”Dengang troede jeg kostplaner nyttede …”

Af Arndal Spa d. 6. april 2020

Tror du heller ikke på at flot printet kostplan med dit navn på får dig til at lykkes på den lange bane med en sund og slank krop i balance med dit sociale liv. Ønsker du for en gang at knække koden og få strategier til, hvordan du lykkes i din hverdag uden at skulle sætte parentes om dit liv og dine kostvaner. Så læs med her i det interview jeg har givet til Femina.

 

“Da Lotte Arndal, der er personlig træner og indehaver af Arndal Spa og Fitness, læste til kostvejleder for 25 år siden, lærte hun meget om madens energitæthed, omsætning af energi, mineraler, fedt og vitaminer. Så da Lotte Arndal var færdig med sin uddannelse og skulle til at vejlede klienter selv om vægttab og sundhed, var det helt naturligt, at vejledningen var baseret på en kostplan, der netop tog afsæt i madens energitæthed, altså hvor mange kalorier, der var i maden.

”Når folk kom til mig for at tabe sig og leve sundere, så lavede jeg en kostplan til dem i flotte farver i et software-program, så de kunne få en lille folder med hjem. Jeg var vild med de kostplaner, og det virkede meget professionelt at kunne give dem sådan en med i hånden”, fortæller hun. På kostplanen stod der, hvad de skulle spise hver dag, og hvor mange kalorier, der var i maden. Det var dengang i 90’erne, hvor man ikke lige selv kunne gå ind og google en kostplan på nettet, og Lotte Arndals klienter var glade for at få en kostplan, der kunne skabe overblik og detaljeret viste, hvad de måtte og ikke måtte spise.

”Når mine klienter fulgte den, så tabte de sig også. Problemet var, at der ikke gik særlig lang tid, før de brød kostplanen, fordi de ikke kunne få den til at fungere i sociale sammenhænge, hvor det var svært at følge en plan. Det var let nok for dem at holde diæten, når de var alene og hjemme, men de kunne ikke holde den, når de var sammen med familie og venner, hvor der var mange fristelser, der ikke passede med kostplanen, forklarer Lotte Arndal. En anden grund til, at kostplanerne ikke fungerede optimalt var, at de ikke tog højde for, at mad og følelser hænger tæt sammen for mange mennesker, og når følelserne tager over, er det nemt at falde i, selvom kostplanen dikterer noget andet.

”Folk har mange følelser forbundet med mad. Mine klienter faldt i, når de blev kede af det eller havde haft en lortedag på jobbet, og så lige synes, at de skulle opmuntres med noget sødt. Og fordi det ikke stod på kostplanen, kom de til at føle enorm meget skyld bagefter, hvis de eksempelvis havde spist en bolle fra bageren på vej hjem fra arbejde,” siger hun og understreger, at problemet med kostplaner er, at de ikke er tilpasset det virkelige liv, og de ikke giver et naturligt forhold til mad, fordi man hele tiden skal være på vagt.

I dag bruger Lotte Arndal ikke kostplaner og går mere holistisk til værks, når folk kommer til hende for at tabe sig og leve sundere.

”Min erfaring er, at det lykkes bedre med et varigt vægttab, hvis der er plads til lidt usund mad, så længe du spiser en sund grundkost. Det skal ikke være enten/eller”, og der skal være plads til at træde lidt ved siden af”, fortæller hun.

Det betyder, at i dag når Lotte Arndal vejleder om kostomlægning, så er det helt naturligt, at du i omlægningen også godt må spise almindelige ting som frikadeller og eller drikke et glas vin.  På den måde bliver der ikke så meget skyld i forbindelse med kostomlægning, fordi du får elastik, mener hun.

Kostplaner får man ikke længere hos hende, man derimod kun enkelte anvisninger: Halvdelen af tallerknen skal bestå af grønt, en fjerdedel af tallerknen kulhydrat og en fjerdedel af tallerknen protein. Så må du selv fylde ud med mad, du godt kan lide. Det vigtige for Lotte Arndal er ikke længere, at du skal spise noget specielt, men lære at spise ordentligt. Det er nu ikke altid lige den anvisning, folk forventer, når de kommer til hende.

”Der er mange, der efter den første snak på 2 timer, spørger efter en kostplan. Og når jeg så siger nej, det får du ikke hos mig, så er der nogen, der bliver lidt sure, fordi de synes, at det mærkeligt, at de går tomhændet fra vores møde,” siger hun og tilføjer, at folk heldigvis efter noget tid forstår, hvorfor hun gør, som hun gør.

”Jeg har ingen blinde vinkler længere. Jeg har klienter hver dag, og når man har haft det i 25 år, så bliver man dygtig. Nu prøver jeg at se den manglende kostbalance i folks liv i forhold til, hvor de ellers står. Har de haft en lorteperiode, er der noget med deres barndom, er de presset på tid – jeg kommer hele vejen rundt, også psykologien bag deres kostvalg, og det gjorde jeg ikke dengang, jeg blot gav dem kostplaner”, siger hun.”

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *