Louise Simonsen

Jeg har tabt 17 kg, men bedst af alt har jeg fået det godt med min krop og kan træne og bevæge mig med lethed.

 

Lenra_Simonsen

 

Jeg har prøvet alt! Virkelig alt. Lige fra pulverkure til ’detox dit liv’ og Lene Hansson. Intet har virket i længere tid end max en uge. Nogle vil måske mene, at jeg bare ikke har det, der skal til. Det er også meget muligt, men her i kælderen hos Lotte og co. er det altså lykkes mig at tabe 17 kg.

Jeg tror faktisk, jeg har et bud på, hvorfor det virker.

Flere ting gør sig gældende. For det første er det stemningen her i kælderen. Her er stille og roligt, ingen musik, der tonser ud i rummet, søde mennesker, der kender dit navn - og altid roser og bakker op. For mig har det været meget vigtigt. Ellers ville jeg ikke være vendt tilbage de gange, jeg har skippet træning lidt for længe. Ok, så er det på plads, Lottes kælder emmer af positive vibes.

Så er der kostplanenen, som man får lagt, når man boot camper. Den består mest af kød og grønt og har gjort, at jeg er blevet mega mæt hver dag efter hvert måltid. Det er også meget vigtigt, når man skal ned i vægt. Man skal saftsuseme være mæt. Ellers er det så utroligt nemt at falde i og mæske sig i søde sager.

Så er der den der regel, der hedder 80-20-reglen. Den har reddet mig mange gange. Reglen går ud på, at man 20% af tiden godt må spise noget af det, man ellers ikke må. Man holder sin kost fem dage om ugen, og i weekenden er der så plads til, at man nyder noget af det, man virkelig elsker og sætter pris på. Det kan være et glas champagne, et godt stykke chokolade eller en lækker kop kaffe. At det er tilladt at nyde sådanne ting, gør også denne metode meget anderledes end de andre ”kure”, jeg har fulgt. Det har betydet, at jeg ikke overspiser mere. Fantastisk.

Boot Camp-kosten er langt fra den kost, jeg tidligere har prøvet at tabe mig af. Jeg har tidligere fået oplyst, at jeg skulle tage alt fedtet væk, da jeg var overvægtig og skulle tabe mange kg. Men hos Lotte har jeg lært, at kroppen også har brug for fedt. Fedt af den rigtige slags og i den rigtige mængde. I starten var det meget grænseoverskridende for mig at skulle indtage fedt. For jeg havde en klar overbevisning om, at man bliver fed af at indtage fedt. Imidlertid har jeg lært, at fedtet hjælper med at stabilisere mit blodsukker og dermed får mig til at til at spise mindre, end jeg gjorde før.

Sidst, men ikke mindst, er der træningen. Den er så vigtigt i forhold til at holde motivationen oppe, blive stærk og fit. Da jeg startede, var mit mål at komme til at kunne løbe igen uden at få skader i processen. Det er lykkes. Jeg kan nu løbe seks km uden at få ondt og uden at holde pauser. Jeg er blevet betydeligt stærkere og meget mere bevægelig og adræt i kroppen. Træningen har ikke været helt i top for mit vedkommende. Jeg kunne have nået endnu længere, hvis jeg havde trænet alt det, jeg skulle. Jeg har holdt min kost ganske godt i lange perioder, og det er det, der virkelig har battet for mig.

Jeg kunne blive ved at skrive om, hvor meget og hvordan Lottes metoder har ændret mit liv. Jeg er stadig undervejs og har endnu ikke nået mit endelige mål, men jeg er ikke nået så langt i processen, siden jeg var normalvægtig for over 10 år siden. Jeg er for første gang i mange år sikker på, at jeg når mit mål.