Anders Lund Madsen – Om at gå og at træne uden maskiner

Af d. 23. januar 2018

(Anders Lund Madsen har været på Bootcamp hos Lotte Arndal for fem år siden, og det virkede forrygende, men nu er han bleven fed igen, og denne gang skal det være anderledes. Så han er begyndt at gå hele tiden.)

Kære læser,

Som du måske har læst her tidligere, så er fru Lotte Arndal og hendes stab af professionelle kropseksperter i færd med at genskabe mit legeme i fordums storhed, således at jeg forhåbentlig får mulighed for at leve længe nok til at opleve de flyvende biler og kolonialiseringen af Mars. Det er ikke et let arbejde, hverken for dem eller mig, og jeg har haft, skal vi sige udfordringer med at udføre nogle af Lottes opgaver, og derfor blev jeg uhyre glad, da Lotte fortalte om en af hendes andre patienter, som havde fået lov til at gå hele tiden i stedet for at stå og hive i Arndals maskiner.

For jeg var heller ikke tryg ved de maskiner. Ikke fordi de er onde eller ulækre eller noget. De er bare ulogiske for mig, og når jeg står og kigger på sådan en maskine, så siger den mig ingenting. Jeg er ellers vokset op i et ingeniørhjem, så jeg har set masser af maskiner, men det var altid maskiner, som sagde mig noget. En flypropel eller en regnemaskine eller en elektrisk pisker til at lave flødeskum med. Og min far opfandt endog engang en stol med varme i, og dét var noget af en maskine, og hvis jeg skal være ærlig, så sagde den mig ikke så meget, men den sagde min far en masse, og han var enormt begejstret for den og ret sikker på, at den ville gøre vores familie sindssvagt velhavende, men så sluttede oliekrisen, og det blev aldrig til andet end den ene prototype inde i stuen, som vi børn lydigt satte os i, når vores far var ked af et eller andet.

Men maskinerne nede hos Arndal siger mig slet ingenting. Jo, jeg er lidt bange for et par af dem, især én, der ligner noget, der er bygget af en stilladsarbejder med motoriske handicaps og stærkt nedsat syn. Jeg tror, den er til at hæve sig op i, hvis man ikke kan hæve sig op i en almindelig stang. Eller måske bruger hun den til at straffe bootcamp-elever, der ikke har tabt sig nok. Og så er der de fem løbebånd, som bare står som en bande dernede i bunden af lokalet og bare glor dovent på mig, når jeg træder frem på gulvet. Og jeg ved, de pønser på at få mig til at snuble ved at sætte farten ned lige pludselig, og når jeg så træder op på for eksempel løbebånd nummer 2, så kan jeg tydeligt høre løbebånd nummer 3 fnise en lillebitte foragtelig lyd. Og jeg ved, hvad de tænker, og jeg ved jo også godt, at det er noget, jeg bilder mig ind, for det er jo bare dumme maskiner, men jeg er bare ikke venner med dem og bliver det heller aldrig.

Og det kom jeg muligvis ligefrem til at nævne overfor Lotte en dag, og som hævn satte hun sig ned og lavede et personligt og helt specielt træningsprogram til mig.

“Her”, sagde hun, “det er til dig. Og det er helt uden maskiner!”

Og jeg burde jo have lugtet lunten, men jeg blev bare helt varm indeni og kiggede betaget på beskrivelsen af de forskellige øvelser, som jeg på ingen måde forstod et kvæk af. Og så tog kropseksperten Mai Kristine over. Hun skimmede træningsprogrammet og hævede øjenbrynene og sagde, at det nok skulle blive sjovt. Sådan siger Mai Kristine altid, når noget er vanvittig hårdt. Fordi hun faktisk vitterlig synes, at hårdt er sjovt, og det er meget svært ikke at blive en lille smule smittet af hendes entusiasme, og det var dét, der egentlig skræmte mig mest. For Mai Kristine var virkelig entusiastisk.

Hun er nemlig heller ikke tosset med maskiner. Hun respekterer dem dog og anerkender, at de er brugbare og ligefrem smarte i mange situationer, men jeg er ret sikker på, at hun ikke elsker dem. Så Mai Kristine så mildt på mig og sagde, at det her blev virkelig sjovt, og så begyndte min time i helvede.

Og jeg ved slet ikke, hvordan jeg kom igennem den første time. Først skulle jeg bare stå midt på gulvet og så gå ned i knæ og så springe lige op i luften, indtil jeg ikke kunne komme længere, hvorefter jeg faldt ned igen og startede forfra.

“Forestil dig, at du står i en vandpyt”, sagde hun, da jeg havde gjort det nogen gange, “og så må du ikke plaske i vandet, når du lander”. Og jeg plaskede straks alt vandet, der ikke var der, ud til alle sider. For det er sindssygt svært at styre sin krop uden maskinernes hjælp og støtte, for så har man ikke andet end sin krop, og den er jo vant til støtte og hjælp. Men det hjalp. Og det blev langsomt bedre. Uendelig langsomt, men plaskene blev mindre efterhånden, ikke den første dag, uha nej, men efterhånden. Og bagefter blev det værre: Så skulle jeg gå ned i knæ. På det ENE ben, mens det andet strittede ud i luften. Det kunne jeg ikke, så jeg væltede i stedet, og det skulle jeg gøre 10 gange, hvorefter jeg selvfølgelig skulle skifte ben, hvilket var endnu mere umuligt, og til sidst fik jeg lov til at holde én hånd på en af maskinerne, bare til at støtte, og det hjalp en lillebitte smule, men så bagefter skulle jeg gå i armbøjningspositur og så spjætte skiftevis det ene og så det andet ben op under kroppen, så de ramte armene. Og jeg medgiver, at det lyder umuligt, for det var det, men igen:

Lige så stille blev det bedre. Og der var mange flere øvelser. Ni forskellige i alt. Og den værste var én, hvor jeg skulle ligge på ryggen med arme og ben lige op i luften, og så skulle jeg vippe armene op over hovedet og først det ene ben og derefter det andet ben strakte ned mod gulvet UDEN at ryggen forlod gulvet, og UDEN at maven bulede ud. Det var umuligt. I starten. Og på et tidspunkt sagde Lotte, at jeg bare skulle hæve hovedet også, for så blev ryggen nede og maven forblev flad, og det virkede! Hun ved sateme meget om min krop, og langsomt lærte jeg at gøre, som jeg skulle. Eller rettere: Min krop lærte.

Og nu har jeg gjort det i en måned, og det kan godt være, jeg ikke er Arnold Schwarzenegger, og jeg bliver det heller aldrig. Det kan også godt være, at jeg ikke er ligeså tynd og myndeagtig som for fem år siden, da jeg sidst var hos Arndal og hendes kropseksperter. Men jeg kender min krop bedre end nogensinde før, tror jeg. Jeg har i hvert fald mere kontrol over den, og dét er en fabelagtig følelse.

Så nu vil jeg gå ud og gå. Jeg går stadig hele tiden, og jeg har snart stof nok til en fotobog om alle de tandstikkere, folk smider på gaderne, og i næste uge er der sluttest, og jeg ved, Lotte vil sige til mig, at jeg godt kunne være endnu tyndere og endnu stærkere, men jeg håber, hun også vil sige, at jeg sørme er kommet mere i kontrol, for det er dét, jeg drømmer om.

Og så vil jeg bede hende om tre måneder mere, så jeg kan bevise, at jeg kan nå det her helt uden maskiner og med en masse vandringer. For så er jeg kropslykkelig og kan fortsætte for evigt nærmest. Indtil de biler flyver, og vi er landet på Mars.

Venlig hilsen Anders Lund Madsen

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *