Bare rolig, jeg  har ikke tænkt mig at kommentere på, hvad der er normalt i livet som sådan. I stedet vil jeg tale om, hvordan man får et normalt forhold til kost og træning.

Det her normalhedsbegreb forholder jeg mig virkelig meget til, ikke mindst når jeg i mit daglige arbejde hjælper andre.

Hvis jeg bare kigger tilbage på det sidste halve år som fuldtids kost- og træningsvejleder, så møder jeg i gennemsnit tre om måneden, som i adfærds- og tankemønster ligger udenfor det, som man definerer som normalt. De har en altså en spiseforstyrrelse.

I dag har jeg siddet sammen med en kvinde, jeg kostvejleder, og vist hende billeder af, hvad der er normalt at spise, så hun kunne få en fornemmelse af, hvad en normal portion mad er, og hvornår man spiser (og træner) for meget eller for lidt.

At træne flere timer hver dag er ikke normalt, og det er heller ikke normalt slet ikke at bevæge sig. Det er ikke, fordi man skal i fitnesscenter for at bevæge sig. Det handler om, hvor meget man generelt bevæger sig i sit liv.

Det er heller ikke normalt overhovedet ikke at kunne have søde sager i skabet uden at de bliver spist med det samme. Eller at man bliver nødt til at hælde ketchup over det slik, man har smidt ud så man ikke samler det op af skraldespanden og spiser det. Eller at man tygger slikket og spytter det ud, inden man synker det. Eller at man køber en liter flødeis, og så spiser det hele.

Alt det er ikke normalt.

Når jeg siger det med, hvad der er normalt, er det, fordi jeg virkelig gerne vil hjælpe folk.

Der er nogen, der gennem en længere periode holder den slags unormal adfærd i forhold ti mad skjult.

De tre, jeg har sendt videre til psykolog i denne måned, har faktisk holdt deres problemer skjult for omverdenen. Det er noget med at rykke rundt på maden på tallerknen, så det ser ud, som om man har spist noget, eller overspise når man er alene.

Der er mange, der ikke tør være ærlige om deres unormale forhold til mad, men de skal vide, at der faktisk er flere, end man lige tror, som har brug for hjælp.

Nu er jeg ikke særlig berøringsangst i forhold til spiseforstyrrelser, og hvornår jeg mener, at man har brug for at få hjælp. For hvis man ikke selv kan finde balancen i forhold til mad og træning  og bruger virkelig mange tanker på kost og træning (folk, der er ude af balance, bruger ekstremt mange tanker på mad og træning), så kan man faktisk få mere ro i sit liv, hvis man får styr på tanker og adfærd.

Jeg tænker altid, at det er at sætte sig selv fri at få hjælp af nogen, der er eksperter i spiseforstyrrelser.  Så man ikke spilder sit liv ved at hænge fast i de usunde mønstre.

Når jeg diskuterer normalbegrebet med folk, er det også for at få dem til at erkende, at de har et problem. Jeg vil have dem til at sige højt, at ”jeg kan godt se, at jeg har et problem”, ”jeg kan godt se, at jeg spiser alt for lidt”, ”jeg kan godt se, at jeg spiser for meget”, ”jeg kan godt se, at de mønstre, jeg har, ikke passer til mine veninders eller min families”.

Første skridt til at lykkes med en forandring er at erkende, at ”ja, jeg har et problem”.

Det kan faktisk tage noget tid. Men jeg plejer at vise mine kunder eksempler, som de kan sammenligne sig med: ”Her er en kvinde, der er lige så gammel som dig. Hendes liv minder også lidt om dit. Prøv at se, hvor meget hun spiser”.

Så er det, at det langsomt går op for dem, at de har et unormale vaner i forhold til kost og træning, og har brug for hjælp til at komme på rette spor igen og få et normalt – og sundt – forhold til kost, træning og deres egen krop.