Er der overhovedet nogen mening? Skal der være nogen mening? I hvert fald leder man efter en mening med det hele, når man bliver udsat for en krisesituation.

Nu har jeg selv lige været igennem en krisesituation, og det skal ikke handle om den som sådan, for jeg har – desværre – også oplevet andre krisesituationer i mit liv. Med krisesituationer mener jeg, hvor man virkelig føler, at tæppet bliver revet væk under en, og det føles, som om man slet ikke kan finde fodfæste, og som om tiden fuldstændig går i stå, og man nærmest ikke registrerer andet end den krise, man nu står i. Det kan være alt lige fra, at man er blevet forladt, at man er blevet bedraget, ens mand eller kone har gjort noget bag ens ryg, man er blevet snydt for en masse penge, man er blevet fyret, behandlet ekstremt dårligt, det kan være dødsfald eller sygdom, det kan være alt muligt.

Qua at jeg har prøvet denne situation før, bare med noget andet, men det er den samme følelse i mit sind og min krop, har jeg gjort mig nogle tanker om det.

Det begyndte egentlig med, da jeg for 11 år siden stod i en situation, hvor jeg også følte, at tæppet blev revet væk under mig. Det talte jeg ikke kun med en psykolog om. Jeg valgte også at bruge en del tid sammen med Mikkel Wold, som er sognepræst i Marmorkirken, som er min kirke. Nu tror du måske, det er, fordi jeg er overreligiøs. Det er jeg som sådan ikke, men jeg er troende. De møder, jeg havde med Mikkel, handlede ikke så meget om, at nu giver Gud en mening med tingene, men om der overhovedet findes en mening. Det søger man ofte efter. Hvad har jeg gjort, siden jeg skal stå i denne situation? Er der en mening med det?

Jeg har haft lange eksistentielle og filosofiske samtaler med Mikkel om, hvad meningen med livet er, og hvad meningen er, når tæppet bliver revet væk under en?

Mikkel anbefalede mig dengang at læse en bog af psykiater Viktor Frankl (som du kan se på billedet), der som fange i en koncentrationslejr gjorde sig nogle observationer og ud fra dem lavede logoteorien. En teori, som gik imod den tidligere eksistentielle teori, som Freud var kommet med tidligere.

Den bog læste jeg dengang for 11 år siden, og da jeg for en måned siden sad ved siden af sengen med min meget syge dreng, huskede jeg denne bog. I bogen bliver det beskrevet, hvordan en fange (i dette tilfælde en psykolog) deler et stykke brød op i mange dele, nærmest i krummer, så brødet kan række længere, og han kan gå og glæde sig til, at han kan tage det næste stykke. Det giver mening for ham i den forfærdelige situation, han er i.

Lige som med brødet sad jeg hele tiden og delte tiden op i mindre bider. Derfor billedet med urene. For det virkede fuldstændig uoverkommeligt for mig at tænke timer og dage frem, da jeg sad der ved sygesengen.

Sygeplejerskerne havde bedt mig om at malke mælk ud til min lille dreng hver tredje time, så jeg satte mit ur til at ringe hver tredje time. Jeg var næsten vågen hele tiden alligevel, men det gjorde noget, at det var sat i system, og uret ringede hver tredje time. Så gjorde jeg det, at når uret ringede, skulle jeg malke et kvarter på det ene bryst og så et kvarter på det andet bryst. Så skulle jeg gøre maskinen ren, og så skulle jeg også lige tisse af. Så var der nogle gange næsten gået en time, og så skulle jeg kysse min dreng og måske lige blunde lidt, og så vidste jeg, at så om lidt ringede uret igen, og så skulle jeg starte forfra. For mig var 24 timer så uoverskueligt, at jeg næsten ikke kunne trække vejret, men ved at dele døgnet op i intervaller på tre timer, blev det overskueligt.

Hvis jeg skal prøve at udlede af det, jeg skriver ovenfor, vil jeg dele det op i nogle konkrete pointer:

Pointe 1: Del tiden op

Jeg havde det meget med at dele tiden op. For man vil ned til det mindste prøve at søge efter en form for mening, der kan sørge for, at man har fødderne på jorden. Og det hjælper. At tænke frem, når alt er kaos og uoverskueligt gør kunne at man får det værre. Del døgnet op i små bider og få noget konkret ind i hvert interval, der giver dig indhold og mening netop nu.

Pointe 2: Forhold dig til virkeligheden og sig det højt

Under dette punkt synes jeg også, at det er lidt interessant, at mens man vipper frem og tilbage i det her stormvejr, kan man nogle gange komme i sådan en fornægtelsesfase, som om det sker ikke for mig. Det talte jeg med en af lægerne på Rigshospitalet om, som sagde, at det er faktisk meget normalt. Jeg kan huske, at jeg flere gange har tænkt, at de har da ser forkert, mit barn har ikke en hjertefejl. Jeg kan huske, at da jeg blev alene med mine børn, tænkte jeg, at det sker da ikke for mig. Momentvis kan man godt tænke, at det sker ikke det her. Man svæver lidt ind og ud af, hvad man ønsker sig, og hvad der reelt er virkeligheden, indtil man lander i kaos igen. På et tidspunkt sad jeg og så på mit barn, som så helt normalt ud, fordi det var iltet, og tænkte, at jeg kan da bare tage mit barn med hjem. Og det næste jeg tænkte var, at du er da dum, for hvis du tager barnet ud af denne her maskine, så dør barnet jo. Men jeg kan efterfølgende grine lidt af, hvordan man kan fornægte, hvor man egentlig er, når man sidder i kaos.

Pointe 3: Bevar roen – for alles skyld

Både nu og da jeg for nogle år siden blev alene med mine børn, var der et par af mine veninder, der sagde, at det ville de aldrig have kunnet klare. Men det skal man jo. Der er lige som ikke nogen anden mulighed. Jeg sad da også på Rigshospitalet og ønskede, at jeg virkelig ikke sad her. Men det gjorde jeg jo, og der var lige som ingen mulighed for at flygte. Som jeg har skrevet ovenfor, så hjalp det mig meget at have fokus på, at jeg hver tredje time skulle malke ud. Det gjorde, at jeg kunne trække vejret, fordi jeg kun skulle tænke tre timer frem. Tænkte jeg dage og uger frem, var det helt uoverskueligt. Så kunne jeg faktisk ikke få vejret. Det med at finde en mening, om det er minimal, betydelig eller ikke betydelig, kan hjælpe til at finde roen.

Jeg talte også meget med personalet på Rigshospitalet om det med at finde roen. For jeg har virket rolig, men det var et skalkeskjul, for inderst inde var jeg ekstrem urolig og ekstrem stresset. Men eftersom jeg skulle passe på mit meget syge barn, så hjalp det jo ikke, at jeg stressede. Jeg har også en mand og tre andre børn, som også var meget bekymrede for, hvordan det gik med lillebror. Men de kunne ikke være der hele tiden, da der ikke selvfølgelig ikke kan rende børn rundt på en intensivafdeling. Så der valgte jeg ligesom at sige, at jeg ER enormt stresset, men hvis jeg bliver fyldt med uro, kan jeg ikke tage vare på mit meget syge barn, og det vil også stresse børnene derhjemme. Så har jeg måske ikke bare et barn, der har det dårligt, men fire børn der har det dårligt. Da jeg blev alene med mine børn, sagde en psykolog til mig, at det, der var vigtigt lige nu for mine børn, var, at de kunne se, at jeg har det godt. For det var mig, de lænede sig op af. For deres skyld prøvede jeg så meget jeg overhovedet kunne at finde den ro. Derfor skal man prøve at dele sin stress op, så man ikke laver for mange ringe i vandet. Så ét problem ikke ender med at blive flere. Det, som psykolog Sisse Find Nielsen, som jeg arbejder sammen med, kalder Happy Hour. Jeg ved godt, at det var en krisesituation, jeg sad i, men jeg vidste, at hvis jeg gik i panik, så ville problemerne sprede sig som ringe i vandet, og så var der ikke kun et sygt barn foran mig, men der ville også ske en masse omkring mig.

Pointe 4: Du skal forholde dig til, hvordan tingene faktisk er

Når man er i en krise, har man tendens til at synes, at alt er i krise. Men det er det ikke nødvendigvis. Man kan godt blive fyret, og det er frygteligt, men man er ikke syg, og man har sin familie. Så når tæppet bliver revet væk under en, skal man passe på, at man ikke synes, at man laver flere problemer, end der reelt er. Hvis jeg skal prøve at henvise til den situation, jeg lige har været i, så er der rigtig mange, der har skrevet til mig, at de godt kan hjælpe mig i forhold til fødselstraumer. Det er rigtig sødt, at de har skrevet til mig. Men jeg har skrevet tilbage til dem, at jeg havde en fantastisk fødsel. Den var ikke noget problem. Det var mit fjerde barn, og jeg har haft hårde fødsler på to af dem. Den her fødsel var den bedste af alle mine fødsler. Jordemoderen var fantastisk, veerne var gode, min krop var stærk, jeg havde ro i mit åndedræt. Da Adrian var kommet ud, talte jordemoderen og jeg faktisk om, at det havde været en rigtig god fødsel – ud over at Adrian havde brug for hjælp. Men det gjorde ikke fødslen traumatisk. Mine fødsler nummer to og tre var rigtigt hårde, og der havde jeg brug for at tale om det. Men det var ikke tilfældet her. Så der var ikke to problemer. Problemet var, at Adrian havde en hjertefejl på arterierne. Så nej, jeg havde ikke brug for at tale om fødselstraumer. Så det er igen det med, at man ikke blander tingene sammen.

Pointe 5: Gå i osteklokke og søg mod dem/det som kan fylde dit glas op

Folk har været sådan lidt ”hvorfor gik du i osteklokke, da du lå på Rigshospitalet?” Jeg fik en masse sms’er, også fra folk, jeg ikke er så tæt på, da jeg var på hospitalet. Beskeder, som jeg undlod at svare på. Der har jeg det sådan, at hvis man står i en krisesituation, skal man henvende sig til dem, der kan hjælpe en med at fylde glasset op og skabe ro i kaos. Det handler ikke bare om, at man får delt sin historie. For selv om folk har gode intentioner, så gør det reelt ikke en forskel at bruge kræfter på at svare på deres spørgsmål. Jeg havde brug for at snakke med veninder, der kunne køre forbi min mand med mad, eller som kunne passe børnene, så Allan kunne komme ind til os på hospitalet. Jeg har andre gode veninder, som jeg ikke ser så meget, hvor det eneste, jeg kunne, var at skrive, at der er sket det og det, og de skrev tilbage, at det var da forfærdeligt. Dem kunne jeg dele historien med, men mere kunne jeg ikke. Så det handler om at finde ud af, hvem der kan hjælpe en i den givne situation, og så lade alle andre ligge, til man kan overskue noget mere. For det andet gavner efter min mening ikke.

Pointe 6: Stress sætter sig fysisk

Det er et interessant punkt for mig, da jeg jo arbejder med at hjælpe andre med deres kroppe. Stress sætter sig fysisk. Da jeg skulle lægge min søn på operationsbordet og gå derfra, havde jeg det, som om jeg havde glasskår i kroppen. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Jeg synes, det er interessant, hvordan kroppen reagerer med ømhed og ubehag, når der er meget stress i kroppen, og man ikke sover eller sover meget lidt. Under fødslen fik jeg jo nærmest ros for at skrige. Jordemoderen sagde ”Det er fint. Bare ud med det”. Hun var virkelig god og ret sjov. Og på et tidspunkt, da jeg sad og aede mit barn på kinden, og jeg følte mig virkelig stresset, tænkte jeg, om jeg ikke lige kunne låne det der føderum og så bare skrige igennem. Som når folk dyrker sport og råber i irritation eller glæde. De skal have noget ud. Jeg havde sådan lyst til at skrige min smerte ud. For jeg sad bare der og følte, at stressen satte sig fast i min krop. Det gjorde den så også. Måden jeg kunne mærke det på var i min mave. Jeg er på ingen måde alternativ, men jeg følte, at energien i min mave stod fuldstændig stille. Det har selvfølgelig også noget at gøre med, at man ikke sover om natten, man spiser dårlig mad, man drikker ikke nok vand, man kommer ikke ordentligt på toilettet, og maven bliver oppustet. Men stress sætter sig også i maven. For at få stressen ud af kroppen hjælper det at arbejde med åndedrættet i maven og få sænket skulderne. Og evt. få en massør/behandler til at løsne diafragma – åndedrætsmusklen. I mit arbejde møder jeg mange ”låste” kroppe, hvor stresssituationer og kriser ikke bliver bearbejdet og sidder fast i kroppen. Og det kan de gøre i lang tid – livet igennem, hvis vi ikke bearbejder psykiske kriser fysisk også.