Frantz Sigersted Rasmussen

Tabt 9,1 kg, reduceret fedtmassen med 33,5 procent og taljemålet med 12 cm.

 

På et tidspunkt i december 2011 besluttede jeg, at gøre status over min tilværelse, og umiddelbart var der ikke meget, jeg kunne være utilfreds med. Jeg har i adskillige år været partner i et succesfuldt, internationalt orienteret firma, jeg har en fantastisk kone og tre dejlige børn, så alt gik med andre ord efter planen. Men alligevel sad jeg med en fornemmelse af, at der var noget galt. Og jeg vidste godt, hvad det var: Min skrantende fysik og mit halvdårlige helbred!

Fornemmelsen skyldtes nok, at jeg i det meste af mit liv har været fysisk aktiv, hvilket standsede brat for ca. 10 år siden, da jeg sammen med en kollega startede egen virksomhed og begyndte at fokusere hårdt på min karriere. Livet udviklede sig i de følgende år hurtigt efter ordsproget "work hard, play hard" – altså masser af arbejde, og når der så endelig var lidt fritid, masser af sjov - gerne i form af jagter i Danmark og i udlandet.

Konsekvenserne udeblev forudsigeligt nok ikke: Min karriere udviklede sig hastigt, problemet var bare, at det gjorde jeg også!

I år 2000 vejede jeg ca. 93 kg., men i år 2011 ramte nålen på vægten så ca. 112 kg. - en samlet vægtforøgelse på 19 kg. Det var naturligvis ikke et kønt syn, men jeg fik behændigt ignoreret dette ubehagelige faktum ved løbende at udskifte garderoben – tøjet skulle jo matche min voksende "pondus"!

Men i december 2011 gik den bare ikke længere. Jeg blev irriteret, når jeg så billeder af mig selv, og jeg blev i dårligt humør af at tænke på, at der sjældent i dagligdagen var fysisk overskud til at lege med børnene - eller bare fysisk overskud i det hele taget.

Da en af mine gode venner kort tid forinden, havde fortalt mig om sine ekstremt positive oplevelser med Lotte og hendes Body Boot Camp besluttede jeg derfor, at det måtte være noget for mig - og for min kone, som jeg udsatte for et moderat pres, indtil hun blev overbevist om, at hun selvfølgelig også skulle være med.

Den beslutning var ganske enkelt en af de bedste beslutninger, jeg har truffet i rigtig mange år!

Lotte er uhørt kompetent, en ualmindelig hård instruktør og en klippefast kilde til motivation, og der har på intet tidspunkt været noget tvivl om, at hun ved præcis, hvilke udfordringer hun står overfor, og hvordan de bedst håndteres.

Mine resultater kom derfor også fra dag 1, og ved midtvejstesten (som ligger efter de første 6 uger) havde jeg tabt 8,5 kg., reduceret min fedtprocent med 13,8 % (biosignature) og forbedret mit kondital med 27,7% - det var ganske enkelt fremragende, og mit humør nåede skyerne!

Men ingen vej uden bump - da jeg var ca. syv uger inde i forløbet, fik jeg en slem skade i min højre albue. Der var ikke tale om en træningsskade, men derimod en skade som følge af et urkomisk styrt på min 5-årige søns løbehjul under et besøg i en "skaterpark", hvor farmand lige skulle vise junior, at han også kunne stå på løbehjul. Min søn morede sig naturligvis fyrsteligt over styrtet, men skaden bevirkede desværre, at min fysiske træning måtte neddrosles ganske betydeligt i de følgende fire uger. Heldigvis var Lotte og hendes team i stand til i de pågældende uger at justere mine træningspas ud fra bedringsprocessen, således at jeg hele tiden kunne holde det højst mulige niveau trods skaden.

Skaden medførte naturligvis et "set back" rent resultatmæssigt i den sidste halvdel af forløbet, men da der hele tiden blev fulgt op fra Lottes side, var der alene tale om en forsinkelse i processen og ikke en afbrydelse. Jeg mærker derfor stadig, at kiloene forsvinder og at formkurven bliver bedre og bedre, og jeg ser derfor meget frem til snart at få lavet mine slutmålinger, som jeg er sikker på nok skal være tilfredsstillende - både for Lotte og for mig selv.

Ovenstående kan sammenfattes til en kort, klar pointe: Lotte og hendes team tilbyder et helt fantastisk forløb i Arndals Body Boot Camp, og udover selv at være en trofast deltager fremover, vil jeg anbefale alle, der har mulighed for det, at komme med på holdet - forløbet rykker i den grad, og det giver ordsproget "work hard, play hard" en helt ny mening!