Kære Lotte Arndal,

Er du interesseret i en virkelig monstrøs udfordring? Noget hvor du bagefter – hvis det går      godt – kan læne dig tilbage og smile i sikker overbevisning om, at du har skabt et    mesterværk?

For så er jeg lige ved at være klar til at blive en flot fyr.

🙂 Anders Lund Madsen

Ordene var muntre, og tonen var nærmest pjattet, men i virkeligheden var det slet ikke en mail   med en ganske sød forespørgsel om lidt hyggetræning. Det var et skrig om hjælp. For jeg var    Titanic, manden der ikke kunne synke, men isbjerget havde allerede flænset min bug op i  styrbords side, og jeg tog vand ind i enorme mængder, mens mine passagerer blot festede  videre på soldækket. Eller rettere bildækket. Med orkestret og buffet’en placeret oppe på de  dekorative rødvinspatter. Og denne mail var mit absolut sidste håb om nogensinde at blive reddet. Jeg var Titanic, og den ækle, blegfede virkelighed var, at jeg havde sunket alt for meget alt for længe, samtidig med at jeg tilsyneladende havde glemt alt om at vedligeholde maskinrum og propel. Jeg var Titanic, og jeg hang med måsen i vandskorpen, mens telegrafen bippede mine fedtvårne nødråb ud i natten.

Og halleluja! Bare fire timer og 12 minutter senere blev bippene besvaret:

Kære Anders,

Tak for din mail.

Vil meget gerne gøre dig til en flot fyr:))

Du skal bare gøre alt hvad jeg siger!!!

Vi vender tilbage i morgen. Hold opstart er i næste uge.

Kh Lotte

Sendt fra min iPhone

Jeg sad i mørket og læste de fem små sætninger igen og igen. Og jeg tror, jeg græd en lillebitte smule, mens lettelsen over ikke at være alene skyllede ind over mig. Lotte Arndal var jo ikke passagerskibet Carpathia næsten 100 sømil væk og ude af stand til at nå frem, før det var for sent. Lotte var en toptrimmet redningshelikopter med alle lys tændt – og hun hang lige over skibet med ja-hatten på og ærmerne smøget helt op til albuerne allerede. Det kunne ikke være bedre. Jeg burde være lykkelig, for redningen var umiddelbar.

Så hvorfor tøvede jeg?