Naturlige sødemidler?
Der findes efterhånden et hav af forskellige alternativer til sukker, og det er ikke så mærkeligt, for sukker er jo bare ikke særligt sundt.
På den anden side synes jeg det er dumt, at bruge penge på ”naturlige, kaloriefrie alternativer til sukker” og spare de få kalorier i stedet for at spise sukkerprodukter i moderate mængder, nyde dem og ellers leve sundt og dyrke masser af motion.
Man kender ikke langtidsvirkningen af mange af de ”naturlige” sødemidler endnu. Mange af dem er såkaldte sukkeralkoholer. Og man ved, at sukkeralkoholer kan have en skadelig effekt på mave-tarm-kanalen. Måske er der en masse andre bivirkninger, som man ikke kender endnu, og måske er produkterne helt harmløse.
Min mening er, at man først og fremmest skal vælge naturligt, og når det kommer til sukker betyder det bare, at man skal øve sig i at moderere indtaget og nyde – i stedet for at bruge kaloriefrie substitutter, som man ikke rigtig ved, hvad er.
Helt almindeligt hvidt sukker er i mine øjne lige så naturligt, som ”Birkesød”, ”Stevia”, ”Sukrin” eller hvad de nu alle sammen hedder. Jeg fortrækker nu selv at anvende rørsukker, da det ikke skal igennem processen med svovldioxid, som sikrer den hvide farve. Jo mindre kemi, jo bedre:)