Anders Lund Madsen – Om sved-maskinerne

Af d. 31. juli 2012

Jeg betragtede maskinen på samme måde, som en ortodoks jøde ser på en flæskestegs-sandwich. For det var en ond maskine. Dét vidste jeg. Det havde jeg fortalt mig selv tusinde gange, og aldrig havde jeg været uenig med mig selv desangående. Det var tillige en uforståelig maskine, som ikke umiddelbart gav nogen mening idet den ikke drev noget eller producerede noget eller i det hele taget nyttede noget, og det gjorde den nærmest endnu mere ond, så jeg sagde:

»Ej, helt ærligt« og kiggede fra maskinen og hen på Træneren, der stod ved siden af maskinen med den ene arm slået ud i en indbydende gestus.

»Jo-jo«, sagde Træneren, som var en kvinde, og tilmed en sygeplejerske af uddannelse, hvilket gjorde alting meget svært for mig på nærmest uendelig mange planer. For jeg elsker sygeplejersker. De er for det første uhyre kloge og lynhurtige til alting, fordi det er man nødt til at være for at klare sig i den branche. Læger kan sagtens overleve uden at være superskarpe oveni, men sygeplejersker går under med det samme, hvis formen svigter enten fysisk eller psykisk. For det andet er jeg lidt bange for sygeplejersker, fordi jeg engang som seksåreig var indlagt alt for længe på en børneafdeling, hvor det vrimlede med sygeplejersker, og for det tredie fordi der bare er et eller andet udefinerligt sexet ved en kvinde i uniform med sprøjter i brystlommen. Sterile sprøjer vel at mærke.

Så jeg ville rigtig gerne gøre Træneren glad. Men for at gøre hende glad skulle jeg røre ved maskinen, og ikke alene dét – jeg skulle bestige maskinen og få maskinen til at bevæge sig. Hvis vi bliver i den ortodokse jøde, så svarer det til at fortære ikke blot flæskestegs-sandwichen, men hele svinekammen medsamt den bradepande, den blev stegt i. Hele mit liv havde jeg hadet og hånet denne maskine, og nu stod denne Træner-sygeplejerske og bad mig om at blive dens ven. Dens bedste ven endda.

Det var djævelsk snedigt regnet ud af Lotte Arndal.

For Træneren var jo ikke Boot Camp’ens eneste træner. Men Lotte Arndal vidste, at jeg ikke ville være i stand til at nægte netop denne Træner noget, og lige præcis derfor havde jeg selvfølgelig fået hende.

»Kom nu«, sagde Træneren og smilede mildt, mens hun pillede ved et eller andet nede i lommen med den hånd, der ikke var slået ud i en gestus, »det er bare en kråstræjnar«.

Og jeg anede jo ikke, hvad en kråstræjnar var. Men jeg frygtede den, for den strittede og lokkede på samme tid, og den lugtede en lille smule af gummi og aluminium, og det var foruroligende tæt på, at jeg vendte mig om og vandrede ud af træningslokalet og væk fra Lotte Arndal og hendes Boot Camp med alle mine overflødige overflodskilo hængende draperet rundt om på min svulmende krop – men så borede Træneren mig igennem med sit allerfasteste sygeplejerskesblik og sagde ét ord:

»Anders!« sagde hun.

Og så steg jeg op på maskinen. Og jeg hev, hvor jeg fik besked på at hive, mens jeg trådte, hvor jeg fik ordre på at træde. Og efter ganske kort tid begyndte jeg at svede som en gris, lige før den bliver til sandwich.

»Godt«, sagde Træneren, »så er vi igang«.

Og det var vi. Resten af den time henstår i en tåge. Men der var andre maskiner inde i billedet. Der var ting, der skulle løftes og ting, der skulle hives i og ting, der skulle skubbes til. Og jeg skulle løbe på et løbebånd, jeg ellers kun kendte fra film. Og bagefter startede det hele forfra en gang til, og jeg drak vand – ikke fordi jeg havde lyst, men fordi jeg var så tørstig, at jeg var nødt til at drikke vand. Det var en helt ny fornemmelse.

Efter timen var slut, var jeg aldeles færdig. Man kunne have skudt mig for panden med en riffel uden at jeg ville have bemærket det. Så træt var jeg. Og jeg følte mig ikke spor tyndere. Bare mere våd og mere træt og mere tørstig.

»Det skal nok gå«, sagde Træneren og tilføjede, »vi går først rigtig i gang efter testen«.

»Testen?«, gentog jeg nervøst.

»Ja, Lottes test. Vi skal jo se, hvor meget du kan, så vi kan se, om du bliver bedre!«

»Åh-nej«, hviskede jeg.

For jeg vidste jo, hvor meget jeg kunne.

Jeg kunne ingenting.

Og testen var allerede ugen efter!

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

8 kommentar

  1. svaret er Sygeplejersker. ikke for at være uartig, men det hedder ET svar 🙂
    alice østergaard rønne alle 100 7451 sunds 20939118