Casper Christensen

[vc_row][vc_column][vc_text_separator title=”Casper Christensen”][vc_column_text]

Du ser sgu godt ud…”, siger en fremmed dame på 50 år. Selvfølgelig var jeg smigret og glad, men var det det hele værd? Nej, selvfølgelig ikke. Jeg er gået tre buksestørrelser ned, min livvidde er syv cm mindre og min brystkasse er vokset. Det hele værd?

 

 

KAPITEL 1: ”EN NY BEGYNDELSE”

Da jeg så opslaget om Lottes 12-ugers Body Boot Camp, blev jeg øjeblikkeligt tændt. Ikke noget med fimset pilates på en yoga-måtte, næ, endelig et træningsprogram, jeg kunne forstå. Hård fysisk træning plus faste og streng madplan. Jeg har aldrig været i militæret, måske det her var min chance for at markere mig som elitesoldat (i en spa under D’Angleterre!).

Før jeg roser Arndal Body Boot Camp, må jeg lige gøre reklame for privat-skadestuen NU på Frederiksberg. Et par dage efter min første træningstime med Lotte kunne NU konstatere, at den stivhed og smerte i min nakke, som i to dage havde ødelagt mit liv, blot var overanstrengelse. Jo, Lotte er verdensmester i at motivere en til at give alt, hvad man har – og lidt til – for at opnå resultater. I mit tilfælde var resultatet fem dage på morfin. Boot Camp i Arndal Spa eller Lottes egen Abu Gharib?

Men er det så boot campens skyld? Bestemt ikke. Det er min krops. Mage til svagt hylster har jeg aldrig levet i før. Men det bliver der gjort noget ved nu. Mit mål er dog ikke længere, at blive en del af Navy Seals eller de grønne baretter, men at tabe et par kilo og kunne gå op ad trappen til 5. sal. Og de mål når jeg!

KAPITEL 2: ”PRE-BOOT”

Boot campen startede med et 6000-siders langt spørgeskema. Her fik jeg mulighed for at svare på spørgsmål om min krop, som jeg aldrig havde fået stillet før: Hvilken farve var min afføring – brun eller lerfarvet? Om jeg var i stand til at “dryppe ordentligt af” efter urinering? Spørgsmål, som jeg troede kun Se & Hør kunne være interesseret i at kende svaret på. Navnlig spørgsmålet om jeg havde oplevet ”tørhed i skeden” slog mig ud. Jeg svarede: ”Ja, men det var vist ikke kun min skyld”.

Og hvad skal al den nye information gavne i boot camp? Det fandt jeg ud af, da jeg fik den madplan, der skulle gøre mig til et sundt og lækkert menneske…. Av! 12 uger på elgkød og andeæg, den bliver svær at holde 100%.

KAPITEL 3: ”CANNES TUR/RETUR”

Det går fremad. Jeg føler mig godt tilpas, og det er slet ikke hårdt. Måske er det fordi, at jeg er i Cannes med et stort glas kold Chablis på en solrig terrasse. Og dog, min samvittighed nager mig. Jeg er blevet fortalt, at hvert glas hvidvin, jeg drikker, svarer til at spise to kugler vaniljeis. Efter fire dage i Sydfrankrig har jeg indtaget, hvad svarer til hele Häagen Dazs’ salg i Europa.

I boot campen arbejder vi med en regel, der hedder 80/20. Det betyder, at vi skal holde vores nul alkohol, nul kaffe og nul sukker 80% af tiden. De sidste 20% må man slå sig løs. Jeg lever som var det omvendt. Jeg har erstattet kaffen med en Kronenbourg øl. I mit træningsprogram skal jeg træne fire gange om ugen. To gange styrke og to gange løb. Det er svært på en miniferie i Sydeuropa.

Men gudskelov er man i stand til at lyve overfor sig selv og tænke, at det at slå en liggestol ud, svarer lidt til en omgang styrketræning, og at den bevægelse, jeg lavede for at få tjenerens opmærksomhed, da jeg bestilte en foie gras, er en udstrækningsøvelse. Og med den kondi, jeg får ved lidt løb ud i vandet og ved at skænke champagne til alle fra en magnum flaske, så skulle det træningsprogram være klaret. Jeg glæder til at komme hjem og imponere alle med min selvdisciplin og forbedrede krop.

KAPITEL 4: ”NULSTILLING”

Fem dage uden mad. Ingen alkohol og ingen kaffe. En tur i thailandsk fængsel? Næ, detox hos Lotte. Og jeg ved, der er forskel, så jeg var på intet tidspunkt nervøs for at ”bøje mig ned efter sæben”.

Det mærkelige var, at det faktisk ikke var særlig slemt. Jeg nød faktisk at slippe for at spise. Ikke al det besvær med, hvad man skal finde på til aftensmad, opvasken, indkøb. Jeg drak bare juice og sagde tak for mad. Mit liv har muligvis aldrig været nemmere.

Og kroppen gjorde nye spændende ting, som morede mig. Jeg har fx aldrig før haft lilla afføring, men takket være Lotte og rødbedesaft er jeg nu den skægge oplevelse rigere. Jeg var på intet tidspunkt sulten. Man behøver åbenbart ikke æde hele tiden – hvilket er en god reminder, når man sidder ansigt til ansigt med en sportslagkage fra konditoriet La Glace. Er det af sult, at jeg nu spiser et kilo råcreme forsigtigt rørt med marengs? Hvor er ’sportslagkage’ i øvrigt misvisende. Sport og lagkage hænger bare ikke sammen – ligesom kondi-sovs eller idræts-chipsdip.

Jeg lærte, at al mad, jeg spiser, er en dårlig vane og mit liv er bedre, hurtigere, nemmere, hvis jeg kun drikker rødbedesaft. Længe leve min nye spiseforstyrrelse! Jeg fejrer det med stegt flæsk med persillesovs, øl og snaps…. ups!

KAPITEL 5: ”SAUNAGUS”

Jeg sidder og sveder sammen med ni piger i en sauna, mens en af dem skiftevis hælder vand på stenene og svinger et håndklæde over hovedet. Gudskelov er min kæreste med, ellers kunne den have været svær at forklare derhjemme. Saunagus er en tysk torturmetode, udviklet under 1. Verdenskrig i samarbejde med Cheyenne-indianere. Man samler 10 mennesker i en sauna, og så skruer man konstant op for varmen. Når det så bliver ulideligt, hælder man olier på de glohede saunasten. Ofte peberolie. Ja, det svier.

KAPITEL 6: ”FÆLLESTRÆNING”

Vi er 10, der træner sammen, og det giver en ekstra dimension. Man giver sig selv lidt mere. Kæmper lidt hårdere. Man vil ikke tabe ansigt og give op, så man presser sig selv til det sidste. Navnlig når én fra holdet, der er stewardesse skriger: Kom så igen og gi’ mig 20 armbøjninger. Efter den oplevelse tør jeg ikke flyve SAS igen.

Vi er kun to mænd på holdet, så når man skal teame op to og to, er vi altid sammen. Lad mig bare sige, at vi efterhånden har lært hinanden godt at kende. Som to amerikanske grønne baretter faret vild i junglen under Vietnamkrigen. Vi holder sammen. Vi er afhængige af hinanden. Men i stedet for at jage viet conger ved Hamburger Hill kaster vi en bold til hinanden eller løber trillebør.

At løbe trillebør er egentlig en børneleg, hvor man holder den andens ben, mens vedkommende går på sine hænder. Hvis nogen for et år siden havde forudsagt, at jeg 12 måneder senere skulle bruge hver onsdag aften på at lege trillebør med en 55-årig kunsthandler, havde jeg sagsøgt den spåkone. Jeg har tabt fem kilo og aldrig haft det bedre……

KAPITEL 7: ”HALLELUJAH”

Jeg har fået en meget uventet kompliment af en fremmed 50-årig kvinde: ”Du ser sgu godt ud”. Da hun siger det, er jeg kun iført shorts. Hvorfor jeg kun er iført shorts er en sag mellem mig, damen og Restaurant Umami i Store Kongensgade. Komplimenten er kulminationen af 12 ugers intens boot camp. 12 uger uden kaffe, alkohol og sukker. 12 ugers hård træning. Armbøjninger, dødløft, brystpres, timer på løbebånd, detox, faste. 12 uger med seks fiskeolietabletter om dagen.

”Du ser sgu godt ud…”. Selvfølgelig var jeg smigret og glad, men var det det hele værd? Nej, selvfølgelig ikke. Jeg er gået tre buksestørrelser ned, min livvidde er syv cm mindre og min brystkasse er vokset. Det hele værd? Måske. Jeg vågner frisk hver morgen, mit stress er væk, større overskud. Det hele værd? Ja, for fanden. Jeg har ikke haft det fysisk og psykisk bedre siden min studentertranslokation. Og hvordan fejrer man så, at de 12 uger er overståede? Med træning og mere salat.

Jeg har fået vendt op og ned på, hvad jeg spiser og drikker. Nye leveregler for, hvordan jeg vil leve i dagligdagen. Og det er ret fantastisk. Det er ikke længere et 12-ugersprojekt, der skal overstås. Det er en ny måde at ville leve på. Halleluja. Godt Lotte fik fat i mig før Scientology gjorde.