Hvis du er en af dem, som godt kan lide sukker, vil jeg anbefale at læse med her:

Af d. 22. marts 2012

Insulinresistens?

Hvis du er én af dem som godt kan lide sukker, hvidt brød, pasta og andre fødevarer som får blodsukkeret til at drøne op og ned, vil jeg anbefale dig at læse med hér;

Når man spiser sukker eller andre hurtige kulhydrater, vil blodsukkeret stige og produktionen af hormonet insulin stiger. Insulinet sørger nemlig for at sukkeret (glukosen) bliver transporteret fra blodet og videre ud i musklerne hvor det kan gøre gavn.

Men hvis insulinproduktionen ofte er høj, vil kroppen på et tidspunkt ikke længere være i stand til at ”mærke” insulinet – og så vil blodsukkeret forblive højt, da glukosen ikke forlader blodet. Samtidig forsøger kroppen at kompensere ved at producere endnu mere insulin.

Nu har vi altså både et problem med for højt blodsukker og for meget insulin i kroppen.

Det øgede insulin niveau er uheldigt på flere måder:

  • Fedtet bliver ikke i kroppens fedtceller hvor det hører hjemme, men vil i høj grad findes som fri fede syre i blodet – øget risiko for en lang række hjerte-kar-sygdomme
  • Det medfører ofte type-2-diabetes på grund af det høje blodsukker og insulinniveauet som ikke kan følge med
  • Leveren vil danne mere af det skadelige kolesterol LDL og VLDL. Sammen med de frie fede syrer vil dette øge risikoen for åreforkalkninger og blodpropper
  • Leveren nedsætter produktionen af det gavnlige kolesterol HDL, som ellers skulle have transporteret de skadelige fedtstoffer væk fra blodbanen
  • Blodtrykket vil stige – blandt andet på grund af at nyrerne vil øge tilbageholdelsen af natrium. Dette kræver en længere forklaring, men i sidste ende betyder det at der vil være mere væske i blodbanen og dermed højere tryk.

Der er desuden nogen der mener at et højt insulinniveau kan resultere i mere fedt omkring livet. Det er rigtigt nok at der ofte er en sammenhæng, men det er med stor sandsynlighed den anden vej rundt. Altså at fedt omkring livet er opstået af en livsstil som driller blodsukkeret og så er det jo at hele ”insulin-maskineriet” sættes i gang.

Derfor; vær varsom med de forarbejdede fødevarer, de ”hvide kulhydrater” og alle former for sukker. Sørg desuden for at dyrke motion 3-5 gange om ugen af minimum ½ time. Det er meget effektivt i forhold til at regulere insulinbalancen.

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *