Body Boot CampGæsteblogger

Gennem de sidste 20 år har jeg lidt af elevatorvægt, der har svinget fra 45 kg (hvilket var hverken pænt eller sundt) til 60 kg (hvilket heller ikke var hverken pænt eller sundt) Der er ingen tvivl om, at når kiloene røg på, så skyldes det to ting, mangel på motion og massive mængder slik, cola og chips. For jeg elsker slik og chips. Og cola (godt nok light, men alligevel) var mit væskeindtag numero uno. Så når jeg skulle tabe mig, forsagede jeg alt usundt som en nonne forsager sex. Med den kedelige effekt, at lige så snart jeg havde tabt kiloene, bød jeg de dårlige vaner velkommen tilbage med nye uendelig mængder af slik, chips og cola.

Lige præcis et varigt vægttab og sunde vaner var min motivation for at tilmelde mig bootcamp, men hvordan klarer man sig uden slik, når nu man har en sød tand? En ting, jeg har opdaget er, at min tand slet ikke er så sød længere. Jeg drak mit første glas cola halvvejs gennem bootcamp og fandt til min skræk ud af, at jeg ikke længere rigtig brød mig om det. En anden ting er, at jeg gennem mine tre måltider får holdt mit blodsukker stabilt hele dagen og min trang til slik dermed bliver mindre. Men det der gør, at jeg er overbevist om, at jeg denne gang ikke vender tilbage til de dårlige vaner, er de magiske 20%.

For bootcamp er ikke asketisk. 80% af tiden skal din kost være i orden, men der er også 20% at lege med. Hvad enten det så er en cocktail, en kokosmakron eller nogle lakridser, du har lyst til at nyde. Og jeg forvalter mine 20% med stor omhu. Jeg bliver – som mange andre – bombarderet med slik, alkohol, kaffe og mad i forskellige sociale sammenhænge, men bootcamp har hjulpet mig til at forholde mig kritisk til, hvorvidt det er lige nu – i dette øjeblik – at jeg har lyst til kage. Eller om jeg hellere vil vente til weekenden, hvor jeg skal bage med min teenage-datter. Og på den måde har jeg lært at klare mig med væsentligt mindre slik, cola og chips på trods af en ellers meget sød tand.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment