Camilla Østergaard: Sådan spiste jeg før Arndal Body Boot Camp
Jeg elsker mad – god mad og søde sager. Jeg kan bruge timevis på at kigge i kogebøger og drømme, savle over lækre opskrifter – Vitello Tunnato, fiskepie og drømmekage… uhm... Men det bliver, jeg ikke mæt af.
Inden jeg startede på Boot Camp, tænkte jeg min kost som varieret: Jeg spiste grønt og groft og lidt sødt.
Som en del af forløbet skulle jeg inden beskrive min egen kost gennem flere dage, skrive alt indtaget føde minutiøst ned (Det giver et godt overblik). Og det var mærkværdigvis et noget andet billede end grønt, groft og lidt sødt, der dukkede op. Jeg spiste ganske rigtigt grønt og groft til aftensmad og af og til også til frokost, men mine spisevaner var præget af masser af mellemmåltider, så mange at de af og til lappede over hinanden og blev til et stor kæmpe måltid, som varede hele dagen – her var indholdet på ingen måde grønt og groft, men derimod masser af hvedeboller – økologiske og hjemmebagte – med Nutella. Derudover vandrede jeg hver aften ned til KIHOSKH for at købe slik, chokolade og sodavand til aftenhygge.
Mængderne af den mad jeg indtog var stor. Jeg havde ikke nogen stopknap, spiste ikke blot til jeg ikke længere var sulten eller bare var mæt – jeg spiste til jeg var smådårlig, og jeg spiste op! Måske som et barndomslevn, for i min familie spiste vi op.
I ugen op til Boot Campen fik jeg et glas Nutella af en veninde, et af de store med 750 g. Og da min familie ikke kan lide Nutella, spiste jeg i løbet af ugen det hele selv – med ske! Der skulle jo ikke gå noget til spilde – Man smider ikke mad ud.
Ved eftertanke er det nok også et sådan fokus, jeg har haft med hensyn til mine egne børns madvaner… Noget jeg nu har taget til efterretning.