Flere argumenter for at sætte sig ned og spise!
Er den store foretaler for, at du sætter dig ned og spiser. Ej at du snacker dig igennem dagen, mens du laver andre ting. Når du spiser spiser du! Ej går, kører, arbejder etc. imens. Faldt over denne artikel på www.bilen.dk, som jeg gerne vil dele med dig:-)
Hvad de færreste formentlig tænker over, er, at det faktisk også er risikabelt at spise et æble eller en sandwich og drikke af det medbragte thermokaffekrus, men man kører. Men det er det, og ifølge en britisk undersøgelse, foretaget af forskere på Leeds University, stjæler det at spise bag rattet mere opmærksomhed end telefonsnak.
Og det er ikke risikoen for at få noget galt i halsen eller skolde sig på kaffen, vi taler om. Det er et spørgsmål om distraktion og dermed en længere reaktionstid.
Ved at bruge en simulator kan forskerne i Leeds konkludere, at førerens reaktionstid er 44 pct. højere, hvis han/hun spiser under kørslen, end hvis fokus udelukkende er på det at føre bil forsvarligt. Mens føreren tager en tår af den medbragte vandflaske, er reaktionstiden øget med 22 pct.
Tidligere undersøgelser foretaget af andre forskere har vist, at mobilsnak – endda håndfri mobilsnak – forlænger reaktionstiden med 26,5 pct. Hvis man skriver eller læser en sms, mens man kører, er reaktionstiden 37 pct. længere.
Interessant er det også, at alkohol i blodet ikke forlænger reaktionstiden så meget som fødeindtagelse, kaffeslabberas og mobiltelefoni – en alkoholpromille på 0,8 resulterer “kun” i en forlænget reaktionstid på 12,5 pct.
Den britiske undersøgelse kommer, mens adskillige EU-lande diskuterer, om al form for mobiltelefoni under kørslen skal forbydes.
Forskningsrapporten fra Leeds University hedder “Two hands are better than one” (to hænder er bedre end en) og er finansieret af forsikringsselskabet Esure.
Som Martin Fox fra forsikringsselskabet AA Insurance siger: “Uanset om det er en kop kaffe, en sandwich eller et stykke chokolade – alt, der betyder, at du fjerner øjnene fra vejen, er farligt. Vi ser mange alvorlige ulykker, der skyldes, at førerne er blevet distraheret og ikke har været i stand til at reagere i tide.”