Anders Lund Madsen: Om Lotte Arndal

Af d. 19. juni 2012

Jeg var bange for Lotte Arndal. Muligvis nok på grund af den drøm jeg havde om hende, natten inden Det Store Informationsmøde: I drømmen var jeg ude på havet i høj sø, og det var nat, og det regnede – men vandet var sært gelé-agtigt, og hver gang, jeg svømmede, så blev jeg ligesom hængende i stedet for at komme nogen vegne. Og så kom Lotte. Nedefra dybet som en sort-grøn torpedo der bare voksede og voksede, og jeg kunne mærke havet skælve, mens hun pressede vandmasserne til siden på sin vej opad mod overfladen. Og til sidst fyldte hun hele synsfeltet, og jeg vidste, at nu ramte Lotte Arndal mig lige bagi.

Og lige dér vågnede jeg. Og havet var min seng igen, og Lotte Arndal lurede ikke længere dernede under lagnerne, og solen faldt kækt ind gennem de østvendte vinduer drysset til med solsortefløjt. Morgenen var gryet. Boot Camp Dagen var landet på lysets kyst.

Jeg havde meldt mig til Arndals Boot Camp på grund af Iben Hjejles sixpack og på grund af min seneste søn, hvis fødsel mindede mig om, at jeg pinedød simpelt hen er nødt til at overleve i mindst 20-30 år endnu for ikke at tabe fudkommen ansigt overfor de andre forældre henne til forældremøderne i hans kommende folkeskoleklasse. Og hvis jeg skal leve så længe, så er jeg nødt til at stramme en smule op rent fysisk, for årene mellem 35 og 45 havde været yderst gavmilde ved min krop, der var flommet op ligesom en grydefuld varm mælk: Først stille og roligt – og så lige pludselig omkring de 46 eksploderede den.

Men da jeg stod foran hotel Sankt Petri om aftenen på Boot Camp Dagen, kunne jeg mærke skrækken for Lotte Arndal snige sig ind på mig igen. På hjemmesiden var der et fotografi af Lotte Arndal, hvor hun så mægtig rar og lyshåret ud, men jeg havde jo set, hvad hun havde gjort med Iben Hjejle og alle de andre velnærede stakler, og nu sad hun derinde på hotellet med alle de andre Boot Campere til Det Store Informationsmøde, og hvis jeg gik derind og gav hende hånden, så ville hun stensikkert aldrig slippe mig igen, men tage mig og fange mig og spærre mig inde i sin kælder og spise mig langsomt i små bidder, således at hendes ultraslanke og ultramuskuløse krop ikke led overlast derved. Jeg ville blive Lotte Arndals slankesnack, hvis ikke jeg løb nu.

Og jeg gjorde det næsten. Jeg kunne ligefrem dufte pølsevognens lokkende bacon-noter ovre fra Rundetårn, men så tonede Iben Hjejle frem på himlen over Krystalgade, og på hendes slanke mave tronede en sixpack så strunk og spids, at man ville kunne skære pølse med den. Eller også var det bare Månen, der brød frem bag en sky – men jeg adlød og gik gennem svingdøren og ind til resten af mit liv.

De andre sad allerede i foyeren, men jeg lod som ingenting. Hele scenariet mindede mig om engang i slutningen af 70’erne, hvor jeg skulle købe mit første pornoblad – det var Ugens Rapport – og dengang lod jeg også som ingenting. Jeg skulle i hvert fald ikke købe noget pornoblad, og når jeg befandt mig i en forretning udelukkende beskæftiget med forhandling af brugte Rapport-blade, så var det ganske tilfældigt. Jeg var måske gået forkert. Eller også skulle jeg bare spørge om klokken. Og sådan var det også på Sankt Petri den aften. Indtil Lotte Arndal fik øje på mig.

»Godt du kom, Anders«, sagde hun og rakte hånden ud. Og jeg ville til at sige, at jeg ikke var Anders, og at jeg bare var gået forkert, og hvad var klokken, men der kom ikke andet ud af min mund end en lillebitte tyk lyd, lidt ligesom når man træder på en støvbold. Og så tog Lotte Arndal min hånd og rystede den, mens hun smilede og bød mig et glas vand, og lige præcis dér forsvandt al min frygt, angst & bæven. For det var et godt håndtryk. Fast og køligt uden at være hårdt og koldt. Og Lotte så mig direkte i øjnene at sagde, at jeg skulle sætte mig ned.

Så det gjorde jeg. For man gør, hvad Lotte Arndal sigger. Det er lidt det samme som at være anholdt af Madonna – bare på den fede måde uden håndjern og knippel og bebrejdende bemærkninger. Og de følgende to timer henstår i en tåge, hvis jeg skal være ærlig. Jeg er sikker på, at Lotte Arndal sagde en masse gode ting om de kommende 12 uger, og jeg husker vagt, at de andre Boot Campere stillede en masse spørgsmål om kaffe og rødvin og hvidt brød – men jeg har ingen erindring om, hvad det egentlig handlede om.

Jeg så bare på Lotte Arndal. Og jeg vidste, at jeg omsider havde fundet et værksted til min svulmende krop. Og for første gang siden en lørdag eftermiddag i Kildeskovshallens store svømmebassin engang i sommeren 1974 glædede jeg mig oprigtig til at martre min krop.

Lidet vidste jeg, hvor martret den krop skulle blive.

Foto 1: Anders umiddelbart inden det Store Informationsmøde. Bemærk den fedtforstærkede vom neden under alle hagerne.

IMG_5041

Foto 2: Anders fortograferede sine sidste måltider fra  Tiden Inden Arndal – her er det et helt friturstegt løg med dip. Og ja, det er løget, De kan ane bag fedtet.

IMG_5116

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.