Cirkeline Buron

Efter 12 uger må jeg konstatere, at Arndal Body Boot Camp har givet mig den livsstilsændring, jeg havde brug for. Jeg har tabt 6,8 kg, reduceret fedtprocenten med 29,7 procent, taljemålet med 10 cm og mit kondital med ikke mindre end 47,4 procent.

Første gang jeg mødtes med Lotte og skulle vejes, udbrød hun spontant: ”Hold da op, der er meget fedt på den lille krop”. Og det var der, for jeg elsker mad, søde sager og sodavand, men med en kampvægt på næsten 57 kg, havde det søde liv taget overhånd. For 57 kilo er virkelig meget, når man kun er 156 cm høj.

At jeg ikke selv formåede at holde vægten, er mig lidt af en gåde. For jeg vidste jo udmærket godt, at motion og sund kost var vejen til at nå min idealvægt. Men hver gang jeg med jævne mellemrum besluttede mig for, at NU skulle jeg være sund og tabe mig, gik det galt. For så motionerede jeg som en vanvittigt og spiste som en fugl, men så snart jeg havde tabt 3-4 kilo blev det for surt og efter en måned var jeg tilbage i de gode gamle vaner med for lidt motion og for meget slik, cola og chips.

Jeg havde brug for en livsstilsændring, og jeg havde brug for en, der fortalte mig, hvad jeg skulle gøre. For det gik jo galt, når jeg skulle være min egen træner, diætist og mentor. Jeg meldte mig til boot camp, fordi jeg for en gang skyld kun ønskede at levere indsatsen.

Og efter 12 uger må jeg konstatere, at boot campen har givet mig den livsstilsændring, jeg havde brug for. For mig har det først og fremmest handlet om kosten. Jeg er begyndt at spise morgenmad - og elsker det. Nu spiser jeg kun tre gange om dagen – hvor jeg før snackede løs. Jeg spiser også kun en portion – hvor jeg før spiste både to og tre. Jeg har udskiftet cola med vand og så har jeg fået et afbalanceret forhold til søde sager. For søde sager er ok, det er bare et spørgsmål om mængder og hyppighed. Disse små, men effektive ændringer har skabt mine resultater.

At ændre livsstil har hverken været hårdt eller surt slid. Det har tværtimod været den bedste investering, jeg nogensinde har gjort i mig selv. Jeg har aldrig været mere tilfreds med min krop – heller ikke dengang jeg vejede mindre end de 50 kg, jeg vejer i dag. Jeg er blevet sundere og stærkere. Jeg har mere energi og overskud. Og Lotte og hendes kompetente hold har været der for mig hele vejen med råd, vejledning og støtte. Nu står jeg så på egne ben, men de gamle vaner har jeg for altid smidt på porten - sammen med de overflødige kilo.