Ibi Støving – At give den en skalle

Af d. 16. december 2011

At give den en skalle – én over nakken her på falderebet af min bootcamp er mig en udsøgt fornøjelse. Jeg er nået dertil hvor jeg savner at træne, bliver irriteret hvis jeg ikke når ned og sveder og har totalt optur hver gang jeg kan komme lidt længere ned med vægtstangen på skuldrene, løbe lidt hurtigere eller presse mig selv lidt mere så mavemusklerne blive stivet af og hjertet banker. Mit hjerte banker nemlig både af  hård træning, men også af lyst.

Jeg tror motivation og troen på et sundt liv skal komme indefra. Der er ingen der kan fortælle mig en skid (ikke engang Lotte) hvis jeg ikke har lyst til at træne – hvis jeg ikke har fokus på at forbedre mig. Det er når bootcamp, støtte, viljestyrke, motivation og vision går op i en højere enhed og skaber den enorme lyst til at ville. Og den bruger jeg hver gang jeg skal trække mig selv ud af sengen, op ad trappen, frem mod blæst og regn, gennem mangel på søvn og tid og titusind undskyldninger for at spænde de løbesko på og stramme sports-bh´en.

Jeg har sgu da også dumme og hårde dage. Nogle uger er simpelthen til at lukke op og ……. i – men jeg VED bare at jeg bliver i meget bedre humør, får en bedre fordøjelse, røde sunde kinder og en krop der vil fungerer når jeg rammer fitness centeret.

Jeg har også haft dage hvor jeg bare ikke kunne komme derned. Så var barnet sygt, så gik der ged i logistikken, så skulle jeg lige arbejde over, og og og. Men så gav jeg den gas næste gang jeg var der – og de dage hvor jeg ikke kom derned – er der jo ingen grund til at proppe sig med usunde ting for at straffe sig selv yderligere. SÅ kan man netop vende det hele ved at lave noget ekstra lækkert sund mad – eller købe det – hvis tiden er knap.

Alt kan lade sig gøre. Jeg har også en bold derhjemme som jeg kan klare mange øvelser på hvis tiden ikke findes – og hvis det ikke skal være lyv – så har jeg også et løbebånd. Det købte jeg i sin tid fordi jeg som enlig mor ikke rigtigt kunne se hvordan jeg skulle få dyrket så meget motion når skinken lå og sov  – så kunne jeg løbe i stuen og stadig høre om sønnike vågnede. Man kan gøre meget  – og man kan gøre lidt – bare man gør noget.

 

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.