Overgangsalder og svedeture

Af d. 30. juni 2012

Flere af mine kvindelige klinter har nået den alder, hvor hormonerne begynder at ændre ”opførsel” – altså overgangsalderen.

Én af bivirkningerne er at man oplever svedeture, og det kan være både ubehageligt, upraktisk og somme tider også socialt hæmmende. Nogle spørger mig til råds i forhold til at tage imod lægens tilbud om hormonbehandling, men ifølge mine erfaringer, kan problemerne ofte løses eller mindskes radikalt ved at ændre kosten en smule.

Udover svedeturene, kan man også opleve humørsvingninger, vægtstigning og knogleskørhed.

Her er mine bedste kostråd i den forbindelse:

  1. Spis fiskeolie! Du har nok hørt mig sige det så ofte før, men i denne livsfase er det vigtigere end nogensinde før. Udover at det styrker hormonbalancen er det også en stor gevinst for kredsløbet, ledene og hjernens funktion. Desuden hjælper Omega-3 fedtsyrerne også i forhold til at dæmpe humørsvingningerne.
  2. Spis calciumholdige produkter og masser af fødevarer der indeholder D-vitamin. Calcium og D-vitamin er afgørende for at knoglestrukturen ikke bliver porøs (knogleskørhed/osteoperose), og de to komponenter komplimentere hinanden i høj grad. Spis fx æg, fisk, kød og ost (D-vitamin) og masser af grønne grøntsager som grønkål, spinat og broccoli. Desuden er bønner geniale i denne sammenhæng (Calcium). Hvis du tåler mælkeprodukter, kan du også spise økologisk yoghurt naturelle (ikke light) i mindre mængder. Cirka 2 dl. om dagen er passende.
  3. Dyrk vægtbærende motion og styrketræning! Hvis du ikke udfordrer dine knogler med stød og træk, vil de ikke opretholde deres styrke, lige meget hvor meget calcium du spiser. Dette er HELT essentielt og desværre meget overset. Det er fuldstændigt ligesom muskler som ikke kan vokse uden protein i kosten, men som samtidig heller ikke ville optage proteinet med mindre du styrketræner.
  4. Spis bælgfrugter. Udover at bælgfrugterne (bønner, linser og kikærter) indeholder gode proteiner og masser af calcium, tilføjer de også din krop de såkaldte planteøstrogener, som er geniale mod hede- og svedeture.
  5. Varier! Det er vigtigt ikke kun at leve af tre forskellige grøntsager, én slags kød og kogte bønner. Selvom de nævnte fødevarer er utroligt gavnlige i denne sammenhæng, er de virkelig vigtigt at spise ”almindeligt” varieret. Få derfor grøntsager af alle farver, kød, fisk, fjerkræ af forskellige arter, og husk også at få fibre fra rugbrød sammen med vand.

Som jeg har sagt så ofte før, er jeg ikke læge! Så hvis du stadig har problemer selvom du spiser fornuftigt, skal du selvfølgelig stadig spørge din læge til råds. Men i min optik, er sund adfærd til en hver tid at foretrække frem for medicin.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *