Anders Lund Madsen

[vc_row][vc_column][vc_text_separator title=”Anders Lund Madsen”][vc_column_text]

Tabt 13,1 kg, kondital forbedret med 85,6 %, Reduceret taljemål med 15 cm, 10cm om brystet, 4,5 cm om armen og 4 cm om benet.

 

[/vc_column_text][vc_column_text]OM FORSKELLEN PÅ RUGBRØD OG BOBLER

Jeg rører mig ikke. Det lader jeg andre om. At røre sig, altså. Ja, også at røre mig. Det ville da være rart. Bare ind imellem. I hvert fald hvis de rører mig blidt og venligtsindet. Jeg vil bestemt helst ikke have nogen på lampen. Jeg vil helst bare have lov til at leve et roligt liv uden alt for meget ballade. Det er også derfor, jeg ikke rører mig. Jeg sidder mest bare ned. nogle gange dukker jeg mig ligefrem for en sikkerheds skyld, og efter 48 år er jeg blevet nærmest lidt rund i det.

Ikke direkte fed. Bare rundet som en halvt oppustet gummibåd eller en sækkestol med hul i. Og det er ikke ligefrem noget, der har holdt mig søvnløs, for jeg sover sindssvagt godt. Faktisk er søvn så absolt én af mine spidskompetencer. Hvis søvn var på det olympiske program, ville jeg være Paul Elvstrøm. Men jeg kom til at se en sammenklippet kavalkade af alle de episoder af det Nye Talkshow, som vi har sendt på DR1 i løbet af to et halvt år, og der kunne jeg lige pludselig se rundingen af mig selv. Det var ligesom én af de her flip-blokke, hvor man har tegnet en mand, der løber på alle siderne, og når man så flipper dem hurtigt, så løber han virkelig. Bare med fedt. Jeg var fedtmanden, og det rystede mig en lille smule.

For jeg er ikke forfængelig som sådan. Det er jeg ikke i en position til at være, hvis De forstår. Men jeg har altid haft en ret fast formodning om, at min krop var i orden. Sådan generelt. Lidt ligesom en Folkevognsboble – pæn uden at være prangende. Og trofast og holdbar. Pludselig kunne jeg se, at jeg ikke længere var en Folkevognsboble – jeg var et Folkevognsrugbrød. Og det fylder mig sjovt nok ikke med glæde. Jeg havde egentlig troet, at jeg ville være ligeglad. Jeg har aldrig brudt mig om spejle, og jeg har ikke vejet mig selv, siden jeg boede hjemme, og min mor havde en badevægt. Så jeg forventede strengt taget, at fedmen ville være som en ny ven.

Men jeg kan mærke, at den ikke er rar. Jeg kan simpelt hen ikke lide Folkevognsrugbrødet, og jeg vil gerne af med det. jeg vil være en Folkevognsboble igen. Ikke en Lamborghini eller en Jaguar. Ikke engang en Volvo. Bare en pæn, trofast og holdbar Folkevognsboble.

Problemet er: Hvordan bliver jeg det?

“OM GLÆDEN VED AT GIVE OP”

Jeg var bange for Iben Hjejles sixpack. Det er jeg for så vidt stadigvæk, men første gang, jeg så den, var jeg rædselsslagen, nærmest. Fordi den kaldte på mig. Iben Hjejles sixpack hviskede: »Se mig. Jeg er bare hud og muskler og en ganske lillebitte smule klædeligt fedt. Er jeg ikke pæn?« Og jeg sank mit spyt og hikstede: »Jo. Du er en meget pæn sixpack.. Jeg kan lide dig.« Og det var endda kun til billedet i bladet! For jeg kender jo ikke hverken Iben Hjejle eller hendes sixpack. Jeg så bare billedet af dem i et ugeblad, og det var lige efter, jeg havde opdaget, at jeg selv faktisk var begyndt at ligne et Folkevognsrugbræd i stedet for en Folkevognsboble, som jeg ellers havde lignet siden konformationen tilbage i 1976, så jeg var sgu lidt sårbar i forvejen.

Og jeg så ned ad mig selv og tænkte: Hvorfor har Iben Hjejle en sixpack, når jeg har et par bildæk? Men der kom ikke noget svar fra bildækkene, og så skulle jeg på ferie, og dér var maden om muligt endnu bedre og mere rigelig end den, jeg selv plejer at lave, så da jeg kom hjem igen, var bildækkene begyndt at antage karakter af en egentlig vom ligesom dem, man ser i tegneserier. Og jeg overvejede at lade det fare, for jeg har aldrig i hele mit 48 år lange liv trænet en eneste meter eller løftet andet end det, der var allernødvendigst for at overleve. Og jeg har heller ikke hjulpet folk med at flytte. Eller båret skrald ud, hvis jeg kunne få min kæreste til at gøre det. Og det kan jeg, for hun er både uendelig sød og foruroligende stærk, mens jeg er bedårende svag og fortryllende dygtig til at ligge på sofaer.

Til gengæld er jeg god til at æde. Og jeg mener æde. Ikke bare spise – det var i gamle dage. Jeg æder virkelig indtil jeg er mæt, og når jeg er mæt, så fortsætter jeg med at spise. Fordi det smager så vanvittig godt. Og jeg drikker også vin. Uh, jeg drikker vin, og jeg bliver ind imellem beruset af det, og så falder jeg i søvn, og når jeg vågner, så æder jeg lidt mere, fordi det stadig står der på hylden i køleskabet og smager så forbasket godt. Problemet er, at jeg er alt for god til at lave mad. Og at der findes alt for mange fødevarer derude, der smager alt for godt. Og fløde! Og ost! Jeg er besat af ost! Og det hober sig op, og indtil jeg så mig selv i en sammenklippet kavalkade fra fjernsynet, hvor man virkelig kunne se, hvad to et halvt års æderi gør ved en ganske lille krop, så var jeg fløjtende ligeglad.

Efter jeg havde set det, kunne jeg ikke use det igen. Og jeg var ikke glad. Men da jeg så Iben Hjejles sixpack, blev jeg vred. Ikke på den og da slet ikke på Iben Hjejle! Men på maden og sofaen og vinen. Og muligvis også en smule på mig selv. For jeg er 48 år, og jeg er far til fire børn, hvor den mindste endda er helt lillebitte, og hvis de skal have en chance for at have en far, indtil de får et kørekort, så skal jeg op af den sofa og væk fra det der mad og vin. På en eller anden måde.

Men hvorledes? For jeg kan ikke lide træning. Og jeg kender ingen, der gør det. og jeg stoler ikke på de der løbere rundt om Søerne. Og fitness-centre gør mig direkte sarkastisk. Og jeg klarer det aldrig alene, for jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Så jeg skal have hjælp. Jeg skal have hjælp fra én, der kan hjælpe selv den dummeste og mest vrangvillige af samtlige træningsramte i verdenshistorien. Jeg skal have hjælp af et geni, der kan skabe mesterværker. Noget i retning af én, der for eksempel kan sætte en sixpack på Iben Hjejle.

Og dér slog det mig som med en hammer. For det stod jo i bladet, hvem dette geni var. Og hun var tilmed ret let at finde på nettet. Og hun havde ligefrem en email, man kunne skrive til.

Jeg satte mig foran skærmen, åbnede mit mailprogram – og ændrede historiens gang med lillebitte og ganske sød forespørgsel.

“OM AT GÅ NED MED MUS OG MÆND”

Kære Lotte Arndal,

Er du interesseret i en virkelig monstrøs udfordring? Noget hvor du bagefter – hvis det går godt – kan læne dig tilbage og smile i sikker overbevisning om, at du har skabt et mesterværk?

For så er jeg lige ved at være klar til at blive en flot fyr.

Anders Lund Madsen

Ordene var muntre, og tonen var nærmest pjattet, men i virkeligheden var det slet ikke en mail med en ganske sød forespørgsel om lidt hyggetræning. Det var et skrig om hjælp. For jeg var Titanic, manden der ikke kunne synke, men isbjerget havde allerede flænset min bug op i styrbords side, og jeg tog vand ind i enorme mængder, mens mine passagerer blot festede videre på soldækket. Eller rettere bildækket. Med orkestret og buffet’en placeret oppe på de dekorative rødvinspatter. Og denne mail var mit absolut sidste håb om nogensinde at blive reddet. Jeg var Titanic, og den ækle, blegfede virkelighed var, at jeg havde sunket alt for meget alt for længe, samtidig med at jeg tilsyneladende havde glemt alt om at vedligeholde maskinrum og propel. Jeg var Titanic, og jeg hang med måsen i vandskorpen, mens telegrafen bippede mine fedtvårne nødråb ud i natten.

Og halleluja! Bare fire timer og 12 minutter senere blev bippene besvaret:

Kære Anders,

Tak for din mail.

Vil meget gerne gøre dig til en flot fyr:))

Du skal bare gøre alt hvad jeg siger!!!

Vi vender tilbage i morgen. Hold opstart er i næste uge.

Kh Lotte

Sendt fra min iPhone

Jeg sad i mørket og læste de fem små sætninger igen og igen. Og jeg tror, jeg græd en lillebitte smule, mens lettelsen over ikke at være alene skyllede ind over mig. Lotte Arndal var jo ikke passagerskibet Carpathia næsten 100 sømil væk og ude af stand til at nå frem, før det var for sent. Lotte var en toptrimmet redningshelikopter med alle lys tændt – og hun hang lige over skibet med ja-hatten på og ærmerne smøget helt op til albuerne allerede. Det kunne ikke være bedre. Jeg burde være lykkelig, for redningen var umiddelbar.

Så hvorfor tøvede jeg?

OM LOTTE ARNDAL

Jeg var bange for Lotte Arndal. Muligvis nok på grund af den drøm jeg havde om hende, natten inden Det Store Informationsmøde: I drømmen var jeg ude på havet i høj sø, og det var nat, og det regnede – men vandet var sært gelé-agtigt, og hver gang, jeg svømmede, så blev jeg ligesom hængende i stedet for at komme nogen vegne. Og så kom Lotte. Nedefra dybet som en sort-grøn torpedo der bare voksede og voksede, og jeg kunne mærke havet skælve, mens hun pressede vandmasserne til siden på sin vej opad mod overfladen. Og til sidst fyldte hun hele synsfeltet, og jeg vidste, at nu ramte Lotte Arndal mig lige bagi.

Og lige dér vågnede jeg. Og havet var min seng igen, og Lotte Arndal lurede ikke længere dernede under lagnerne, og solen faldt kækt ind gennem de østvendte vinduer drysset til med solsortefløjt. Morgenen var gryet. Boot Camp Dagen var landet på lysets kyst.

Jeg havde meldt mig til Arndals Boot Camp på grund af Iben Hjejles sixpack og på grund af min seneste søn, hvis fødsel mindede mig om, at jeg pinedød simpelt hen er nødt til at overleve i mindst 20-30 år endnu for ikke at tabe fudkommen ansigt overfor de andre forældre henne til forældremøderne i hans kommende folkeskoleklasse. Og hvis jeg skal leve så længe, så er jeg nødt til at stramme en smule op rent fysisk, for årene mellem 35 og 45 havde været yderst gavmilde ved min krop, der var flommet op ligesom en grydefuld varm mælk: Først stille og roligt – og så lige pludselig omkring de 46 eksploderede den.

Men da jeg stod foran hotel Sankt Petri om aftenen på Boot Camp Dagen, kunne jeg mærke skrækken for Lotte Arndal snige sig ind på mig igen. På hjemmesiden var der et fotografi af Lotte Arndal, hvor hun så mægtig rar og lyshåret ud, men jeg havde jo set, hvad hun havde gjort med Iben Hjejle og alle de andre velnærede stakler, og nu sad hun derinde på hotellet med alle de andre Boot Campere til Det Store Informationsmøde, og hvis jeg gik derind og gav hende hånden, så ville hun stensikkert aldrig slippe mig igen, men tage mig og fange mig og spærre mig inde i sin kælder og spise mig langsomt i små bidder, således at hendes ultraslanke og ultramuskuløse krop ikke led overlast derved. Jeg ville blive Lotte Arndals slankesnack, hvis ikke jeg løb nu.

Og jeg gjorde det næsten. Jeg kunne ligefrem dufte pølsevognens lokkende bacon-noter ovre fra Rundetårn, men så tonede Iben Hjejle frem på himlen over Krystalgade, og på hendes slanke mave tronede en sixpack så strunk og spids, at man ville kunne skære pølse med den. Eller også var det bare Månen, der brød frem bag en sky – men jeg adlød og gik gennem svingdøren og ind til resten af mit liv.

De andre sad allerede i foyeren, men jeg lod som ingenting. Hele scenariet mindede mig om engang i slutningen af 70’erne, hvor jeg skulle købe mit første pornoblad – det var Ugens Rapport – og dengang lod jeg også som ingenting. Jeg skulle i hvert fald ikke købe noget pornoblad, og når jeg befandt mig i en forretning udelukkende beskæftiget med forhandling af brugte Rapport-blade, så var det ganske tilfældigt. Jeg var måske gået forkert. Eller også skulle jeg bare spørge om klokken. Og sådan var det også på Sankt Petri den aften. Indtil Lotte Arndal fik øje på mig.

»Godt du kom, Anders«, sagde hun og rakte hånden ud. Og jeg ville til at sige, at jeg ikke var Anders, og at jeg bare var gået forkert, og hvad var klokken, men der kom ikke andet ud af min mund end en lillebitte tyk lyd, lidt ligesom når man træder på en støvbold. Og så tog Lotte Arndal min hånd og rystede den, mens hun smilede og bød mig et glas vand, og lige præcis dér forsvandt al min frygt, angst & bæven. For det var et godt håndtryk. Fast og køligt uden at være hårdt og koldt. Og Lotte så mig direkte i øjnene at sagde, at jeg skulle sætte mig ned.

Så det gjorde jeg. For man gør, hvad Lotte Arndal siger. Det er lidt det samme som at være anholdt af Madonna – bare på den fede måde uden håndjern og knippel og bebrejdende bemærkninger. Og de følgende to timer henstår i en tåge, hvis jeg skal være ærlig. Jeg er sikker på, at Lotte Arndal sagde en masse gode ting om de kommende 12 uger, og jeg husker vagt, at de andre Boot Campere stillede en masse spørgsmål om kaffe og rødvin og hvidt brød – men jeg har ingen erindring om, hvad det egentlig handlede om.

Jeg så bare på Lotte Arndal. Og jeg vidste, at jeg omsider havde fundet et værksted til min svulmende krop. Og for første gang siden en lørdag eftermiddag i Kildeskovshallens store svømmebassin engang i sommeren 1974 glædede jeg mig oprigtig til at martre min krop.

OM SVED MASKINERNE

Jeg betragtede maskinen på samme måde, som en ortodoks jøde ser på en flæskestegs-sandwich. For det var en ond maskine. Dét vidste jeg. Det havde jeg fortalt mig selv tusinde gange, og aldrig havde jeg været uenig med mig selv desangående. Det var tillige en uforståelig maskine, som ikke umiddelbart gav nogen mening idet den ikke drev noget eller producerede noget eller i det hele taget nyttede noget, og det gjorde den nærmest endnu mere ond, så jeg sagde:

»Ej, helt ærligt« og kiggede fra maskinen og hen på Træneren, der stod ved siden af maskinen med den ene arm slået ud i en indbydende gestus.

»Jo-jo«, sagde Træneren, som var en kvinde, og tilmed en sygeplejerske af uddannelse, hvilket gjorde alting meget svært for mig på nærmest uendelig mange planer. For jeg elsker sygeplejersker. De er for det første uhyre kloge og lynhurtige til alting, fordi det er man nødt til at være for at klare sig i den branche. Læger kan sagtens overleve uden at være superskarpe oveni, men sygeplejersker går under med det samme, hvis formen svigter enten fysisk eller psykisk. For det andet er jeg lidt bange for sygeplejersker, fordi jeg engang som seksåreig var indlagt alt for længe på en børneafdeling, hvor det vrimlede med sygeplejersker, og for det tredie fordi der bare er et eller andet udefinerligt sexet ved en kvinde i uniform med sprøjter i brystlommen. Sterile sprøjer vel at mærke.

Så jeg ville rigtig gerne gøre Træneren glad. Men for at gøre hende glad skulle jeg røre ved maskinen, og ikke alene dét – jeg skulle bestige maskinen og få maskinen til at bevæge sig. Hvis vi bliver i den ortodokse jøde, så svarer det til at fortære ikke blot flæskestegs-sandwichen, men hele svinekammen medsamt den bradepande, den blev stegt i. Hele mit liv havde jeg hadet og hånet denne maskine, og nu stod denne Træner-sygeplejerske og bad mig om at blive dens ven. Dens bedste ven endda.

Det var djævelsk snedigt regnet ud af Lotte Arndal.

For Træneren var jo ikke Boot Camp’ens eneste træner. Men Lotte Arndal vidste, at jeg ikke ville være i stand til at nægte netop denne Træner noget, og lige præcis derfor havde jeg selvfølgelig fået hende.

»Kom nu«, sagde Træneren og smilede mildt, mens hun pillede ved et eller andet nede i lommen med den hånd, der ikke var slået ud i en gestus, »det er bare en kråstræjnar«.

Og jeg anede jo ikke, hvad en kråstræjnar var. Men jeg frygtede den, for den strittede og lokkede på samme tid, og den lugtede en lille smule af gummi og aluminium, og det var foruroligende tæt på, at jeg vendte mig om og vandrede ud af træningslokalet og væk fra Lotte Arndal og hendes Boot Camp med alle mine overflødige overflodskilo hængende draperet rundt om på min svulmende krop – men så borede Træneren mig igennem med sit allerfasteste sygeplejerskesblik og sagde ét ord:

»Anders!« sagde hun.

Og så steg jeg op på maskinen. Og jeg hev, hvor jeg fik besked på at hive, mens jeg trådte, hvor jeg fik ordre på at træde. Og efter ganske kort tid begyndte jeg at svede som en gris, lige før den bliver til sandwich.

»Godt«, sagde Træneren, »så er vi igang«.

Og det var vi. Resten af den time henstår i en tåge. Men der var andre maskiner inde i billedet. Der var ting, der skulle løftes og ting, der skulle hives i og ting, der skulle skubbes til. Og jeg skulle løbe på et løbebånd, jeg ellers kun kendte fra film. Og bagefter startede det hele forfra en gang til, og jeg drak vand – ikke fordi jeg havde lyst, men fordi jeg var så tørstig, at jeg var nødt til at drikke vand. Det var en helt ny fornemmelse.

Efter timen var slut, var jeg aldeles færdig. Man kunne have skudt mig for panden med en riffel uden at jeg ville have bemærket det. Så træt var jeg. Og jeg følte mig ikke spor tyndere. Bare mere våd og mere træt og mere tørstig.

»Det skal nok gå«, sagde Træneren og tilføjede, »vi går først rigtig i gang efter testen«.

»Testen?«, gentog jeg nervøst.

»Ja, Lottes test. Vi skal jo se, hvor meget du kan, så vi kan se, om du bliver bedre!«

»Åh-nej«, hviskede jeg.

For jeg vidste jo, hvor meget jeg kunne.

Jeg kunne ingenting.

Og testen var allerede ugen efter![/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]