Helle Dolleris: Hende Lotte er ikke til at løbe om hjørner med

Af d. 25. august 2013

Så blev det næste dag eller ”i morgen”, som den hed i går. Dagen, hvor jeg skal ind og have lavet min starttest… tror de derinde på boot camp. Hvad de ikke ved er, at jeg har en trumf i ærmet, en måde hvorpå jeg kan få mig snoet udenom. Haha.

Kl. er 8.55, da jeg træder ind ad døren til motionscentret. Hvad er det også for et ukristeligt tidspunkt, at bede folk om at møde op på, det er jo nærmest nat endnu og ens krop er på ingen måde vågnet. Grrrrr!

Nå, men vi skal jo nok starte stille og roligt op med en kop te, et rundstykke og en sludder for en sladder. Der kan jeg jo så passende smide mit trumfkort, som gør, at jeg kan slippe ud af det her motionshelvede.

”Godmorgen Helle, hvor er det dejligt at se dig”. Hvem hulen er det, der lyder så irriterende glad. Jeg for øje på Lotte, som sidder inde på det lille kontor, helt rank og frisk foran sin computer og med en gulerod i mundvigen. Hun ligner en, der har været oppe i flere timer. Gys!

”Tak i lige måde, jeg glæder mig rigtig meget”, hører jeg mig selv sige!!

Hvad er det her, en sekt eller hvad? Er jeg allerede blevet hjernevasket bare ved at træde ind over dørtrinet. Jeg må koncentrere mig og holde hovedet koldt.

”Sid ned Helle, så går vi i gang.” HVAD, hov, hov, hov, hvad blev der af teen og sluderen for en sladder, jeg mener, vi kan da ikke bare sådan gå i gang? Man hygger da altid, før man går i gang med noget, det er da en uskreven regel. Kan Lotte bare sådan gå ind og bryde den? Nu står verden ikke længere.

Okay, så er det nu Helle, frem med trumfkortet, inden det her kører helt af sporet. Inden du bliver viklet ind i edderkoppens spind og aldrig slipper ud igen.

”Lotte øh, jeg tror ikke, det er så godt for mig at starte nu, jeg står nemlig lige midt i en personlig krise, ja, jeg vil faktisk gå så langt som til at kalde den en LIVSKRISE!!!”

Lotte sidder venligt og tålmodigt og lytter, mens jeg fortæller og fortæller og fortæller om, hvor hårdt det er at være mig p.t., og hvor synd det i virkeligheden er for mig. Og da jeg omsider er færdig, siger Lotte, at det kender hun godt, og det har hun også selv været igennem, og ja, det er hårdt, men der er ikke nogen tidspunkter, der er bedre at starte på end andre og lad os så i øvrigt komme i gang.

Min taktik havde slået fejl, og jeg havde ikke mere i ærmet. Jeg var fanget, fanget i det store træningsspind. Ville jeg nogensinde slippe ud igen?

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *