måler jeg deltagerne, når de begynder, og igen når de har været i gang i nogle uger. På den anden måling var kvinden kommet op i den øvre del af normalområdet.
Hun sagde faktisk til mig, at jeg skulle dele hendes historie. Og den er virkelig sød og sjov.
Vi har talt meget om det med vigtigheden af at bevæge sig og ikke sidde for meget ned. Og man må sige, at det har hun taget til sig. Hun fortalte, at hun blandt andet er begyndt at melde sig frivilligt, når de mangler ting til de møder, hun har på arbejdet. Mangler der vand, springe hun ned i kantinen. Mangler der nogle papirer, løber hun op og henter dem. I stedet for at ringe eller sende en mail til en kollega, går hun nu hen til kollegaen. Hun har taget trapperne i stedet for elevatoren, og derhjemme er hun sprunget op af sofaen, når hendes drenge har spurgt, om hun vil spille fodbold. Hun fortalte også om en dag, hvor hun og manden ikke gad at lave mad, og de så bliver enige om at hente take-away, så skyndte hun sig at sige at: ”Det henter jeg.”
Som sagt er det ikke, fordi hun har gået mere i fitnesscenter eller gået mange ture, men hver gang hun har haft muligheden for at rejse sig og tage nogle skridt, vel at mærke indenfor den dagligdag hun har, har hun gjort det.
Så hun var så glad for sin måling og udbrød: Se, Lotte, det har virket!
Jeg synes simpelthen det er så godt et eksempel på, hvordan man ikke behøver at vende op og ned på sin hverdag for at bevæge sig mere.
Det nytter faktisk at tage trappen. Selv om det bare er en eller to etager. Og det nytter faktisk at rejse sig en gang imellem. Selv om det bare handler om to minutters aktivitet.
For når man lægger det sammen, ender det faktisk med at blive ret meget på en uge, en måned og et år.
Prøv det selv. Mange bække små gør en kæmpe forskel.