Bær, bær og atter bær…
Sommeren ligger lige for døren, og i den forbindelse kan jeg ikke lade være med at slå et slag for sommerens bær – og alle deres sundhedsfremmende egenskaber.
Udover at have flotte farver og smage vidunderligt, indeholder bær en helt speciel kombination af vitaminer, mineraler og plantestoffer, som man ikke finder andre steder. Især indholdet af antioxidanter er helt unikt!
Antioxidanterne sidder primært i skrællen på frugter og bær, og da du får en betydelig større mængde skræl ved at spise 100 gram bær end eksempelvis 100 gram æble, er der allerede hér en ekstra sundhedsgevinst ved at vælge bær.
Forskning viser, at det er optimalt at spise 150 gram hver dag. På den måde nedsætter du risikoen for eksempelvis forhøjet blodtryk, for højt kolesteroltal, grå stær og en masse andet. Spis ikke kun jordbær, men varier og prøv dig frem med hindbær, boysenbær, stikkelsbær, solbær, blåbær og så videre.
NB! Du kan sagtens nedfryse dine bær. C-vitaminet går ganske vist til grunde under frost, men det går utroligt langsomt. Faktisk har dine bær kun mistet 10 % af sine C-vitaminer efter et helt år på frys.