Claus Thune

Resultaterne taler for sig selv. Godt 9 kilo lettere. 10 cm mindre om livet. En reducering af fedtprocenten med næsten 25% samt et kondital på 57,9 (hvilket i øvrigt lægger mig i “elite” gruppen i min aldersklasse) – og så er jeg faktisk blevet 2 cm højere

 

 

I 2009 var jeg i mit livs form. Troede jeg. En god lang sommer med masser af løb og træning. Afsluttende med Berlin Marathon. Det kunne ikke blive bedre. Det kunne dog blive meget værre. En dobbelt diskusprolaps og konstatering af slidgigt i ryggen resulterende i en omfattende rygoperation.

Derefter fulgte 2 år med begrænsede muligheder for, og lyst til, træning. Derfor også er 40-årige krop, som ikke blev ordentligt vedligeholdt og begyndte at ligne … en ikke-vedligeholdt 40-årig krop!

Jeg forsøgte mig med forskellige træningstyper kombineret med en omlægning af mine kostvaner samt periodiske besøg hos fysioterapeuter og massører, men resultaterne udeblev - jeg havde brug for noget helt specielt: Et spark!

Mens jeg ledte efter sparket, fortalte en veninde, at hun skulle starte på Arndals Boot Camp - var det måske det, jeg skulle?

Bevares, jeg havde læst om den ene og den anden, der havde været de 12 uger igennem. Og ja, billederne talte da også deres eget sprog. Men kunne det nu også været rigtigt? På 12 uger? (Og der var da garanteret brugt photoshop!)

Jeg blev klogere. Meget klogere. For det er svært ikke at starte med en kliché, når jeg skal beskrive min oplevelse på Arndals Boot Camp.

Når alt kommer til alt, fik jeg mere ud af mine 12 uger end jeg nogensinde havde regnet med.

Mine målsætninger var klare: Styrke ryggen og korsetmuskler; vægttab på overkroppen, så trykket på lænden blev reduceret; samt rettet ryggens kurve. Alle målbare og faste, hvorfor Lotte og jeg i fællesskab kunne sætte nogle klare mål for resultatet af de 12 ugers boot camp.

Resultaterne taler for sig selv. Godt 9 kilo lettere. 10 cm mindre om livet. En reducering af fedtprocenten med næsten 25% samt et kondital på 57,9 (hvilket i øvrigt lægger mig i "elite" gruppen i min aldersklasse) – og så er jeg faktisk blevet 2 cm højere (!) Og så har jeg fået en stærk ryg, der ikke gør ondt mere!

Allerede i løbet af de første tre uger var motivationen kick-startet.

På papiret lød det som en lang sommerferie i helvede. Udrensning - og 5 dages faste! - OG træning!

Jeg advarede alle omkring mig. Jeg var sikker på, at jeg i eksempelvis i fasteugen skiftevis skulle gå med et "hunden bider" og et "må ikke forstyrres" skilt om halsen. Det var så langt fra nødvendigt som det overhovedet kan være. Kroppen ændrede sig radikalt. Væk var trætheden, hovedpinen og oppustetheden. Tilbage var humøret, motivationen og en hel naturlig lethed i kroppen.

Efter fasteugen startede fællestræningen. Skulle jeg havde manglet motivation, kom den da i hvert fald dér. Det var ikke bare hårdt - det var skide sjovt. Fokuseret, i højt tempo og med høj intensitet. Men med varierende øvelser og en blanding af mennesker på alle niveauer, med hver vores individuelle mål, var holdfølelsen helt speciel. Uden på noget tidspunkt at føle sig pisket til at yde sit maksimale, kom det helt af sig selv. Alene ved at se, hvor meget ens holdkammerater gav alt hvad de havde, havde man slet ikke lyst til at lade være.

Oven i dette var der så den individuelle træning. Der var hjemmeøvelserne. Og der var ændringerne i kosten. Hvordan skulle jeg leve uden det ene og det andet? Skulle det forsages eller var der plads til "sidespring"? Hvordan skulle jeg nå det hele? Hvordan skulle der i midt liv være plads til disse ændringer? Og er det overhovedet noget, jeg kan få til at fungere i en travl hverdag?

Easy.

Måske man skal være i det? Skal have taget beslutningen for at indse det. For det hele hænger sammen.

Bedre form og bedre kost giver bedre humør og mere overskud.

Væk er de nødvendige undskyldninger for at hoppe over hvor gæret er lavest. Uden på noget tidspunkt at blive fanatisk bliver det hele bare forstærket af hinanden. Og skulle man falde i - så "nyd det" - er budskabet. Skyld kommer vi ingen steder med.

For det er det budskab, der var det vigtigste for mig i hele forløbet. Når målet for de 12 uger er nået har du et helt nyt udgangspunkt, og det er så helt op til dig at beslutte dig for, hvad du skal bruge det til. Personligt er jeg et helt andet sted i dag end jeg var for 12 uger siden. Og jeg ser mig ikke tilbage.

Tak Lotte!