Jesper Winther

Her er den igen: Tabt 15 kg. Reduceret fedmassen med 32,8 procent og taljemålet med 16,5 cm. Konditallet forbedret med 68,8 procent.

Arndal Body Boot Camp sparkede mig i gang med min efterhånden livslange plan om et vægttab og en bedre livsstil

”Der er nok flere, der kender til det at se sig i spejlet om morgenen og bare tænke, at ens krop er mere og mere på vej til en status som flodhest. Sådan har jeg haft det i de seneste 10 år. Hver dag er tanken kommet frem, nu er det nu, jeg skal i bedre form! Men det bliver i sidste ende udskudt til dagen efter, og så går tiden jo bare så dejligt hurtigt!

Men så læste jeg en artikel om Lotte Arndal og tænkte, at det kunne være sparket til at komme i gang med min efterhånden livslange plan om et vægttab og en bedre livsstil.

Jeg bor i Skagen, og det er jo en lidt lang tur at tage” bare” for at træne hos Lotte i København. Men da jeg har en travl hverdag, så er det faktisk dejligt med et ”break” midt på ugen.

Jeg tror, at når man først har sat sig for, at nu skal det være, så er det sindssygt vigtigt, at man er 110% klar mentalt! Lysten og viljen skal findes, og det vigtigste er, at det er sjovt. Hvis ikke det er sjovt, mister man hurtigt lysten og viljen, og så falder det hele til jorden igen! En anden ting er, at ens familie og omgivelser skal være lige så opsat på det her som en selv. Det gør det hele meget nemmere, når man kan mærke deres opbakning og interesse.

Det, der er så herligt ved at træne hos Lotte er, at der bliver fulgt op på tingene. Man skal være yderst dygtig til ikke at fortælle sandheden om hvad man har indtaget i løbet af ugen, så man lader helt automatisk være med at indtage noget, som er på forbudt listen. Ens samvittighed er bare ikke til det. Samtidig er det også meget inspirerende og motiverende, at tale med andre, der er i samme situation som en selv. Der er altid lige nogle gode ”fif”.

Når først mentaliteten, omgivelserne og familien er på plads, er man 80% i gang, efter min mening. Dernæst kommer kosten. Jeg er selv uddannet kok og driver til dagligt en fiskerestaurant i Skagen. Jeg ved egentligt godt, hvad der er sundt at komme indenbords. Mit problem var mere mængden af maden og tidspunkterne, jeg indtog den på. Jeg spiste, når der var tid, og så spiste jeg vanvittigt hurtigt. Derfor opnåede jeg ikke at få den her mæthedsfornemmelse, og det resulterede i alt for store portioner.

Da jeg gik ind til det her, var jeg meget opsat på, at der skulle ske store forandringer med min krop, så allerede fra dag ét sagde jeg nej til alt, hvad der hed sukker, alkohol og store portioner. Alt, hvad Lotte sagde, var og er stadig lov. Jeg lyttede og fulgte hendes råd om kost og træning 100%. Lige fra masser af æg om morgenen, frisk fiskeolie og store saftige bøffer, kombineret med hård fysisk træning.

Med hensyn til kosten har jeg spist varieret. Jeg har en fornemmelse af, at når mange vælger at lægge deres kost om, bliver den nemt meget ensformig. Det ender meget med blandet salat og ekstremt meget kylling, for det ved vi alle er sundt. Men så er det, at det bliver kedeligt, og så mister man igen lysten og falder langsomt tilbage til det, man var vant til. Så for eksempel spiser jeg æg hver morgen, men det er næsten altid tilberedt på en ny måde, det er enten spejlet, kogt, pocheret eller scrambled, og tilbehøret er også varieret. Det kan være forskellige grøntsager, groft rugbrød, pølser, skinke, bacon osv. Sådan fungerer min frokost og aftensmad også, jeg bruger lige lidt ekstra tid på at variere min mad, og det gør det kun mere spændende.

Noget, jeg har lagt meget mærke til under mit forløb, er, hvad andre køber og spiser på gaden. Det er helt vildt, hvad vi danskere indtager på gaden. Men det er kun én af de mange ting, der sker med ens hjerne under sådan et forløb. Man bliver meget kræsen på usunde ting, ens trang til de forbudte ting forsvinder hurtigere, end jeg selv havde forventet, for eksempel har jeg mistet helt lysten til sodavand og øl, som det før var ganske naturligt for mig at indtage.

Den følelse, man har her efter et større vægttab, og de ændringer, man kan se hver morgen i spejlet, er ikke til at beskrive med ord. Men det er en meget tilfredsstillende følelse. Bare det at kunne hoppe i løbeskoene og uden problemer løbe en tur på 10-15 km og bare nyde omgivelserne uden at ens lunger er ved at poppe ud. Det er den mest fantastiske forandring.
Det eneste negative, hvis man overhovedet kan kalde det det, er, at man ikke kan få nok. Nu skal der sættes nye mål”.