Balancetræning er vigtigere end du tror

Af d. 19. januar 2013

De fleste kommer til mig med ønsket om en stærkere og slankere krop. Det er også et super godt udgangspunkt som mål, men mine mange års erfaring har understreget vigtigheden af en god balance, hvis man vil have rigtig gode resultater af træningen.

Mange af de virkelig effektive øvelser kræver en del af kroppen – udover styrke. De udfordrer vores nervesystem til det yderste og stiller krav til – især vores balance og stabilitet. Hvis man kun skulle træne musklerne og ikke nervesystemet, ville det være nemt bare at sætte sig i en maskine, som styrer retning og stabilitet i bevægelsen. Men det er min absolutte holdning, at man ligeså godt kan bruge HELE kroppen og vælge nogle øvelser, som får flest muligt muskelgrupper med pr. øvelse. Og lige netop dén slags øvelser kræver ofte en god balance og en god stabilitet omkring leddene. De to ting hører unægtelig sammen!

Det er ikke kun fordi det er sjovere og mere motiverende, når jeg sætter mine elever til at lave øvelser på ét ben eller lægger dem op på en bold, når de skal træne kroppen. Det afslører samtidig de funktioner, som ikke fungerer optimalt. Hvis en person har stor modstand på en motorisk og balancekrævende øvelse, fortæller det mig netop, at vedkommende har brug for den slags øvelser.

Dertil kommer det, at man mindsker risikoen for alvorlige fald markant, når man har en god balance. Det kan måske virke lidt ligegyldigt når man er ung og rørig, men det er det absolut ikke. Hvis man eksempelvis har små børn, kommer man ofte ud for situationer, hvor man reagerer hurtigt og instinktivt for at afværge en ulykke eller lignende for barnet. I sådanne situationer er det helt afgørende, at éns stabilitet og balance er veludviklet, så man ikke kun har krops-leddene til at tage fra, når man laver en uheldig bevægelse. Faktisk kan man tillade sig mange ”dumme” bevægelser, når balancen og stabiliteten er velfungerende. Det skyldes at alle de små støttemuskler er vant til at træde til, i uvante krops-positioner, som man kan træne med belastning, hvis man vælger de rigtige øvelser.

Jeg går naturligvis aldrig på kompromis med de synlige kropslige resultater, når jeg vælger øvelser. Det er klart! Men når jeg nu ved hvor mange dumme skader, man kan undgå med en god balance, ville det være dumt ikke at tage balanceelementet med i mit valg af øvelser. Det har med garanti skånet mange af mine aktive klinter fra en masse besøg hos kiropraktor, fysioterapeut og skadestue!

Desuden vil du være et markant skridt foran de fleste andre, når du bliver ældre, hvis du påbegynder din balancetræning i en ung alder. Flere undersøgelser har vist, at ældre mennesker, som træner deres balance jævnligt, får langt mindre alvorlige konsekvenser af fald i hjemmet – og generelt falder de betydeligt mere sjældent en ældre mennesker med dårlig balance.

Så… det er bare at komme i gang J

 

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.