Af Anders Lund Madsen – Om at spadsere
Kære læser,
Jeg har lært at gå. Og jeg er lige blevet 54 år, så man kan indvende, at det er på høje tid, og det er jo heller ikke fordi, jeg har ligget og bare ligget indtil nu, for dét har jeg ikke, men jeg lærte først at gå for en måned siden, og det er en stor ting for mig.
I gamle dage gik jeg kun, hvis det var nødvendigt, og da jeg ved et tilfælde opdagede, at min iphone – bag min ryg og uden mit samtykke! – registrerede, når jeg bevægede mig, blev jeg ærlig talt en lille smule fornærmet. Og lige bagefter blev jeg forstemt, for jeg bevægede mig stort set ikke. Det var mellem 2 og 3 kilometer om dagen, hvis man tog det hele med. Det er meget lidt bevægelse i 17-18 timers vågen tilstand. Omkring 150 meter i timen faktisk, hvilket strengt taget er det samme som bare at sidde stille hele tiden og bruge al energien til at trække vejret.
Problemet var imidlertid, at jeg havde været fed engang, og så var jeg blevet tyndere og stærkere, fordi jeg tog Lotte Arndals store kursus i slankning, den notoriske Bootcamp, for fem år siden, men fem år er længe siden i en krops liv jo, og nu var jeg sørme fed igen, og her var forklaringen.
For vi skrev en bog sammen dengang, Lotte og jeg, hvor konklusionen var, at man skal spise mindre og bevæge sig mere, hvis man vil være tyndere og stærkere, og jeg spiste stadig mindre – men bevægelsen…
Bevægelsen var forsvundet. 150 meter i timen er, hvad en trænet skovsnegl kan præstere. Og det handler om, at jeg holder så meget af at sidde ned. Jeg har en fantastisk stol derhjemme, hvor jeg sidder eget, og lyset er perfekt lige dér, hvor den står, og så har jeg min computer lige foran mig på bordet, og hvis jeg strækker venstre arm helt bagud og ud til siden, kan jeg faktisk hælde min kolde te ud i vasken uden at rejse mig, så deter egentlig kun toiletbesøg og brygning af ny te, som kræver et par af de 150 meters bevægelse, og det er for nemt, og det er for dumt, men jeg er 54 år og sløv som en skovsnegl, og så hober fedtet sig op.
Så jeg rejste mig op med den sidste rest af vilje og gik ned og spurgte min kropsguru, om jeg måtte komme tilbage, og Lotte, det rare menneske, sagde ja.
Og denne gang skulle det være anderledes. Jeg ville spise mindre og bevæge mig mere, ligesom der stod i bogen – men bevægelsen skulle være anderledes, og jeg var nødt til at lære at elske den. For jeg lærte aldrig at elske maskinerne. De er fine og effektive, men der sker ingenting inden i mit hovede, når jeg står der, andet end at jeg tæller sekunderne til, at det er overstået, og jeg har det ligesom dengang i skolen, når vi havde latin eller tysk med Hr. Christensen, og jeg sad og talte sekunder, og det er ikke den rigtige fornemmelse, når man skal gøre noget.
Man er nødt til at elske det. Og så fortalte Lotte heldigvis om en af hendes venner, som havde lært at gå. Hun kunne slet ikke holde maskinerne ud, sagde Lotte, så hun spurgte Lotte, om det var ok bare at gå en lang tur hver dag i stedet for? Og Lotte sagde ja, fordi enhver bevægelse er bedre end ingen bevægelse, og så virkede det! Kvinden tabte sig og blev sundere uden at røre en maskine, blot ved at gå og gå og gå.
Dagen efter gik jeg 10 kilometer. Og dagen efter 12 mere. Og så 11 kilometer. Og i weekenden 16 i regnvejr til Rødovre sammen med tre børn og en kone og to hunde. Og sådan er det fortsat, og hvis jeg havde vidst, hvad de kilometer havde ført mig til, og hvor de havde ført mig hen ikke mindst, ville jeg have gjort det her for længe siden.