Jeg er en duks! Altså sådan en der gør det rigtige på den lidt irriterende måde. Når jeg først har sat mig et mål for øje, er jeg en stræber, som kæmper for det bedst mulige resultat. Og jeg indrømmer, at jeg så gerne vil vinde og være bedst.

Præcis sådan havde jeg det også, da jeg startede hos Lotte Arndal. Det her var et projekt, som kun handlede om mig selv og mine mange personlige mål; spise sundere (og ikke bare en dag af gangen), tabe mig 10 kg, få en bedre holdning, komme i bedre form og få mere energi i hverdagen…  en uendelig mængde af ønsker.

Og som duks kastede jeg mig ud i projektet. Jeg stillede i og for sig ikke så mange spørgsmål ved de forskellige kostråd eller træningsformer, som Lotte bragte ind i mit liv. Ikke fordi jeg normalt ureflekteret godtager alt, hvad jeg møder, men fordi jeg så længe – uden succes – havde prøvet lidt af hvert for at lægge mit liv i sundere rammer. Måske var der her èn, der vidste bedre end mig!!!!

Når jeg i dag bliver spurgt, hvordan det lykkede mig at nå mine mål og mere til, er svaret klart; jeg gjorde jo blot som Lotte sagde! Jeg spiste efter de 15 kostråd, styrketrænede 3 gange om ugen og kredsløbstrænede et par ekstra gange ugentligt. Og var det svært? Nej, jeg havde jo et meget tydeligt mål og meget klare rammer.

I et Bootcamp-forløb er man en del af en gruppe, hvor man har mulighed for at træne sammen, støtte hinanden og følge hinandens udvikling. Og vi var uden tvivl mange dukse, som på enhver mulig måde kæmpede for at nå vores individuelle mål. Men ikke alle gik helhjertede gik ind i projektet. Enkelte havde måske et tydeligt mål, men var ikke villige til at ofre det det krævede… Og det er altså ikke muligt at nå sine mål, hvis man eksempelvis ikke lægger sit kostvaner om og til stadighed småspiser kiks og snolder hver aftenen.

Forleden fik jeg mulighed for at være med til et Bootcamp-møde – og her var der selvfølgelig også en bunke dukse – og de er i og for sig lige så uinteressante som mig – de sætter sig et mål og når det. Men der var også flere, som ikke rigtig havde fået bugt med de udfordringer, som et forløb giver. De havde et tydeligt mål, men havde ikke nævneværdigt formået at ændre deres kostvaner – enkelte drak stadig sodavand, fik for mange kulhydrater og for lidt proteiner. Og det var min klare oplevelse, at det for disse personer var meget meget vanskelig.

Som duks kan det være svært at forstå: Hvorfor følger disse enkelte ikke bare de givne og meget enkle kostråd? Hvorfor hænger de fast i gamle kostvaner? Hvorfor får de ikke trænet de anbefalede gange? Hvorfor er det så svært for nogle? Er det fordi, det vitterlig ikke er deres ønske at må deres individuelle mål? Og – er det mon muligt at forvandle sig fra uvillig til stræbsom duks – og hvad skal der mon til?