En sund krop har overskud på kropskontoen
Din krop er sund, når den er i balance. Men hvad er balance og sundhed egentlig helt konkret?
For at kunne forklare det hurtigt og nemt, har jeg fundet på begrebet „Kropskontoen“.
Det begreb sætter sundhed ind i en ramme og viser dig, at sundhed handler om dine handlinger og vaner.
Det er enkelt: Du er sund, hvis du har overskud på din kropskonto. Spørg dig selv, om du har overskud på kontoen.
Du sætter penge ind på kropskontoen, når du gør ting, som opbygger din krop, og omvendt trækker du på kontoen,
når du ikke giver din krop den kost, træning og hvile, den har brug for.
Med det siger jeg ikke, at kroppen tager skade af at få for lidt søvn og hvile i en periode.
Du kan også spise usundt og springe træningen over nogle gange, hvis du førhen har sat penge ind på kontoen,
så der er noget at tage af. Men trækker du på kontoen over en længere periode, vil balancen ændre sig.
Og når du er gået i minus, vil din krop sende dig advarsler.
Sæt penge ind på kropskontoen:
Sov 7–8 timer hver nat, og ophold dig i sengen i mindst 8 timer.
– Gå i seng senest mellem kl. 22 og 23.
– Spis efter 80/20-princippet.
– 5 dage om ugen spiser du 100 procent ernæringsmæssigt sundt, hvilket er et korrekt forhold
mellem protein, kulhydrat og fedt – det svarer til de 80 procent. På ugens to sidste dage er der plads til lidt lækkerier,
som beriger dine smagsløg og dit liv – det svarer til de 20 procent.