Kostvaner, identitet og kultur

Af Lotte Arndal d. 27. oktober 2021

Ja, du læste rigtigt. Der er meget om kosten, som handler om identitet. Og det handler også om at være en del af en kultur. Tænk blot på, hvor mange forskellige madkulturer du er en del af. Sebastian min søn på 4 år er en del af 3 madkulturer og vil nu gerne være med i den 4. Han går i en vegetar børnehave. Det er én kultur. Så spiser vi på en anden måde herhjemme. Det er en anden kultur. Når han er hos bedsteforældre, er det en tredje kultur. Og nu vil han så rigtig gerne være en del af skaterkulturen. Det er noget så sødt, men også meget relevant at tænke på i forhold til os voksne. Og særligt for dem som prøver at ændre deres kostvaner til nye og/eller sundere vaner.

Sebastian er helt vild med at stå på skateboard og løbehjul. Vi har nu købt et årskort til ham, så han kan stå indenfor i den kolde mørke tid. Og i går sagde han om vi ikke kunne købe en cola og tage med. Hvorfor spørger jeg.  Hvortil han siger at de store drenge har cola med og han vil gerne være lige som dem. 

Når der skal ændres kost og motionsvaner, er det relevant både at se på mad-identitet og hvilke madkulturer man indgår i for at kortlægge de vaner man har. Kunne komme med et hav af eksempler på madkulturer i firmaer og i forskellige hjem, for hvad man spiser og hvad man ikke spiser. At arbejde med disse begreber hjælper til at opnå en varig ændring i kostvanerne. Ellers er der tale om en slankekur, dvs. en restriktion, der udelukkende bygger på selvkontrol. Noget man kun kan opretholde i en vis periode. En slankekur er ikke at ændre identitet, men at indsætte en parentes i ens livsforløb, hvor man spiser sundere, indtil målet, som for de fleste er den reducerede vægt, er opnået. 

Hvis man ikke ændrer sin identitet, vil man opleve tilbagefald som kan skyldes, at man ikke fundamen- talt ændrer sin indstilling til mad og dermed en del af sin identitet – og følgelig aldrig kommer frem til at inkorporere sunde madvaner i sin livsstil. 

Måske tænkte du før da jeg skrev identitet, at det var lidt for meget. Men har du tænkt over, hvor meget vores identitet er defineret gennem vores valg af mad? Identitet kommer i dag ligeså meget fra valg af livsstil, som det kommer fra de klassiske sociologiske begreber, køn, klasse etc. Vi spiser ikke blot, hvad der er tradition for i vores samfundslag, vi vælger det selv. 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *