Jeg har lige givet et større interview til Femina, og der runder journalisten af med at spørge, hvordan jeg tror, jeg vil have det med min krop, når jeg bliver ældre. Jeg havde fået spørgsmålene på forhånd og det her var egentlig bare noget hun spurgte om i forlængelse af de andre spørgsmål, så det var ikke noget, jeg havde forventet.

De andre spørgsmål havde jeg set inden.

Min umiddelbare tanke var, at det var da et mærkeligt spørgsmål. Men det er det jo egentlig ikke. Det røg lige ud af munden på mig, at jeg aldrig har været uvenner med min krop, så jeg ved, at det bliver jeg heller ikke, selv om jeg bliver gammel. Ikke fordi min krop ikke ændrer sig, når den bliver gammel, for det gør den ligesom alle andres. Men jeg har ikke været uvenner med den, og jeg tror heller ikke, at jeg bliver det. Som journalisten citerer mig for i artiklen i forhold til det at gå i overgangsalderen – hvilket vi alle gør på et eller andet tidspunkt. Det er genetikken, der bestemmer hvornår – så har jeg den holdning, at den dag, min livmoder er en rosin, så vil jeg tænke på dem med taknemmelighed over, at den har givet mig fire børn. Så jeg vil ikke blive sur på den.

Jeg møder virkelig mange i mit arbejde, som altid eller on and off er uvenner med deres krop. Min pointe er, at vi er vores krop – hele tiden.

Jeg havde forleden en mand, som rigtig gerne vil i form, fordi han har taget meget på. Han sad og talte om sin krop i tredjeperson. Det med at omtale sin krop og de eventuelle skader, man får i løbet af et liv, nærmest i tredjeperson, er ret typisk.

Han her manden, han sad og talte, som om kroppen sad ved siden af ham. Ved siden af ham sad så en hælspore. Og det var hælsporens skyld, at han havde taget på, for den havde forhindret ham i at løbe.

Det var ret interessant at opleve, at der reelt var tre personer til stede i stedet for en; der var en jeg, en krop og noget udefrakommende – i dette tilfælde en skade.

Vi kan have skader, vi selv er skyld i, og vi kan have skader, som vi ikke selv er skyld i. Sådan kan det også være med sygdomme. Men det er stadig din krop. Og du skal igennem det sammen med kroppen. Processen bliver forskellig alt efter, om man er i kroppen eller ej.

Jeg sagde til manden, at der er en masse, han kan lave, selv om han har en hælspore. Han kan for eksempel ro, cykle eller svømme, mens hælsporen bliver behandlet. Så det handler om sammen med kroppen at finde ud af, hvad løsningen er.

For mange år siden brækkede jeg min ankel. Alle troede, det var en sportsskade. Det var det ikke. Det var en meget dum skade. Jeg havde været på natklub, hvor der var en mand, der faldt ned af en trappe og landede oven på mig. Så sagde min ankel knæk. Først tænkte jeg ”Oh, my god, hvad gør jeg? Nu kan jeg ikke komme på arbejde”, og hvad man nu ellers skal, når man bor på 5. sal med børn.

Men der var ikke noget at gøre. Anklen var brækket, og lægen sagde, at det bedste, jeg kunne gøre med det brud, jeg havde, var at ligge med den oppe i 14 dage, og tage skinnen af og bevæge tæerne, når børnene ikke var hjemme. Først efter 14 dage måtte jeg begynde at bevæge mig. Jeg lå i 14 dage! Jeg var meget frustreret, men det var jo ikke noget at gøre. Så jeg overgav mig. Det er jo det, man skal i den situation.

Så i stedet fik jeg læst alle de bøger, som jeg ikke har fået læst, siden jeg var ung. For som alenemor i næsten ti år og ejer af et firma, så havde der ikke været tid til det. Jeg ser aldrig serier på Netflix og den slags, for det har jeg simpelthen ikke tid til. Men jeg nåede også at få set en masse serier. Jeg lå på tagterrassen og tænkte ”jeg kan ingenting, og jeg skal ingenting”. Det var fantastisk! Og så var jeg nede og træne med skinne på og lave de øvelser, jeg kunne uden at bruge min ankel. Jeg brugte ikke min ankel som undskyldning for at blive liggende på altanen.

For nogle år siden havde jeg Anders Lund Madsen med på min boot camp. Efterfølgende skrev vi en bog sammen, som Anders fandt titlen på: Min ven kroppen.

Det er en mega god titel. For det er lige præcis det, det handler om. Du skal blive ven med din krop. Den er et produkt af dine handlinger; hvor meget du har drukket, spist, ikke spist, røget og bevæget dig. Så du kan ikke tillade dig at blive sur på kroppen. Det er dig, der har truffet valgene for den.