Anders Lund Madsen: Om at æde sig selv

Af d. 31. maj 2012

Der var to årsager til, at jeg tøvede:

For det første var jeg lige pludselig bange for Lotte Arndal. Jeg anede jo ikke, hvem hun var. Og man hører så meget. Og hvad nu, hvis det var en eller anden slags sekt, hvor man bliver berøvet søvn og sat til hårdt manuelt arbejde, mens man ingen mad får, og til sidst er man så svag, at de kan påbegynde hjernevasken, og før man ved af det, er man én af dem. For jeg ville  ikke være én af dem. Jeg var mig selv – og ganske overordentlig tilfreds med at være det. der var  bare lidt meget af mig, der var mig selv. Faktisk så temmelig meget, at jeg end ikke turde veje  mig og finde ud af, præcis hvor meget af mig selv, der efterhånden var til at ville være mig selv.  Men det var rigeligt. Og jeg havde ikke engang en træningsdragt eller et pandebånd. Det  eneste, jeg havde, var et par lysegrønne løbesko, som jeg havde købt i en skobutik i Kyoto i  Japan sidste sommer. I dameafdelingen. For dem til herrer var for brede.

Hvad jeg havde var et par lysegrønne damesko og en pokkers masse overflødig vomflom. Hvad  jeg ikke havde var en egentlig muskeldragt ud over det allermest nødvendige, hvilket vil sige  tyggemusklerne, computermusmusklerne og ringmusklen eller noget, der bare lignede et kondital. Hvis jeg havde et kondital, så var det et negativt kondital. Og nu skrev denne Lotte Arndal, at hun gerne ville gøre mig til en flot fyr – hvis blot jeg lovede at gøre alt, hvad hun sagde.

Men hvad kunne hun finde på at sige? Og tænk nu, hvis det gjorde ondt? Og hvad med mine venner, ostene og den altid så venligtsindede rødvin? Hvad skulle der blive af dem, hvis denne Lotte Arndal fik frikort til min bevidsthed og råderet over min krops fremitd? For jeg ville vædde på, at Lotte og ostene ikke ville komme godt ud af det med hinanden. Det var noget kemisk, kunne jeg mærke. Og rødvinen var muligvis ikke direkte en fjende – men rødvinen havde efterhånden fået en tendens til at invitere sine egne rødvinsvenner med, og de var med statsgaranti ikke velkomne allesammen.

Så turde jeg lægge min skæbne i denne Lotte Arndals uden tvivl sportstrænede hænder?

Det var den ene årsag. For det andet var jeg ikke hjemme, da jeg modtog Lottes ja-mail. Jeg var i udlandet, på noget man med lidt god vilje kunne kalde en ædelsesrejse rundt langs den amerikanske vestkyst sammen med min storebror, Peter Lund Madsen. Peter er læge og hjerneforsker og én af Europas klogeste mænd. Derud over er han en pokkers flot fyr, der cykler meget og spiser flot – og jeg turde overhovedet ikke fortælle ham om hverken mine kvaler med min krop eller mit nødråb til denne mystiske Lotte Arndal. Jeg var overbevist om, at han ville trimle ned af stolen af grin, hvis han hørte om det. Og jeg hader, når min storebroder trimler ned af stolen over noget, som jeg selv ikke syntes, var spor sjovt. Og nu bankede han på døren til mit hotelværelse og råbte, at vi skulle afsted, for han var sulten.

»Jeg er skidesulten!«, råbte han ligefrem, thi det var jo ovre i Amerika, hvos de færreste forstår dansk.

Så jeg klappede min computer sammen og lod Lotte Arndal hænge og flagre i mørket, mens min bror og jeg gik på restaurant. Og sikke en restaurant. Jeg tror, Forsynet havde placeret netop den restaurant dér, hvor vi tilfældigvis kørte hen, for jeg har aldrig i hele mit liv oplevet et sted magen til. Der var kun tykke mennesker i lokalet. Små børne-tyksakker, store voksen-tyksakker og lidt sammensunkne gammel-tyksakker, der sad i deres Mini-Crossers og skovlede mad ind i deres mundhuller. Og det var en cowboy-restaurant, så de tykke tjenere havde støvler på og sagde »howdy!«, og da vi satte os, kunne jeg allerede mærke jorden skride under mig.

Men det var først, da jeg så spisekortet, at virkeligheden omsider sank ind. Man kan selv se det på billedet, jeg tog: Det hed en Twin Peaks og bestod af to 170-grams bacon-klædte filet mignon-bøffer toppet med asparges, findelt hummer og Hollandaise sauce på den ene bøf og broccoli, rejer og Bearnaise sauce på den anden. Plus en tallerkenfuld glinsende pomfritter ved siden af. Og et glas cola på størrelse med en tønde olie. Jeg blev ved med at læse det, og til sidst kunne min bror ikke holde sig længere.

»Skal du have en Twin Peaks eller er du en tøsedreng?«

Og lige præcis i det sekund faldt der noget i hak dybt inde i fedtbjerget. To tænder i hvert sit tandhjul fandt endelig hinandens mellemrum, og klikket var så højt, at en af de tykke drenge fra bordet ved siden af kiggede op fra sin smørmættede majskolbe en stund, før han atter gravede videre i den som en mus i en ledning.

»Nej«, sagde jeg, »jeg skal ikke have en Twin Peaks.«

Peter så forundret på mig.

»For jeg skal på kur«, sagde jeg så.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.