Da stenaldermennesket for 10.000 år siden løb rundt på sletten, og blodsukkeret dykkede, knurrede maven. Det var kroppen, som advarede om, at den snart ville mangle energi. Hvis stenaldermennesket ikke tog denne sult alvorligt, og begyndte at lede efter mad, kunne han risikere at dø af sult. I vore dage er ingen i den vestlige verden i overhængende fare for at gå til, hvis de springer måltider over. Det ville således være mere hensigtsmæssigt, hvis vi ikke „gik på jagt“ efter føde, så snart vi mærker sult. Vi behøver ikke at sætte i løb over sletten og bruge timer og måske dage på at nedlægge dyr eller samle bær nok til en mundfuld. I dag går vi bare hen til den nærmeste bager eller burgerkæde, eller guffer nødder, tørret frugt og smoothies i os.

Lysten til søde og fede madvarer er medfødt. Den menneskelige hjerne er udviklet på et tidspunkt, hvor forrådsmængden var knap, og fedt på kroppen en god livsforsikring. Men hjernen er ikke fulgt med tiden, og derfor kan de ældgamle drifter få den modsatte effekt, så de i værste fald truer vores overlevelse. (Lund Madsen, 2012).