Det psykiske aspekt af det at spise – 1
Har netop afholdt 3. gruppemøde med det boot camp hold jeg har i gang i øjeblikket. De første 6 uger har handlet meget om stabilitet, åndedræt, intensitet, faste og de grundlæggende principper for, hvordan jeg ser den sunde kost. Nu er vi kommet til det mentale – det jeg beskriver som det psykiske aspekt af det at spise. Her kan du læse mine tanker:
Mangler vi information eller nærmere motivation for at vælge den type mad, der er bedst for os? Hvordan får jeg mine elever til at vælge det, der er bedst for deres kroppe. Er vejledning, der bygger på ernæringsmæssig videnskab nok, når mad for de fleste er en lidenskab? Med andre ord, hvordan får jeg folk til at spise sundt, når vores forhold til mad efter min overbevisning bygger på mere end biologiske ernæringsmekanismer? Og er et psykologisk fokus på mad og spisevaner kun relevant, når der er tale om en reel spiseforstyrrelse? Mit svar er helt klart nej. Mange års erfaring har overbevist mig om, at der er så mange følelsesmæssige aspekter, og ikke mindst ubevidste mekanismer, der er med til at afgøre, hvorfor vi spiser som vi gør. Hvis det kun handlede om at lave den rigtige udregning af proteiner, vitaminer etc. og dernæst at følge denne plan, ville der ikke findes så mange mennesker, som ønsker at tabe sig. Dermed mener jeg, at hvis vi kun var fysiologisk styrede, ville vi spise lige netop, hvad vores krop havde brug for. Dette er dog ikke tilfældet, idet vi ikke altid spiser, hvad videnskaben har fundet frem til, at vi bør spise for at fungere bedst muligt. Rent fysiologisk har vores kroppe ganske enkelt ikke brug for chips, cola, alkohol og andre former for stimuli, herunder sukker og saltholdige madvarer etc. Og når det reelt ikke er selve kroppen der har behovet for disse ting, så må det være mentalt. Og hvorfor har mange svært ved at holde sig fra de usunde ting, når de både ved og kan mærke, at kroppen ville have det bedre ved at indtage noget, der var sundere?
Det er en af de mange spørgsmål jeg dagligt forsøger at hjælpe mine kunder med, og specielt de kunder, som er en del af mit Body Boot Camp-program, hvor vi igennem 12 uger går tæt på i vores stræben efter at skabe en balance i kost, krop og sjæl.
Mad er ikke et simpelt og entydigt begreb, og mad kan sættes i diverse systemer for at skabe overskuelighed og orden. Den mest velkendte grupperingsform er madpyramiden, men gennem de senere år er der kommet mange andre fortolkninger frem, som alle har til formål at skabe en overskuelighed og orden, som tilhængerne kan følge med henblik på at opnå en sund krop. Når maden sættes i et bestemt system, rangeres noget mad som mere rigtigt end andet. På den måde kan man forholde sig positivt til visse madvarer og negativt til andre, alt efter deres placeret i hierarkiet.
En af mine grundregler i mit Body Boot Camp-koncept er, at man skal skabe ro omkring sit måltid. At man skal forholde sig til, hvad man spiser, og ikke bare sluge sin mad, uden at mærke sult og mæthed. Dernæst er min anbefaling, at man drikker vand før måltidet, og ikke under måltidet, da mange let kommer til at ”drikke” deres mad. I stedet for at tygge den, til den er flydende, hvilket er hvad vores kroppe og fordøjelse har bedst af, tygger mange deres mad let, hvorefter de skyller den ned med vand, fordi den endnu er for stor til at kunne sluges. Men når du tygger maden, til den er flydende, udskilles enzymer, som er helt afgørende for en god fordøjelse. Første gang jeg gennemgår disse umiddelbart simple principper for min elever, kigger de lidt overrasket på mig og spørger, om jeg virkelig selv tror, det gør den store forskel. Og næsten alle vender tilbage med en erkendelse af, at ja, det gør det. Prøv derfor fremover at drikke vand før dine måltider og ej under. Tyg din mad, til den er flydende, og mærk, hvordan du har en meget bedre føling med din følelse af mæthed. Du vil snart opdage, at du spiser mindre som et resultat heraf. Tænk også over, at det er gennem munden, at vi sanser, og at det er via munden, at maden inkorporeres i din krop. Munden udgør reelt en port mellem den ydre og din indre verden. Mundens funktion er at regulere, hvad der kommer ind i munden, og hvad der optages i kroppen, og dermed bliver en del af dig. Munden skal være din bevidstheds tærskel.